Carl Quist Møller

Dengang Carl var lille, oplevede han de vildeste ting. Man skulle næsten tro det var løgn. Så han besluttede sig for at fortælle om alle sine fantastiske oplevelser. Han fik hurtigt et stort publikum landet over, hvor tusindvis af børn og barnlige sjæle holder af hans historier, hvad enten de læser dem i bøger eller hører ham fortælle på en af sine mange turneer. Når Carl ikke er på turné, bor og arbejder han på Christianshavn, hvor han fortæller historier, der altid er sande, for sine to børn. Æh… altså, det vil sige NÆSTEN sande...

Carl Quist Møller er født i 1964 og voksede op i København i et kreativt miljø, hvor mange af de voksne omkring ham spillede musik og tegnede, så det blev også tidligt en naturlig del af hans liv. Carl elskede at få læst højt, og som for mange andre børn var "Bennys badekar" og "Cykelmyggen Egon" blandt favoritterne. Men hans forhold til disse bøger var helt specielt: de handlede om ham selv, for de var lavet af hans far tegneren og musikeren Flemming Quist Møller.

Når Carl selv kiggede i bøger, sagde illustrationerne ham tit mere end teksterne og han fandt på egne historier til billederne, når han lå og kiggede i tegneserier. På ferierne malede han naturalistiske akvareller, han tegnede dyr i jungler efter billeder og begyndte allerede i folkeskolen at få tegneundervisning, der bl.a. foregik med tegneblokken i Zoo. Carl nåede at gå på fem forskellige skoler, fra den frieste friskole til den mere sorte af slagsen, og skolegangen gav ham en del inspiration til de "løgnehistorier", der senere for alvor skulle gøre ham kendt.

Efter folkeskolen læste Carl på HF i et år, men ville, som han selv udtrykker det, "hellere tegne og slå på tromme". Det kunne Flemming Quist Møller godt forstå, så han gav sin søn et årskort til Zoo, bad ham lave et skema over, hvordan han ville bruge sin tid, og om én gang pr. uge at vise, hvad han havde tegnet. Og Carl tegnede på livet løs. Da Jannik Hastrup i 1982 skulle lave tegnefilmen "Samson og Sally", søgte han animator-elever, og Carl var ihærdig og insisterede på at blive en af de fire elever på produktionen. Han blev hos Jannik Hastrup i fem lærerige år, hvor der imellem produktionerne blev plads til undervisning og foredrag på filmskolen.

I 1987 skulle der ske noget andet, så Carl søgte ind på Skolen for Brugskunst og blev optaget. Der blev hurtigt nok at se til, for udover skolegangen og musikken, der tog tid, illustrerede Carl sin første bog, Jungledyret Hugo skrevet af Flemming Quist Møller. Jungledyret var en figur, som Carl havde kendt siden han var 2 år gammel, hvor den optrådte i yndlings godnatsangen, hans far sang for ham. Carl illustrerede "Jungledyret Hugo" (Gyldendal 1988) med sort-hvide tush-laverings billeder. Hans research var grundig, bl.a. var han ombord på en rigtig bananbåd og lavede et arkiv med skitser af personer fra det virkelige liv, som han brugte som modeller for bogens personer. Snart begyndte alt det "rigtige" arbejde at fylde så meget, at Carl besluttede sig for at forlade skolen i 1989, året hvor også hans første barn blev født. På dette tidspunkt var "Experimentarium" under opbygning og Carl blev ansat som tegner og kreativ hjerne.

Men da Flemming Quist Møller i 1991 besluttede sig for i samarbejde med Per Holst og A-film at producere Jungledyret Hugo som biograffilm, var Carl blandt de 150 kreative, der blev ansat til opgaven. Først tegnede han små farveskitser, arbejdede med design og story-boards, senere blev han animator. Jungledyret Hugo, der oprindelig var hans figur (han lavede faktisk i 1987 en 3-minutters animationsfilm om Hugo), skulle tilpasses, så den kunne fungere i et tegnefilmsunivers, hvor den skulle tegnes af mange forskellige personer. Så Carl måtte accepterere at se sit "barn" blive rettet til. Men skulle han tegne filmen alene, har han regnet ud, at det ville tage 300 år... Så lang tid tog det heldigvis ikke, før filmen blev færdig, og Carl fik mere tid til at turnere med Tango-orkestret, som var startet i 1991.

Når Tango-orkestret spillede for børn, flettede han historier ind mellem numrene, historier der ikke altid holdt sig strengt til sandheden. Det blev starten på "løgnehistorierne".

DR bestilte en række korte udsendelser til børne-TV, og Carl løj sig i ti udsendelser, optaget uden klip, lige ind i folks stuer og børnenes hjerter. Til historierne havde Carl malet store detaljerede akvarel-illustrationer. Meningen var, at kameraet skulle panorere hen over billederne, mens han fortalte, men TV syntes ikke, det var nødvendigt med så megen illustration, så det endte med, at kun en mindre del af dem blev vist. Så meget slid til ingen nytte! Det var for ærgerligt, så Carl tog de store billeder under armen og gik op på Gyldendal, der uden tøven antog projektet, og i 1997 udkom tre bind med løgnehistorier, Frøen og andre historier, Min fætters flyver og andre historier og De magiske fodboldstøvler og andre historier.

Yderligere tre bøger med "løgnehistorier" er planlagt. Bøgerne, der er i bredformat, er bygget op med tekst på venstresiderne og en stor illustration på de fleste af højresiderne. Desuden er der på venstresiderne i en cirkel indsat et lille naturalistisk malet selvportræt, hvor ansigtsudtrykket visuelt kommenterer historien. På den sidste vignet vokser næsen, for "...Høh ...Næh... Det passer vist ikke helt. Det er en lille smule løgn."