Lån på biblioteket

Vore mødre dør

Claus Handberg Christensen

87 siderUdgivet: 2016

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., 2017
Hovedforfatter
  • Susannah Larrabee Sønderlund
    cand.mag., 2010

Intro

Claus Handberg Christensens ”Vore mødre dør” (2016) rendyrker det personlige udsagn og viser, hvor meget en bog egentlig kan rumme, når man forankrer poesien i hverdagen. Det handler om at miste, og om ikke at kunne leve op til nogle vagt definerede, men stærkt disciplinerende forventninger til, hvordan man skal være i kontakt med sin sorg og i sidste ende sig selv. Handbergs poesi bevæger sig med lethed fra sentimentale erkendelser til notatlignende bemærkninger om litteratur og prosaiske betragtninger. Man mærker hjernen strejfe, og flere gange er der en irritation over at huske det ligegyldige i et meningsfuldt øjeblik. En irritation over ikke at kunne leve op til ideen om en sammenhængende fortælling. Men netop den omstrejfende tanke er det, der gør Handbergs poesi interessant.

”Vores mor kunne mærke os./ Selv da hun var forbundet/ til en respirator/ nedsænket i bevidstløshed/ af dybere kategori/ kunne hun mærke at vi stod omkring hende. / Vi strøg hende over ansigtet/ sagde hun gerne måtte tage af sted./ Tre hænder lagt på hendes pande/ tre hænder med hvert deres farvel.”

”Vore mødre dør”, s. 15.

”Jeg har ikke adgang til sorgen/ ikke så meget som en knivspids af den/ hun har taget den med sig under armen/ hinsides/ som var det det sidste/ hun kunne gøre for sin søn.” (s. 16). Det er en smuk tanke, at man stadig kan drage omsorg i døden, moren passer stadig på sin søn, selv efter hun er død. I et andet digt tager jeget i bogen, som også underskriver sig Claus, hjem i hendes dødsbo.

Han vil fotografere huset for at kunne huske det og for at føle sig tæt på sin døde mor. Men billederne forstyrrer, de kan kun være billeder, der peger på sig selv som billeder. Så han prøver at mærke efter, for at se om lejligheden selv kan fortælle ham, hvordan den skal fotograferes, men mødes kun af stilhed. Indtil en død plante lige pludselig alligevel kalder på at blive fotograferet helt ”lige på/ helt enkelt” (s. 20). Så fotograferer han resten af lejligheden sådan, en genstand ad gangen, helt enkelt.

Det er en passende lignelse for Handbergs måde at skrive på. Flere gange bliver vi bragt helt ind i det skrivende øjeblik, og hver gang er det med en opgivende konstatering: det her bliver jo aldrig en bog. Men lige præcis fordi vi får processen med, forstyrrelserne fra hverdagen rundt omkring skriften og irritationen over skriften, bliver det relevant at læse. Det balancerer de smukke, sentimentale passager om hans mor, at der også er plads til spise pizza alene foran fjernsynet.

Claus Handberg Christensen

Der lader ikke til at være nogen kunstneriske grænser for Claus Handberg Christensen. Tværtimod bevæger han sig smidigt og arbejdsomt mellem lyrik, fotografi, billedkunst og musik. Siden sin lyrisk...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger