Anders Bodelsen

I sine hverdagshistorier afbalancerer Bodelsen behændigt sin lidenskab for kendsgerninger med sin sans for moralske problemer. Mens det i de første novellesamlinger hovedsagelig er unge menneskers problemer med ambitioner og kærlighed, der skildres, så befinder vi os blandt modne og ældre mennesker i de senere samlinger, hvoraf især "Jeg kommer til at løbe" vandt genklang hos læserne. Forfatteren anvender novelleformen til belysning af forholdet mellem forældre og børn, og til skildring af miljøer i dagens Danmark. Anders Bodelsen har givet de anonyme forstæder, ja, selv motorvejene, borgerret i litteraturen.

Også til sine spændingshistorier har Bodelsen kunnet bruge novelleformen. Første gang det skete, var i "Agurke-tid" (i Drivhuset), en åndeløst spændende historie om en journalists jagt på en seksualmorder. Senere har Bodelsen udgivet en hel novellesamling med krimitemaer: "Lov og orden" (1973).

Romanerne "Tænk på et tal" og "Hændeligt uheld" skaffede Bodelsen et kolossalt læsepublikum, da de udkom i 1968. For Bodelsen er thrilleren ikke noget, der skrives med venstre hånd. Som sine forbilleder, Patricia Highsmith, Graham Green, George Simenon og Alfred Hitchcock tager han genren helt alvorligt. For ham adskiller den sig kun fra hverdagshistorien ved at gå til yderligheder. Motoren i hans spændingsromaner er ikke gådeløsningen, men den psykologiske indlevelse i almindelige mennesker, der ved et tilfælde er drevet ud i ekstreme situationer. Handlingen bevæger sig omkring motiver som ambition, snyd, skyld og angst. Ved at lægge synsvinkel hos de plagede hovedpersoner tvinger Bodelsen læseren til at se verden gennem den trængte forbryders øjne. Og forbryderen er et helt almindeligt menneske, der bare pludselig bliver fristet eller presset af omstændighederne.

I "Tænk på et tal" (1968) får en bankkasserer mistanke om, at der vil finde et bankrøveri sted, og stikker nogle penge til side til sig selv. Men bankrøveren kommer efter ham. Jagten fortsætter i "Pengene og livet" (1976). Bodelsens spændingromaner har solide moralske pointer. I "Hændeligt uheld" (1968) prøver en direktør at sløre sporene efter et trafikdrab. Han udsættes for afpresning og svarer igen med en ny forbrydelse. "Borte, borte" (1980) handler om en forretningsindehaver, der desperat søger at komme ud af en økonomisk klemme ved at sætte ild til sit lager af elorgler, og i "Domino" (1984) spionerer en fotograf i en politikers privatliv for at skaffe afslørende materiale.

Bodelsens forfatterskab bygger på iagttagelser, og de fleste af hans bøger foregår her og nu. Han går aldrig længere tilbage i tiden en til perioder, han selv har erindringer fra. "Revision" (1985) udspiller sig i efterkrigsårene og har som virkelighedsbaggrund et dobbeltmord, der fandt sted på Peter Bangsvej på Frederiksberg i 1947. I "Mørklægning" (1988) er tiden rykket til 1944. Titlen spiller både på besættelsestiden og på den forbrydelse, som en filmdirektør forsøger at skjule. Det er en roman om retfærdig hævn.

Med "Rød september" (1991) er vi tilbage i nutiden: en politisk spændingsroman inspireret af optrævlingen af Blekingegade-sagen. Neden under den politiske handling ligger en historie om to brødre, der har fjernet sig fra hinanden. Et yndet psykologisk motiv hos Bodelsen.

Forfatterskabets mest helstøbte og indtrængende roman, "Bevisets stilling" (1973), bygger på en autentisk historie om en taxichauffør, der anklages for mord på en pige, men senere frikendes "på grund af bevisets stilling". Her forener Bodelsen thrilleren med samfundskritikken og den rummelige hverdagsskildring, så enhver læser bliver nødt til at stille sig det bodelsenske grundspørgsmål: Hvad nu, hvis det var mig?