Anne Carsons værker er helt enestående, men står samtidig på skuldrene af 2500 års kulturhistorie. Tragediens klagesange, Emily Dickinsons små papirlapper med poesi, Sapphos længsel og begær er både eksplicitte og implicitte referencer. En journalist fra The New York Times beskriver hendes arbejde således: ”Carson giver indtryk af at være fra en overjordisk eller gammel verden; at være en for hvem vores moderne, jordiske kategorier er for kunstige og simple til at indeholde den sandhed, hun er besluttet på at formidle. I to årtier har hendes arbejde bevæget sig i retninger, som en menneskelig hjerne aldrig naturligt ville bevæge sig.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).
Hun har lavet samarbejder med avantgardekunstnere som Laurie Anderson, musikere som Lou Reed og tænkere som Judith Butler. Om det kunstneriske samarbejde siger hun: ”Det handler ikke så meget om projektet, som om menneskene.” (Megan Berkobien: An interview with Anne Carson and Robert Currie. Asymptote Journal. Egen oversættelse).
En dansk forfatter som Harald Voetmann deler hendes interesse for klassikken og blander i bøger som ”Sulpicia” og ”Vågen” det skønlitterære med kommentar og oversættelse, og ligesom Carsons bøger er de både kloge og sjove. Martin Larsen, der er en af Carsons oversættere, arbejder med også med åbne og poetiske bogobjekter. Han har bl.a. udgivet ”Svanesøsonetterne”, som er 60 sammenkrøllede papirark i en rigsarkivæske med udkast til en sonetkrans og noter om kærlighed og poesi.