Lån på biblioteket

Vildgræs ved flodlejet

Hiromi Itō

113 siderUdgivet: 2018

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Louise Rosengreen
      cand.mag., august 2018

    Intro

    Hiromi Itōs ”Kawara Arekusa” (”Vildgræs ved flodlejet”, 2018) fra 2005 er en samling af 18 episke digte, der handlingsmæssigt fletter sig ind i hinanden. De er skrevet i et enkelt sprog af et barnligt jeg, der som den ældste i en søskendeflok på tre genfortæller sin families rejser mellem et vindblæst, salvieduftende Amerika og et dæmonisk, råddent flodleje i Japan. Jeget indgår oftest i et ”vi”, der inkluderer en mor, en lillebror og en lillesøster. Sammen tager de bus, tog og fly til ødemarken, hvor de flytter ind hos morens amerikanske kæreste, deres nye far. Jeget er 11 år, og hun vænner sig hurtigere til lyden af de voksnes sexliv end til det amerikanske sprog.

    ”Blomsten fandtes her ikke oprindeligt, nogen tog den med fra et andet sted, den er virkelig hårdfør, meget stærk, den maser sig frem og slår de lokale planter ihjel (…)”

    ”Vildgræs ved flodlejet”, s. 85.

    I digtet ”Vi bor i ødemarken” beskrives hverdagen for den lille familie i Santa Ana i Californien, men selvom dagene er præget af grufulde og absurde hændelser, beskrives begivenhederne med den største selvfølgelighed. Eksempelvis da faren dør, og moren insisterer på at beholde liget, der rådner og lugter mere og mere dag for dag. Han dør først rigtigt, da moren tager sin saks og klipper hans penis af, selvom han alligevel aldrig rigtig dør. For i ”Vildgræs ved flodlejet” myldrer det med levende lig. Og da moren og børnene rejser tilbage til flodlejet, de havde forladt, udfolder der sig en form for mareridt.

    Sprogligt benytter Hiromi Itō sig ofte af gentagelser, hvilket gør digtene lyriske, men også får dem til at minde om mundtligt overleverede myter eller børnesange. Lillebrorens kløe og de betændte blærer, han får på huden, nævnes igen og igen, ligesom det flere gange fremhæves om en ildelugtende mand, de møder ved flodlejet, at han onanerer.

    Digtenes overordnede tematik er migration, og Itō bruger vildgræsset som metafor. Hvor moren og børnene har dårlige pas med beskidte mærker, der gør, at de må vente længe i lufthavnenes ankomsthaller, kan græsfrøene frit sprede sig – på tværs af landegrænser. Men de mange forskellige græsarter, der i digtene benævnes med deres latinske betegnelser, har alligevel svært ved at gro i det barske, tørre ørkenlandskab.

    Hiromi Itō

    40 år efter, at den japanske digter Hiromi Itō debuterede på sit modersmål, udkommer hendes digte for første gang i dansk oversættelse. De er med deres ligefremme litterære tag på immigration, mode...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger