
Dean Butt
- november 2026Lasse Martin Jørgensencand.mag.
Intro
Det har ikke altid ligget i kortene, at Dean Butt skulle blive forfatter. Men med ”Vi er rigtige engle” fra 2026 er han ikke alene blevet forfatter, han er blevet en af de senere års mest roste romandebutanter med flotte anmeldelser og nomineringer til flere litteraturpriser. Romanen er en bevægende autofiktiv fortælling om en opvækst i en familie præget af alkoholisme, stofmisbrug og omsorgssvigt. Dean Butt skriver med stor ømhed og med et sprogligt register, der strækker sig fra nøgternt konstaterende til det lyriske og følsomme.
Baggrund
Dean Butt blev født i 1993 og voksede op i Valby som det ældste barn af en dansk mor og en pakistansk far. Det var et hjem præget af misbrug og utryghed, men ikke uden kærlighed. Butts mor drak sig ofte fuld på bodegaen. Imens tog faren hårde stoffer i hjemmet. I et interview til TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere) har forfatteren beskrevet den ængstelighed, som forældrenes uforudsigelighed vækkede i ham: ”Når man vokser op i en familie med misbrug, er døden jo det, du skal redde dine forældre fra. Den sorg og den frygt findes hele tiden. For som barn oplever man jo konstant, at de dør i frygten for, hvad der kan ske, i deres fravær, i konflikter.”[1]
[1] TUBA: Dean Butt troede, han skulle redde alle - nu har han skrevet sig fri. Tuba.dk, 2026-04-26.
Født:
1993, København.
Uddannelse:
Forfatterskolen, 2024.
Debut:
Forfatterskolens afgangsantologi. Basilisk, 2024.
Litteraturpriser:
Ingen kendte.
Seneste udgivelse:
Vi er rigtige engle. Gads Forlag, 2026. Roman.
Inspiration:
Ocean Vuong, Édouard Louis, Lone Aburas, Toni Morrison, Mikas Lang, James Baldwin og mange flere.
Hvis Dean Butt var et barn med vagtsomme øjne, er han som forfatter begavet med et kærligt blik, der kan se de grumme realiteter i øjnene uden at fordømme. Den autofiktive debutroman ”Vi er rigtige engle” (2026) fortæller i litterær form om opvæksten på en måde, der vækker forståelse uden at forskønne.
Butt og hans søster var i en periode anbragt uden for hjemmet. Det var i den periode, han gjorde et første forsøg på at trænge ind i litteraturens verden. Til Politiken har Butt fortalt, at han som 13-årig blev draget af litteraturens verden for første gang. Så draget, at han stjal et par klassikere fra boghandleren: ”Hjemme på børnehjemmet tænkte jeg: Så, nu prøver jeg at læse. Og så læste jeg aldrig nogen af dem.”[1]
[1] Katzenelson, Felix Thorsen: ”Der var tidspunkter, hvor bogen var truende tæt på ikke at udkomme”. Politiken, 2026-04-12.
”Vi flytter ind på et krisecenter. Jeg får mit eget værelse, min egen nøgle. Jeg låser min dør, hver gang jeg forlader værelset. Selv når jeg bare skal ud at tisse. Jeg er 12. Jeg går ture op og ned ad Istedgade. Jeg går til Hovedbanegården, hvor jeg stjæler et tysk ungdomsblad i kiosken. Hver måned har en ny mand ladet sig fotografere nøgen. Jeg klipper mændene ud og lægger dem i en kasse, som jeg gemmer under min seng.”
Det var først i forlængelse af et terapiforløb efter farens død, at Butt selv begyndte at skrive. Til Forfatterweb forklarer Butt, at han dog ikke betragter sin debutroman som et terapeutisk projekt: ”Jeg tror ikke, at det terapeutiske aspekt spiller nogen rolle i min skriveproces i dag eller har gjort det særlig meget, mens jeg skrev på min bog. […] Jeg lytter tit tekst frem. Lader en stemme sige noget. Jeg ved ikke, om det er terapeutisk. Terapi er jo også bare sprog. Så måske.”[1]
Dean Butt blev uddannet fra Forfatterskolen i 2024. Han bor fortsat i København.
[1] Jørgensen, Lasse Martin: Mailinterview med forfatteren, 2026-11-10.