Christian Jacq

”Egypten er mit liv”. Det har det været fra Christian Jacq’s unge år, han var kun 13, da han fik en fremragende belgisk arkæologs bog mellem hænderne, blev betaget af dens billeder, uddrag af religiøse tekster og beskrivelser af faraoernes rige og kun 17, da han for første gang satte foden på det forjættede land og gav det sit hjerte, sin fremtid, sin hele energi. Men der findes ingen genvej til en sand forståelse af al den mystik, der omgiver tiden, da hele den antikke egyptiske religion, kunst og kultur blev skabt. Meget er stadig gådefuldt og utilgængeligt. Mange skatte ligger stadig begravet i sandet og venter på at blive opdaget. 70% mener Jacq at vi stadig har til gode. Og studiet af oldtidens Egypten er relativt nyt. Det var først i 1822 at franskmanden Champollion knækkede hieroglyffernes kode, og man begyndte at tyde alle de mange tekster og indskrifter. For det er ikke nok at svinge spaden; for at komme nogen vegne til forståelsen af denne forunderlige og gådefulde gamle kultur, må man først og fremmest kunne læse skriften, vel nok et af verdens mest kryptiske tegnsprog. Han begyndte på sine videnskabelige studier. ”Det tager godt og vel ti år at lære det, men et helt liv er ikke nok til at forstå teksterne. Jeg er stadig en lille dreng overfor en mere end 3000 år gammel civilisation.”

Ikke desto mindre har han studeret nok til, med usvækket begejstring og en letlæst populærforfatters fortællerglæde, at føre sin læser tilbage til denne fjerne verden, så den står varmt og farverigt for ens blik og ikke kun som en turistattraktion. Dét er den enkle formular bag hans internationale succes der har nået pyramidernes omfang.

Hvorfor har vi ikke selv fundet på det, sukker alverdens egyptologer. Det kan man nok sige. Ja, det synes så ligetil at benytte sit historiske materiale som han gør, men ikke alle er i besiddelse af en sådan litterær troskyldighed. Han benytter uden blusel og med hjertets renhed den gode gammeldags romanteknik med flotte, dramatiske handlinger, der beretter om prægtige helte og forhærdede skurke, magtkampe, mord, forræderi, fæle intriger, om krig og kærlighed. Jo, den elskov ! Man er vel franskmand. Den får alle romantikken overtoner, han løfter sine kærestepar op i et højere luftlag til en himmelsk sensualitet, det giver en tand ekstra til kødelig sex, - alle hans kvinder er underskønne, og deres elskere opfylder alle manddomsidealer - men, men … alle disse kulørte begivenheder ville ikke hæve sig over pæn banal triviallitteratur, såfremt de ikke hvilede på et solidt grundlag af ægte viden stimuleret af hans umiddelbare drengekærlighed til stoffet. Det er som sagt hans videnskabelige ballast der sætter ham i stand til give os et troværdigt og interessant billede af alle hans personers dagligdag i en forsvunden civilisation.

Vi kommer vidt omkring fra beskedne landsbyer til rige godser og trænger dybt ind i de berømte templers allerhelligste, vi oplever hvordan årstidernes skiften og klimaet påvirker landbruget, hvordan Nilens vande, livets vande, ved den årlige oversvømmelse fører det frugtbare slam ind over markerne, der ligger så overrumplende tæt på den golde ørken – dengang som nu - Vi besøger kongeboliger opført af lerklinede sten men smykket med farvestrålende mosaikker og omgivet af idylliske haveanlæg med forfriskende damme og eksotiske fugle, vi kommer på markeder med deres travle handlende, vi træder ind i værkstederne og ser hvordan arkitekter og håndværkerne arbejder og med hvilket værktøj, hvordan kunstnerne maler, hvordan farverne udvindes, hvordan krigernes våben smedes, hvordan pottemageren former krukker og kander, guldsmeden forarbejder sine smykker, hvordan skriverne prenter med griffel på deres lertavler, med pensel på papyrus, hvordan folks klæder er vævet, hvad moden foreskriver for herrer og damer, løse kjortler, lændeklæder (hvis ikke man da går næsten nøgen, sommertiden er jo ulidelig hed), der er spindelvævstynde stoffer af hør, farvede bånd, læderremme, kunstige skæg, parfymer ...vi er med til bords, vi er i køkkenet hvor maden tilberedes, altid sunde råvarer, friske frugter, vi er i sovekammeret hvor sminken lægges på, en ikke ubetydelig sag, for fra alle de bemalede statuer og gravkamrenes friser kan vi besøgende fra vort århundrede jo se hvilken betydelig rolle sminkning har spillet, et ansigt skulle også være et kunstværk formet efter særlige ritualer.

Man forundres som nutidig læser over hvorledes det primitive og det mest raffinerede er så tæt forbundet, og hvorledes tingene tværs over årtusinder forekommer genkendelige. For eksempel er skildringen af den anvendte naturmedicin et varmt aktuelt emne, og borde, stole, senge kunne være skabt af dansk møbeldesigns store mestre.

Jacq’s forskning har således givet ham noget der ligner et uudtømmelig skatkammer. Han kan tilsyneladende bare blive ved og ved på tusinder af sider, hvor han fører vor tids ludfattige Egyptens ruiner tilbage til deres oprindelige pragt og haler alle antikviteterne ud af museet.