Lån på biblioteket

Uge 43

Hanne Ørstavik

227 siderUdgivet: 2003

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2014
Hovedforfatter
  • Susannah Larrabee Sønderlund
    cand.mag., 2022

Intro

En afstumpet, kold og noget patetisk enspænder er hovedperson i Hanne Ørstaviks roman ”Uke 43” fra 2002 (”Uge 43”, 2003), som forløber over netop en uge i oktober. Den 33 årige litteraturlærer Solveig er blevet ansat og skal undervise i nyere litteratur på en højskole (højere uddannelsesinstitution i Norge) i Nordnorge. Solveig er et søgende, eksistentielt frustreret og ensomt menneske, hvis tanker kredser om livets og litteraturens ægthed og sandhedsværdi. Hun forsøger at fastholde ideen om den sande litteratur og konfronterer sine studerende med følgende punkter: ”Hvad er der blevet sagt? Hvordan er det sagt? Er det ægte? Hvad indebærer det?” (s. 145).

”Hun mærkede at hun havde gråden lige inde bag øjnene, at hele kroppen var fuld af gråd. Men hun kunne ikke forstå den, hun forstod ikke hvor den kom fra, hvad den ville hende. Hvad var det hun skulle græde for? Hvad er det, Solveig, tænkte hun, hvad er det som er så trist?”

”Uge 43”, s. 198.

Solveigs kontrollerede og perfektionistiske tilværelse afspejler en gennemgående tematik om menneskets idé om frihed samt frihedens vilkår – herunder bearbejdning af både kulturel baggrund, køn og seksualitet. Medmenneskelig kontakt er en besværlig om end påtrængende størrelse for Solveig, der hverken lader til at have nære venner eller familie. Hun omgiver sig ikke med mange mennesker, men er både professionelt og følelsesmæssigt fascineret og draget af den ældre kollega og afdelingsleder Hilde, som hun tilbringer en del tid med og gradvist lukker ind i løbet af den pågældende uge. Barndommen og et problematisk uforløst forhold til moren dukker op i Solveigs drømme, der berører svigt, fortrængninger og udebatterede emner mellem forælder og datter.

Som i Ørstaviks tidligere romaner forsøger hovedpersonen at frigøre sig fra fortidens fastlåste roller og forestillinger for i stedet selv at bestemme og fremme sin egen frihed. Solveigs hverdag udfyldes af minutiøs, veltilrettelagt undervisningsforberedelse, spartanske måltider, ensomme gå- og svømmeture samt indre monologer, der lynhurtigt veksler mellem vrede, irritation, glæde og afmagt. Solveig reflekterer meget over egen fremtræden og forsøger forgæves at komme i kontakt med egne drifter og længsler, hvilket kommer til udtryk i et antydningsvist forhold til en af hendes mandlige studerende.

Med sit præcise sprog og stramme komposition giver Ørstavik et rammende, psykologisk portræt af en usikker, søgende kvinde, hvis svingende sindsstemninger på en gang gengives genkendeligt og alligevel særdeles vagt – der er masser af afkodelige mellemrum.

Hanne Ørstavik

Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i ...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger