Anne Marie Løn

Anne Marie Løn har igennem hele sit forfatterskab været optaget af livet i provinsen og især livet på landet. I hendes mere end 20 værker – hvoraf langt de fleste er romaner – er landboens tilværelse og erfaringer gjort til et særligt betydningssted, et alternativ til storbyens fragmenterede og hektiske liv. Navnlig det tidlige forfatterskab er skrevet på en stærk indignation over den nedbrydning af livssammenhænge og fællesskab, som det moderne liv ifølge forfatteren har medført.

I Løns senere bøger er indignationen tonet noget ned og erstattet af en mere fabulerende og farverig stil. Samtidig er forfatterskabets læserskare vokset støt, både her og i udlandet. Den omfattende slægtsroman Prinsesserne, 1996, har således til dato solgt over 100.000 eksemplarer, og for Dværgenes dans, 1998 – et andet af forfatterskabets hovedværker – har Løn modtaget tre priser. Både ”Prinsesserne” og ”Dværgenes dans" er oversatte.

Anne Marie Løn er født i Tranebjerg på Samsø i 1947, men voksede op i en lille landsby syd for Hjørring, hvor faren drev en dyrlægepraksis. Som 19-årig blev Løn journalistelev på Frederikshavns Avis, siden arbejdede hun som journalist, anmelder og klummeskriver på B.T., Politiken, Familie Journalen og Aktuelt. Debuten som skønlitterær forfatter kom i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig?, men først to år senere – da hun slap reportagejournalistikken på B.T. og storbytilværelsen i København – blev hun forfatter på fuld tid. I dag bor Løn i stationsbyen Asnæs ved Fårevejle på Sjælland.

Opvæksten på landet i Nordjylland mærkes tydeligt i Løns forfatterskab. Ofte er det virkelige begivenheder eller personer fra hendes egen egn, der danner udgangspunkt for bøgerne, og en omfattende viden om landbolivet og især dets kriser skinner igennem alt, hvad Løn har skrevet.

Romanen Fodretid, 1984, der blev forfatterens gennembrudsbog, er baseret på en række historier om vanrøgt af dyr på landet: en landmand på en mindre gård i Vendsyssel går ned med flaget, da han tilskyndet af EF-støtten skaffer sig af med sin kvægbestand. Omlægningen til moderne svineproduktion bliver ikke bare en økonomisk, men også en menneskelig blindgyde for den lidt enfoldige Niels Peder Thomsen, som ikke kan affinde sig med de nye tiders stordrift og teknologi. Og ingen af hans naboer griber ind, før det hele er endt i en katastrofe: en dag får Niels Peder Thomsen et sammenbrud og holder op med at fodre grisene. Snart vælter stanken af lort og rådne grise ud fra staldene.

I romanen Veras vrede, 1982, drejer det sig om Løns egne erfaringer med en kynisk avisverden (læs B.T.). I resumé lyder den kritiske historie næsten som en krimi: den unge og idealistiske provinsjournalist Vera begår manddrab, da hun en dag kaster en ølflaske i hovedet på avisens arrogante redaktionschef. Handlingen er udslag af Veras frustration over avismiljøet, der ligesom det moderne landbrug er blevet en fabrik kun med profit som mål.

Solidariteten med de svage og de krænkede har om noget været kendetegnende for Anne Marie Løns forfatterskab. I den fremragende, stilfærdige roman Willums veje, 1994, følger vi eneboeren Willum, der nærmest har boret sig ned i det sandblæste vestjyske klitlandskab. Da den 42-årige Willum en dag hører om morens død, har han kun ét i tankerne: at begrave hende i sandet. Dér er familiens skæbne nemlig beseglet med ulykker og tab: Willums lillebror blev kvalt i sandet som spæd, siden rejser moren og lillesøsteren bort. Willum er smerteligt bundet til klitterne, hvor han også selv går til. På romanens sidste sider lader han sig omslutte af masserne i sin forblæste hytte ved sandmilen:

”I sekunders uopmærksomhed, mens han bøjer sig, sker det, at de første små korn begynder at røre på sig og følge deres naturlige vej nedad ind i rummet. Millioner og atter millioner af små bjergpartikler er gået i skred ved vindueshullets nederste kant og flytter sig ind og ned. Han opdrager det straks og træder andægtigt til side, så sandet kan komme til, følger med blikket højtideligt næsten ærbødigt hvordan de små bække hurtigt bliver til floder, der slår sig sammen til en rivende fos, som snart vælder og bruser ind i hele vindueshullets bredde.”

Hæve sig over sin skæbne kan til gengæld enken Thyra Rom i de forbundne romaner Traktørstedet, 1985, og Café Danmark, 1987, hvis handling er henlagt til besættelsens sidste år. Efter mandens død driver den sejlivede Thyra et pensionat uden for Aalborg, hvor hun bespiser arbejdere, som arbejder for tyskerne på den nærliggende flyveplads. Trods det hårde slid og omgivelsernes fjendtlighed formår Thyra at være det kærlige midtpunkt for sine fire børn og samtidig bevare sin integritet som kvinde og elskerinde.

I Løns senere forfatterskab er både stoffet og dramatikken vokset betydeligt, og flere af bøgerne vidner om en grundig research.

Det gælder i særlig grad den anmelderroste slægtsroman Dværgenes dans. Romanen er fortalt af den 32-årige og gennemmusikalske dværg Tyge Willhof-Holm, der er ud af en gammel stamhusfamilie. Faren, hofjægermesteren på godset Willhofsgave, har store planer med Tyge, men jobbet som organist ved Københavns Begravelsesvæsen er han stort set tilfreds med. Tyge har indset sin naturlige begrænsning og taget liv og økonomi i egen hånd.

Romanen, som bl.a. indbragte Løn Weekendavisens Litteraturpris og Blicher-prisen, er et stykke Danmarkshistorie fra 1900-tallets første årtier. Det hele begynder, da Tyge en forårsdag forelsker sig stormende i en kvindeprofil, som han ser i orgelets spejl. Det har ingen af hans ældre og ugifte søstre formået, bundet som de er af slægtsstolthed og traditioner.

”Dværgenes dans” handler om at indse sine begrænsninger og få det bedste ud af dem. Eller som dværgen selv siger: ”livet drejer sig om det ene at gøre alting bedre ud fra dets eget væsen”. Ligesom Thyra Rom besidder Tyge livsduelighed og mod til at kaste sig ud i den kærlighed, der momentvis ophæver begrænsningerne.