Benny Andersen

Dagene falder så dystre. Skolebørn vil ikke lystre. Tøj blir forældet og tårer blir fældet for efterår er det i Danmark.

Skilsmisser. Dødsfald. Romaner. Hoste og nedfrosne planer. Næsen blir dryppet og tuden blir dyppet for nu er det vinter i Danmark.

Et særligt træk i det senere forfatterskab er en næsten monistisk bekendelse til livet, sådan som det udspiller sig her-og-nu, mens vi lever. Det handler om at vove at give slip på sig selv, droppe forbeholdene og tage livtag med tilværelsen. I samlingen Under begge øjne (1978) optræder et mindre antal dobbeltdigte, der effektivt udtrykker denne livsholdning. Som titlen angiver, bør digtene læses parvis, dvs. med et øje på hver bogside samtidigt.

Nittenårig pige på vippen Nittenårig pige i luften Du står på det yderste af vippen Du sparkes skråt op af vippen du hopper lidt men ikke overbevisende så kroppen blir vinkelret med benene [...] [...] Du burde gøre dig fri lige nu Du retter dig ud med det er selve afsættet mod det plask der ligner dig der er så vigtigt og umuligt. bedre end noget spejl.

I takt med denne udvikling i forfatterskabet opprioriteres og idealiseres barnets umiddelbare sindelag og spontane adgang til verden. Dette afspejles i en lang række børnebøger om fantasivæsenet Snøvsen (den første 1967), et antal selvbiografiske essays (f.eks. samlingen Barnet der blev ældre og ældre fra 1973) og ikke mindst romanen Broen (1981), der skildrer den 14-årige pubertetsdreng Erling, der som titlen angiver, befinder sig på broen mellem barn og voksen.

I sin lyrik tillader Benny Andersen sig i en ukompliceret og talesprognær fremstillingsform at hengive sig til den barnlige undren, som også kan gribe os voksne, som f.eks. i følgende uddrag af et digt der slet og ret hedder Undren (Verden uden for syltetøjsglasset fra 1996).

Hvorfor ser jeg ud som jeg gør hvorfor ikke fire ben eller seks og fire arme så fik man nået mere og nu vi er i gang to hoveder

En særlig side af forfatterskabet, der har været kendetegnet fra indgangen af 1970´erne og frem til i dag, har været et udtalt og samvittighedsfuldt samfundsengagement. I digtsamlingen Her i reservatet fra 1971, skrevet i forbindelse med Danmarks indtræden i EF (nuværende EU) samt skuespillet Orfeus i undergrunden syv år senere, tegner Benny Andersen et dystert og goldt scenario af Danmarks fremtid i Fællesmarkedet.

Et andet politisk samtaleemne, som Benny Andersen har taget under behandling i sit forfatterskab, er flygtninge- og indvandrerpolitikken. I digtsamlinger med de signifikante titler Denne kommen og gåen (1993) og Tiden og storken 1985 stiller han sig solidarisk med de fremmende, der skal forsøge at begå sig i et fjendsk og selvtilstrækkeligt Danmark.

Benny Andersen er således modstander af, at Danmark overgiver suverænitet til et stadig voksende Europa og giv er køb på nationalkarakteren, men samtidig advarer han til stadighed mod dansk selvforherligelse og racisme. Benny Andersen er med andre ord Verdensborger i Danmark, som et digtudvalg fra 1995 er blevet døbt.