Anne Carson

Flapperne på Anne Carsons bøger har intet forfatterfoto og kun meget sparsomme biografiske oplysninger: født i Canada i 1950, underviser i klassisk filologi. Adspurgt om sit privatliv og sin baggrund svarer hun kortfattet: ”Jeg voksede op i forskellige små byer i Ontario. Far arbejdede i en bank. Mor derhjemme” [4]Kate KellawayAnne Carson: I do not believe in art as therapyThe Guardian, 2016-10-30..

I gymnasiet overtalte hun sin latinlærer til at lære sig oldgræsk i frokostpauserne. Hun droppede ud fra universitetet to gange, fordi hun var utilfreds med pensum, men hun kom tilbage igen og fik en ph.d.-grad fra University of Toronto i 1981. Hun er professor i klassisk filologi og har undervist på velrenommerede universiteter i USA og Canada, bl.a. McGill og Princeton.

Debutbogen, ”Eros the Bittersweet” (1986), er et kritisk studie af græsk poesi og en poetisk afhandling om kærlighed i litteratur og klassisk filosofi.

Som forklaring på, hvorfor hun blev så tiltrukket af græsk sprog og litteratur som ung, siger hun, at græsk virker som det bedste sprog, fordi det er sig selv. For Carson er sproget et særligt erfaringsrum. Presset for et mere prosaisk svar, siger hun, at det også handler om en barndomsdrøm om at være ligesom Oscar Wilde – klassisk uddannet, elegant klædt og vittig. [3]Sam AndersonThe Inscrutable Brilliance of Anne CarsonThe New York Times, 2013-03-14..

Man kan sige, at Carson bebor både nutiden og fortiden. Hun har gjort det græske sprog til sit eget, tilføjet det engelske sprog en unik poetisk stemme og fusioneret fjerne og nære verdensbilleder. Det selvbiografiske spor løber igennem hele forfatterskabet, men den personlige erfaring, som f.eks. sorgen over brorens forsvinding og død, kobles til spørgsmål om oversættelse og afstand – mellem sprog, kultur og mennesker.

For tiden underviser hun i kreativ skrivning på New York University. Sammen med sin mand, Robert Currie, afholder hun en gang om året et kursus i kunstnerisk samarbejde. En interviewer understreger, hvor forskellige de er: Carson er høj, forsigtig og afmålt, mens Currie er social og afslappet. ”I et rum, hvor alle griner, smiler hun ganske let.” [3]Sam AndersonThe Inscrutable Brilliance of Anne CarsonThe New York Times, 2013-03-14..

Carson er ikke nogen nem entertainer, men hendes værker er gennemsyret af en lidenskab for at vise læseren nye veje gennem den historie og det sprog, vi er skabt af. ”Vi har et emne for vores samtale, men hvordan kan vi så bevæge os igennem det på en måde vi aldrig har bevæget os på før, mentalt? Det virker som det mest spændende man kan gøre med sit hoved.” [3]Sam AndersonThe Inscrutable Brilliance of Anne CarsonThe New York Times, 2013-03-14..

Sorgbearbejdning og oversættelse er to aktiviteter, der hænger sammen for Anne Carson. Det handler om at genfinde betydning i det, der er tabt og at bevæge sig igennem stoffet på nye måder.

Værkerne er komplekse og udfordrende. De er svære at genrebestemme, blander både prosa og vers, og ofte udsættes gammelt stof for en postmoderne mash-up teknik. Værkerne har filosofisk tyngde, og de skifter mellem det lyriske og det analytiske.

Carson bruger af sit enorme kendskab til klassikken og den vestlige litteraturhistorie og samtidig ironiserer hun over den akademiske jargon. Bøgerne er både lærde og vittige; hun er digternes digter og højt respekteret for sine oversættelser og gendigtninger af det klassiske stof.

Læsningen bliver ofte også en slags oversættelseshandling eller en famlen gennem fragmenter og genreskift. Det er en pointe, at den åbne søgen efter sammenhæng også bliver læserens. Carson ønsker ikke at give en færdig fortælling eller formidle en bestemt verdensopfattelse: ”Folk skal se, men de skal ikke se på min måde. Men når det at læse poesi - den aktive opmærksomhed - opleves som at se, åbner det den enkelte læser til hans eget syn. Man tager ikke andres syn og ser gennem deres øjne.” [2]Marie TetzlaffKunstneren der unddrager sigPolitiken, 2001-08-18..

Foruden mere traditionelle oplæsninger laver Carson, i samarbejde med bl.a. med sin mand Robert Currie, performances og opførelser af dans og sang med udgangspunkt i teksterne. Og de materielle aspekter af bøgerne er ofte en vigtig del af værket. Det gælder f.eks. bogobjekter, som ”NOX”, ”Antigonick” (2012), der er en slags tegneserie og en gendigtning af tragedien om Ødipus' datter Antigone og senest ”Float” (2016), der er en gennemsigtig boks med pamfletter, som kan læses i vilkårlig rækkefølge, om bl.a. Proust, Zeus og fordele og ulemper ved ægteskab.

Det selvbiografiske stof fylder meget, men er altid medieret gennem filosofien, litteraturhistorien og oversættelsesarbejdet. Det personlige handler aldrig kun om det indre liv: ”jeg graver rundt i min lille stribe af erfaring, for alle de forskellige ting jeg skriver, og forbinder dem med en person, der er delvis opdigtet. Jeg ved ikke rigtig, hvor stregen skal trækkes mellem mig og personen - det er meget udvisket.” [2]Marie TetzlaffKunstneren der unddrager sigPolitiken, 2001-08-18..

Anne Carsons værker er helt enestående, men står samtidig på skuldrene af 2500 års kulturhistorie. Tragediens klagesange, Emily Dickinsons små papirlapper med poesi, Sapphos længsel og begær er både eksplicitte og implicitte referencer. En journalist fra The New York Times beskriver hendes arbejde således: ”Carson giver indtryk af at være fra en overjordisk eller gammel verden; at være en for hvem vores moderne, jordiske kategorier er for kunstige og simple til at indeholde den sandhed, hun er besluttet på at formidle. I to årtier har hendes arbejde bevæget sig i retninger, som en menneskelig hjerne aldrig naturligt ville bevæge sig.” [3]Sam AndersonThe Inscrutable Brilliance of Anne CarsonThe New York Times, 2013-03-14..

Hun har lavet samarbejder med avantgardekunstnere som Laurie Anderson, musikere som Lou Reed og tænkere som Judith Butler. Om det kunstneriske samarbejde siger hun: ”Det handler ikke så meget om projektet, som om menneskene.” [1]Megan BerkobienAn interview with Anne Carson and Robert CurrieAsymptote Journal..

En dansk forfatter som Harald Voetmann deler hendes interesse for klassikken og blander i bøger som ”Sulpicia” og ”Vågen” det skønlitterære med kommentar og oversættelse, og ligesom Carsons bøger er de både kloge og sjove. Martin Larsen, der er en af Carsons oversættere, arbejder med også med åbne og poetiske bogobjekter. Han har bl.a. udgivet ”Svanesøsonetterne”, som er 60 sammenkrøllede papirark i en rigsarkivæske med udkast til en sonetkrans og noter om kærlighed og poesi.