Caroline Albertine Minor

Emneord:

Senest opdateret

Madeleine Saunte
cand.mag., maj 2026
Louise Rosengreen
cand.mag., september 2020

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., 2013

Da Caroline Albertine Minor i 2017 udgav novellesamlingen ”Velsignelser”, blev hun udråbt til at være en ny, uanstrengt og alvorsfuld stemme i dansk prosa. Novellerne kredsede om sorg og tab, og disse tematikker videreførte den tidligere forfatterskoleelev i romanen ”Hummerens skjold” fra 2020. Digtsamlingen ”Nivå Bugt Strandenge” fra 2024 og romanen ”Den forelskede ven” fra 2026 bærer også sorg og tabstematikken videre i sig som en melankolsk understrøm, men har forelskelsen, kærlighedens vildveje og det erotiske begær i fokus.

Baggrund

Caroline Albertine Minor er født i 1988 og vokset op i København. Allerede som barn begyndte hun at skrive – især om marmor, roser, fjer og diamanter –, og i gymnasiet tog hun fat på lyrikken. Da Helle Helle kom på besøg på hendes gymnasium, Rysensteen Gymnasium, gik det op for hende, at man rent faktisk kan blive forfatter, og en drøm begyndte at tage form.

”Der skete noget med hende efter Santiago. Hun var blevet skruet skævt sammen, og et eller andet havde klemt sig ind i revnen. I lang tid, måneder, faldt der sorte, flaksende ting ned i udkanten af hendes synsfelt. Faldt og vred sig i luften.”

”Pura vida”, s. 217.

Ligesom hovedpersonen i debutromanen ”Pura vida” rejste Caroline Albertine Minor efter gymnasiet til Paris og tog et sprogkursus på Sorbonne. Her boede hun et år og klarede sig med indtjeningen fra en række småjobs samt en arv. Endnu et sabbatår fulgte, hvorefter hun startede på Film- og Medievidenskab i 2009. Universitetet blev dog en kort fornøjelse i denne omgang, for Caroline Albertine Minor interesserede sig alene for manuskripterne og ikke for hverken film, serier eller medier. Hun droppede ud og begyndte i stedet på den private skriveskole Hemingway, og derfra søgte hun ind på Forfatterskolen.

Foto: Martin Reinhard / Gutkind

Født
25. oktober 1988, København.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2012. Igangværende studier i Antropologi på Københavns Universitet.
Debut
Pura vida. Rosinante, 2013.
Litteraturpriser
Michael Strunge-prisen, 2017. Den Svære Toer-prisen, 2017. P.O. Enquists pris, 2018.
Seneste udgivelse
Den forelskede ven. Gutkind, 2026.
Inspiration
Herman Bangs ”Ved vejen”, James Schuylers ”Selected Poems”, ”Ravkikkerten” af Philip Pullman, ”Klokken” af Iris Murdoch, ”Det evige smil” af Pär Lagerkvist, ”Det malede værelse” af Inger Christensen.

Ligesom hovedpersonen i sin debutroman ”Pura vida” rejste Caroline Albertine Minor efter gymnasiet til Paris, gik på sprogkursus på Sorbonne og levede af indtjeningen fra en række småjobs. Endnu et sabbatår fulgte, hvorefter hun startede på Film- og Medievidenskab i 2009. Universitetet blev dog en kort fornøjelse i denne omgang, for Caroline Albertine Minor interesserede sig alene for manuskripterne og ikke for hverken film, serier eller medier. Hun droppede ud og begyndte i stedet på den private skriveskole Hemingway, og derfra søgte hun ind på Forfatterskolen.

Samme år som hun dimitterede fra Forfatterskolen, fik Minor i 2013 – som den første fra sin årgang – udgivet en bog, nemlig debutromanen ”Pura vida”. Opfølgeren kom i 2017 med novellesamlingen ”Velsignelser”. I mellemtiden var hun blevet mor. Barnets far var kort efter fødslen ude for et trafikuheld, blev lagt i koma og vågnede op med hukommelsestab. Midt i ”Velsignelser” er der en autofiktiv novelle, der beskriver chokket og sorgen over ikke længere at kunne elske den overlevende, fordi hjerneskaden har ændret ham.

Nogle år efter bruddet med sønnens far blev Caroline Albertine Minor gift igen og fik en datter, men heller ikke dette forhold holdt, hvilket er et spor i digtsamlingen “Nivå Bugt Strandenge” fra 2024. Her lyder det blandt andet om det: “Som kridtstregerne i Dogville: dette er en kirke, dette er et fængsel. Dette er kærlighed. Dette er ikke vold. Jeg skal lære at tåle den, nyde den og rejse mig fra den med det samme. Lade mig fornedre og derpå genføde som moren til hans barn, duelig og velorganiseret.” (”Nivå Bugt Strandenge”, s. 25).

I dag bor Caroline Albertine Minor i en lejlighed på Nørrebro og skriver, når hendes børn er hos deres fædre. Hun har senest udgivet romanen “Den forelskede ven” i 2026.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Relationer er centrale i Caroline Albertine Minors bøger. Både kærlighedsforholdene og venskaberne, de mere flygtige forhold, samt familiebånd og forældre-barn-relationerne. I debutromanen “Pura vida” er fortælleren på godt og ondt en fri fugl, men i næste de to udgivelser, ”Velsignelser” og ”Hummerens skjold”, er relationerne forpligtende, de har fået tyngde og gør ondt, når livet (eller døden) rammer.

De følgende to bøger, digtsamlingen ”Nivå Bugt Strandenge” og den efterfølgende roman ”Den forelskede ven”, kredser om begær og asymmetrisk kærlighed. Forhold, hvor det – omend på meget forskellig vis – er den anden, der føler mindst og dermed har mest magt. Opsummeret i denne passage i et af de afsluttende digte i “Nivå Bugt Strandenge”: ”Bortset fra ham/ jeg mistede til trafikken/ gjorde mændene/ jeg har elsket mig/ i sidste ende/ ondt, og/ skønt de valgte forskellige knive/ sleb de dem/ alle/ mod den/ samme sten,/ jeg er kommet/ her for at kaste/ den i havet.” (s. 99).

Moderskabets velsignelse og tyngde er et motiv i flere af Minors bøger. Som i ”Den forelskede ven”, hvor der står om sønnen: ”Jeg synes han har krav på hele mit nærvær og al min glæde og tålmodighed, og bliver fortrydelig og vred på mig selv, når jeg ikke har nogen af delene at give.” (s. 16).

At blive besat, at lade sig underkaste, er en overhængende fare for karaktererne i Minors bøger. Det fremstilles også som et kønnet problem. Kvinderne har, som der står et sted i ”Den forelskede ven”, en ”sammenfiltret nervebold af evne-trang-pligt til at underkaste sig”, om genstanden for denne underkastelse så er en mand, moderskabet, eller simpelthen den daglige husholdning og rengøring.

På tværs af digtene, novellerne og romanerne er der hos Minor en insisterende opmærksomhed på sproget. Man kan mærke, at hvert ord er udvalgt med omhu og poetisk præcision. Og i ”Den forelskede ven” bliver det tydeligt, at fortælleren er en forfatter, som lever med hovedet langt inde i bøgernes verden: Siderne formelig driver med litterære citater og referencer til andre bøger og forfattere. I denne bog er der også betragtninger om at oversætte en tekst fra et sprog til et andet.

Beslægtede forfatterskaber

Dannelsesromanen med det unge menneske, der rejser ud, gør sig rig på erfaringer og vender hjem til sidst, som Viktoria gør i Caroline Albertine Minors debutroman ”Pura vida” fra 2013, er en klassisk romanstruktur med rødder i romantikken. En anden og næsten samtidig debut med samme motiv er Hanne Højgaard Viemoses roman ”Hannah” (2011). Der er langt fra Minors Sorbonne til Viemoses bananplantager i Australien, men de to romaner har det frie, unge, rodløse, søgende liv tilfælles.

Den modnere tone i novellesamlingen ”Velsignelser” synes inspireret af novellens nobelpriskronede dronning, canadiske Alice Munro. Som Munro skriver Minor om kloge, seksuelt aktive kvinder, hvis liv tager en sørgelig drejning. Novellerne forlader ikke karaktererne midt i krisen, men undersøger afdæmpet og empatisk den efterfølgende proces – hvordan de bearbejder tabet, sørger, græder, fortrænger, men også hvordan de kommer sig over sorgen, glædes ved veninders hjælp og genoptager livet på ny. En anden beslægtet forfatter er tyske Judith Hermann, hvis novellesamling ”Alice” fra 2009 (”Alice”, 2011) kredser, som mange af novellerne i ”Velsignelser” også gør, om døden.

Begærsmotivet har Caroline Albertine Minor tilfælles med utallige forfattere igennem tiden. Blandt nyere, danske eksempler kan man fremhæve Linea Maja Ernsts længselsfulde midsommerroman ”Kun til navlen” (2024), Amalie Langballes middelalder-bordelroman ”elskende” fra 2025 og Bjørn Rasmussens forfatterskab.

Den uforløste, hungrende forelskelse i en undvigende elsker og elsket ven, som optræder i Minors ”Nivå Bugt Strandenge” fra 2024 og ”Den forelskede ven” fra 2026, har en pendant i den australske forfatter Helen Garners debut- og gennembrudsroman ”Monkey Grip” fra 1977. Singlemoren Nora falder grundigt for narkomanen Javo. De indleder et forhold, men han er notorisk utilregnelig og flygtig på grund af sit misbrug. Romanen kredser opslugt og dagsbogsagtigt om denne relation og er, ligesom ”Den forelskede ven”, skrevet i et stærkt poetisk og længselsfuldt sprog, der flyder over med uforløst begær og ulykkelig kærlighed.