Edith Södergran

Edith Irene Södergran var ud af en finlandssvensk bondeslægt. Hendes far Matts Södergran var uddannet mekaniker og en rastløs sjæl. Han flyttede i 1882 til Skt. Petersborg i Rusland, der på daværende tidspunkt var en livlig metropol. Her giftede han sig med Helena Lovisa Holmroos, som var enearving til sin nyrige fars formue. Moren var en belæst og litterært interesseret dame. Tre måneder efter at hun fødte Edith i 1892, flyttede familien til Raivola i Finland pga. et koleraepidemiudbrud i storbyen. Ediths far fik hurtigt formøblet familiens penge, han drak for meget og døde af tuberkulose, da Edith var 15 år gammel.

Södergran beskrives som et ensomt barn, der voksede op i sin egen form for eventyrverden. Hun gik på en kristen tysk pigeskole i Skt. Petersborg, hvor hun blev skolet i at læse litteraturhistoriske klassikere og moderne russisk litteratur. Inspireret af den tyske digter Heinrich Heine skrev hun 225 skolepigedigte på tysk, russisk og svensk i et kladdehæfte, der er bevaret og udkommet posthumt som ”Vaxdukshäftet”. Hendes mor har fortalt, at hjemmets skuffer bugnede med datterens skriverier, så selvom Södergran kun nåede at udgive fem digtsamlinger i sin levetid, formoder man, at hendes samlede lyriske produktion har været langt større. Som 16-årig blev hun syg med tuberkulose, og sammen med moren rejste hun til Schweiz, hvor hun blev behandlet på forskellige sanatorier bl.a. i Davos, hvor hun stiftede bekendtskab med den europæiske avantgarde inden for kunst og litteratur.

I 1916 debuterede hun med “Dikter” (“Digte”, 1953). Året efter brød den russiske revolution ud, hvilket direkte påvirkede hendes familie, som tilhørte den højere middelklasse. Deres økonomi brød sammen, og Södergran levede resten af sit korte liv i fattigdom. Hun var også fotograf og forsøgte at forsørge sig ved at sælge sine fotografier.

Hendes sidste tid var præget af store smerter, og hun døde ugift af tuberkulose som 31-årig. Det var hendes sidste vilje, at alle dagbøger, breve og noter skulle brændes. Derfor er meget viden gået tabt om den indflydelsesrige finlandssvenske poet, der på sin tid i Europa var den første og “eneste kvindelige digter, der alene revolutionerede digtningen og dermed tænkningen på et helt sprog og for alle dets indbyggere.” (Peter Laugesen: Edith Södergran var den første og indtil videre eneste kvindelige digter, der alene revolutionerede digtningen. Information, 2017-12-02). I dag er hun stadig så aktuel og læst, at flere af hendes digte udkommer i nye danske oversættelser, f.eks. er gennembrudsværket ”Septemberlyren” udkommet i en ny dansk gendigtning i 2021.

“Dikter” (“Digte”, 1953) er Edith Södergrans debut. Den udkom i 1916, hvor den blev modtaget med hånlatter og hård kritik. Eksempelvis kaldte Arbetarbladet den for “formløse udbrud af en syg ånds smerte”. Digtene er med få undtagelser urimede og skrevet på frivers. Dette brud med den bundne metrik og faste rytmiske figurer var inspireret af den tyske ekspressionisme, men virkede fremmed på datidens kritikere.

Samlingen består af 64 digte, der kun undtagelsesvis er længere, end at de kan stå på en side. Blandt dem hører nogle af Södergrans for eftertiden mest kendte, f.eks. “Dagen kølner…” og “Vierge moderne”. De er skrevet i en tid, hvor Finland godt nok som det første land i Norden havde givet kvinder stemme- og valgret, men hvor kvinder stadig var marginaliserede. I flere af digtene forkaster Södergran den gamle kvinderolle og definerer en ny, stærkere og friere identitet. I “Vierge moderne” indleder hun med anaforen “Jeg er ikke en kvinde. Jeg er et neutrum.” Herefter følger en række metaforer for, hvad der kendetegner den moderne jomfru, som titlen lyder oversat fra fransk. Metaforerne er modsætningsfulde, f.eks. er jeget både “ild og vand i ærlig forbindelse”, og således bruger Södergran absurde sproglige kombinationer til at skabe en revolutionær kønspolitisk ytring.

Naturelementer som træer, klipper, strand og have er genkomne motiver, og naturen besjæles på uforudsigelige og paradoksale måder. I digtet “Violette skumringer” beskriver hun sine medsøstre, kvindekønnet og dets kraft med sammensatte ord som uskyldsøjne, rosenlarver og tiggerpletter.

Også lykken optræder i mange af digtene. Ofte som noget umuligt eller noget, der hører en anden tid eller eventyrene til. I digtet “Lykkekat” sidder digterjeget med en lykkekat i favnen, som spinder en lykketråd. Jeget beder katten om at få opfyldt tre ønsker. Det første er, at katten skal skaffe hende en ring, der kan bekræfte hendes lykke. Det andet er et spejl, der kan vise hende, hvor smuk hun er, og endelig ønsker hun sig en vifte til at vifte alle sine ubehagelige tanker væk med. Det er blot et af flere digte, hvor tallet tre optræder, men det er hos Södergran også en mørk og depressiv version af eventyrenes traditionelle talsymbolik, hvor tretallet oftest er lig med lykke.