Agnes Henningsen

I sit livs sene år sagde Agnes Henningsen engang, at hvis man levede længe nok, kunne man nå at blive berømt to gange, en skæbne hun mente var overgået hende selv. Først var hun i en lang årrække, som enlig mor til fire børn, og som forfatter berygtet for sin levevis og sine teorier.

Og dernæst blev hun berømt, da hun som ældre genoptog skriveriet efter alle romanerne og nu tog fat på erindringsbøgerne, der med sine otte bind og mere end 2000 sider udgør det ene af vores danske litteraturs to største værker i erindringsgenren. Det andet er Johanne Luise Heibergs.

Og man kunne så tilføje, at hun nu posthumt er gledet ind i en tredje bølge af berømmelse - eller i hvert fald fornyet interesse og kendthed. Hendes erindringer og foreløbig enkelte af hendes romaner er blevet genoptrykt, og hendes usædvanlige livsførelse og meninger er igen genstand for megen opmærksomhed.

Agnes Henningsen er født i 1868 og voksede op i et dansk borgermiljø, som var præget af tidens store modsætninger: på den ene side konventionel strenghed og snæverhed - dronning Victoria levede endnu - og på den anden de nye frihedsideer, som med naturalismens fremtrængen gjorde sig mere og mere gældende op mod det nye århundrede.

Agnes Henningsen valgte, af natur og pr. instinkt, de nye ideer, som Georg Brandes var foregangsmand for herhjemme. Borgerligheden, den bitre borgerlighed kaldte hun den, var livet igennem hendes fjendes nr. 1, for borgerlighed, konvention, var i hendes øjne ensbetydende med stilstand og fordom. Man sank hen i tryghed og overtog en moral andre havde udtænkt.

"Skulle jeg foragte nogen, blev det mennesker, der lever efter en moral andre har lavet", siger hun. Det var den borgerlige dobbeltmoral, der gjorde hende til provokatør, og ofte gjorde hun sig meget værre end hun var for at påkalde sig opmærksomheden. Hun svælgede i sine nederlag, ligefrem skrød af sine fiaskoer for at få lejlighed til at sige sin hjertens mening om samfundsindretningen med dens entydige succes-mentalitet.

Kvinderne og deres vilkår i et mandsdomineret samfund, det var hendes hovedanliggende, og i dag efter alle kvindesagsårene klinger måske netop disse ord så bekendt - til lede bekendt, for vi er unægtelig blevet stopfodret med slagord, der nu er stivnede klicheer.

Som kvindesagen i de forløbne 20-30 år fokuserede også Agnes Henningsen på de to områder: kærligheden og arbejdet. Og derfor er der noget symptomatisk i, at hun netop ikke blev brugt i kvindekampen. Og hvorfor?

Svaret ligger i hendes erindringer, i deres grundtone og i det menneskesyn, der udspringer af snart sagt hver eneste af de mange sider. Ganske vist anklagede Agnes Henningsen det samfund, der gjorde kvinden til det sekundære køn ved ikke at give hende samme vilkår som manden, men samtidig krævede hun uhyre meget af sig selv også. Hun var aldrig selvretfærdig og aldrig bitter, for det blev man ødelagt af, mente hun.

Hendes brug af ordet letsindighed besvarer måske spørgsmålet bedst. Det går igen i to af erindringsbøgernes titler: Let gang på jorden (1941) - det var det første bind - og i bind 2: Letsindighedens gave (1943). Georg Brandes havde engang, da hun talte om sin påståede letsindighed, sagt: "- Mennesker regner letsind for en ulykke, letsind er den bedste gave, man kan få" - og fra denne replik stammer titlen, som er fuld af ironiske undertoner. At være let-sindig i den Agnes Henningsen´ske betydning af ordet kræver kraft og jernhård selvdisciplin. Gaven i denne sammenhæng består i at have den tilstrækkelige kraft til at få modgangen vendt til noget positivt, at bevare et lyssyn i tilværelsen trods dens tragiske tildragelser.

Erindringerne kom med to års mellemrum i tiden 1941-55. De øvrige titler lyder, med ekkoer af trods og fanfare: 3. bind: Byen erobret (1945), Kærlighedssynder (4) (1947), Dødsfjende-hjertenskær (5) (1949), Jeg er levemand (6) (1951), Den rige fugl (7) (1953). Kun sidste bind: Skygger over vejen (1955), afspejler vemod og alderdomsskygger.

I virkeligheden er erindringerne en suite rapporter fra et uhyre barskt kvindeliv, men barskheden er forklædt i munterhedens lette gevandter, så man er lige ved at overse kendsgerningernes skelet bagved: hun var enlig mor med fire børn, hun var uden uddannelse og uden arbejde, en tid også uden noget hjem, periodevis oplevede hun sygdom, sult og kulde i forening. Kærlighedsforholdene endte som regel i nederlag.

Når hun udgav sine romaner og skuespil fik hun fiasko på stribe. Anmeldelserne havde ofte form som offentlig brændemærkning. Der var ingen ende på modgangen, og det var et mirakel, at hun overlevede. Men hun var sej og rejste sig igen og igen. Og hun havde mange venner, der stod last og brast med hende.

Agnes Henningsen var over 70, da hun skrev erindringerne og løftede sit liv op i efterrationaliseringens forklarede lysskær. De udståede lidelser forvandlet til den originale impressionistiske kunstart, som bar hendes vandmærke.

De romaner og skuespil, som blev skabt samtidig med selve livsprocessen, adskiller sig afgørende i stil og tone fra erindringerne. Romanernes humor er sort, og grundstemningen under den er depressiv. Det fornemmes, hvor velkendt Agnes Henningsen er med alle depressionens faser, og hvor nær afgrundens rand, hun må have været, for at kunne skrive sådan.

Heller ikke selvmordets overvejelser er hende fremmed. "Det eneste, jeg er klog på, er mennesker", skriver hun i Skygger over vejen med koket beskedenhed. Denne påstands rigtighed kan aflæses i romanerne. Hendes psykologiske indsigt er formidabel, intet menneskeligt synes hende fremmed.

Alligevel er det ikke mange af disse romaner, vi kender og læser i dag med deres lidt gammeldags roman-teknik og specielle sprogtone. Fælles for dem er, at alle har ulykkelig kærlighed som hovedmotiv. Den ulykkelige kærligheds underlige veje, dens skævheder og forkvaklinger; alle blokeringerne og også depravationerne lagt under lup. Vellyst og fortvivlelse, godhed og sadisme.