”…der [er] allerinderst inde i dét hemmelige rum, vi aldrig åbner helt, en kærlighed der ikke kan argumenteres for. Det betyder noget”
“Vandpaladset”, s. 179.
Den jævne Victor, som har været Sus kæreste gennem mange år, bliver erstattet af den tilrejsende Boris, da han og Su forelsker sig hovedkulds i hinanden og senere gifter sig. Efter Tildas død omdanner de grillbaren til en luksuriøs restaurant, Vandpaladset, som de med hårdt arbejde får til at køre rundt. Men forholdet er ikke uproblematisk, for Boris er rastløs og længes ud i verden, hvorimod Su helst vil blive, hvor hun er vokset op.
Fortællingen i ”Vandpaladset” flyder jævnt på realistisk og nøgtern manér, men der er spring frem og tilbage i tiden, således at hoveddelen af historien foregår 15 år tidligere end romanens nutid, hvor Su er omkring 20 år. Men bag den ligefremme fremstilling lurer gådefuld mystik i form af en masse hemmeligheder, som aldrig afsløres.
Hverdagen som udsnit af livet er et vigtigt tema i ”Vandpaladset”. Det ses i skildringen af Sus glædesløse tilværelse i grillbaren, før moderen for alvor bliver syg, og den selvstændige, men hårde hverdag sammen med Boris mens de driver Vandpaladset. Balancegangen mellem på den ene side at affinde sig med sit liv som det er og på den anden side at stræbe højere, kan være hårfin. Derfor tager hverdagen sig ud som valg, der skal træffes og kompromiser, der skal indgås, i en stræben efter tilfredshed med tilværelsen.
”Vandpaladset” indrammes af to referencer i henholdsvis første og sidste kapitel til Første Korintherbrev, kapitel 13 i Bibelen (”…men størst af alt er kærligheden”). For eksempel slutter første kapitel med ordene ”kærligheden er det største af dem alle”, og så er der ingen tvivl om det overordnede tema. Kærligheden kommer til at fremstå som en formildende omstændighed og det kit, der får tilværelsen til at hænge sammen, når karaktererne i ”Vandpaladset” møder modstand.
