Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Dean Butt

Emneord:
    Skrevet af
    • november 2026
      Lasse Martin Jørgensen
      cand.mag.

    Intro

    Det har ikke altid ligget i kortene, at Dean Butt skulle blive forfatter. Men med ”Vi er rigtige engle” fra 2026 er han ikke alene blevet forfatter, han er blevet en af de senere års mest roste romandebutanter med flotte anmeldelser og nomineringer til flere litteraturpriser. Romanen er en bevægende autofiktiv fortælling om en opvækst i en familie præget af alkoholisme, stofmisbrug og omsorgssvigt. Dean Butt skriver med stor ømhed og med et sprogligt register, der strækker sig fra nøgternt konstaterende til det lyriske og følsomme.

    Baggrund

    Dean Butt blev født i 1993 og voksede op i Valby som det ældste barn af en dansk mor og en pakistansk far. Det var et hjem præget af misbrug og utryghed, men ikke uden kærlighed. Butts mor drak sig ofte fuld på bodegaen. Imens tog faren hårde stoffer i hjemmet. I et interview til TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere) har forfatteren beskrevet den ængstelighed, som forældrenes uforudsigelighed vækkede i ham: ”Når man vokser op i en familie med misbrug, er døden jo det, du skal redde dine forældre fra. Den sorg og den frygt findes hele tiden. For som barn oplever man jo konstant, at de dør i frygten for, hvad der kan ske, i deres fravær, i konflikter.”[1]

     


    [1] TUBA: Dean Butt troede, han skulle redde alle - nu har han skrevet sig fri. Tuba.dk, 2026-04-26.

    • Født:

      1993, København.

    • Uddannelse:

      Forfatterskolen, 2024.

    • Debut:

      Forfatterskolens afgangsantologi. Basilisk, 2024.

    • Litteraturpriser:

      Ingen kendte.

    • Seneste udgivelse:

      Vi er rigtige engle. Gads Forlag, 2026. Roman.

    • Inspiration:

      Ocean Vuong, Édouard Louis, Lone Aburas, Toni Morrison, Mikas Lang, James Baldwin og mange flere.

    Hvis Dean Butt var et barn med vagtsomme øjne, er han som forfatter begavet med et kærligt blik, der kan se de grumme realiteter i øjnene uden at fordømme. Den autofiktive debutroman ”Vi er rigtige engle” (2026) fortæller i litterær form om opvæksten på en måde, der vækker forståelse uden at forskønne.

    Butt og hans søster var i en periode anbragt uden for hjemmet. Det var i den periode, han gjorde et første forsøg på at trænge ind i litteraturens verden. Til Politiken har Butt fortalt, at han som 13-årig blev draget af litteraturens verden for første gang. Så draget, at han stjal et par klassikere fra boghandleren: ”Hjemme på børnehjemmet tænkte jeg: Så, nu prøver jeg at læse. Og så læste jeg aldrig nogen af dem.”[1]

     


    [1] Katzenelson, Felix Thorsen: ”Der var tidspunkter, hvor bogen var truende tæt på ikke at udkomme”. Politiken, 2026-04-12.

    ”Vi flytter ind på et krisecenter. Jeg får mit eget værelse, min egen nøgle. Jeg låser min dør, hver gang jeg forlader værelset. Selv når jeg bare skal ud at tisse. Jeg er 12. Jeg går ture op og ned ad Istedgade. Jeg går til Hovedbanegården, hvor jeg stjæler et tysk ungdomsblad i kiosken. Hver måned har en ny mand ladet sig fotografere nøgen. Jeg klipper mændene ud og lægger dem i en kasse, som jeg gemmer under min seng.”

    ”Vi er rigtige engle”, s. 40.

    Det var først i forlængelse af et terapiforløb efter farens død, at Butt selv begyndte at skrive. Til Forfatterweb forklarer Butt, at han dog ikke betragter sin debutroman som et terapeutisk projekt: ”Jeg tror ikke, at det terapeutiske aspekt spiller nogen rolle i min skriveproces i dag eller har gjort det særlig meget, mens jeg skrev på min bog. […] Jeg lytter tit tekst frem. Lader en stemme sige noget. Jeg ved ikke, om det er terapeutisk. Terapi er jo også bare sprog. Så måske.”[1]

    Dean Butt blev uddannet fra Forfatterskolen i 2024. Han bor fortsat i København.

     

     


    [1] Jørgensen, Lasse Martin: Mailinterview med forfatteren, 2026-11-10.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Dean Butts debutroman ”Vi er rigtige engle” fra 2026 kan betegnes som autofiktion. Det er med andre ord en roman, der bygger på forfatterens egne oplevelser. Samtidig er det en eksperimenterende tekst, der forsøger sig med en masse forskellige stilistiske og formmæssige greb. Der er afsnit, hvor vi i sprog og form fornemmer barnets naive og uskyldige oplevelse af verden. Men der er også uddrag fra pædagogernes rapporter om en indadvendt dreng, som helt er holdt op med at tale til dem. Derudover er der lange passager, hvor prosaen løfter sig helt op i et lyrisk stilleje.

    Til Forfatterweb har Butt forklaret, hvordan formen opstod undervejs i processen: ”Det var netop på grund af den store stilistiske og formmæssige variation, at det tog lang tid, før det gik op for mig, at jeg var i gang med at lave en bog, at alle disse mange forskellige typer tekster talte med hinanden og havde brug for hinanden. Alt det, jeg ikke kunne finde ud af at skrive frem, fordi jeg ikke vidste, hvad det var, men som jeg fornemmede manglede, opstod helt af sig selv teksterne imellem.”

    Tematisk beskæftiger Butt sig bl.a. med livet i Danmarks sociale underklasse. Gennem sin egen fortælling kaster han lys over de betingelser, som børn i udsatte familier vokser op under. Han giver læserne et indblik i, hvad det gør ved et barn, når hjemmet er præget af misbrug, vold og utryghed.

    Samtidig er det en roman om social opstigning, og den blanding af lettelse og ubehag der følger med, når man løsriver sig fra det miljø, man kommer fra. Den tematiserer fornemmelsen af at føle sig som en outsider i den nye tilværelse, man har skabt for sig selv, hvor alle andre tilsyneladende med største selvfølgelighed føler sig berettigede til at være. Ordene ræsonnerer dybt, når hovedpersonens kæreste på en ferie i et lånt sommerhus forsikrer ham om, at han har lov til at nyde det, han har opnået: ”Skat, jeg forstår godt, hvis det er overvældende for dig at være her, at tage imod alt det her fantastiske, men skat, du må altså gerne være her. Det må du altså gerne.” (s. 220)

    Beslægtede forfatterskaber

    Dean Butt skriver sig ind i en række af nyere forfatterskaber, der beretter om livet i underklassen. I en dansk sammenhæng kan man nævne Glenn Bech og Thomas Korsgaard. Bechs debut ”Farskibet” (2021) fortæller om forfatterens opvækst efter hans fars selvmord. Ligesom Butt har Bech et skarpt blik for, hvordan utryghed sætter sig i barnesindet. Korsgaards debutroman ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) er ikke autofiktion, men inspireret af forfatterens opvækst. Den giver et andet perspektiv på en opvækst i underklassen. De tre forfattere skriver desuden alle om, hvordan deres homoseksualitet kolliderer med normerne og maskulinitetsidealerne i deres opvækst.  

    Det samme gør sig gældende for et par af de mest oplagte internationale forbilleder, franske Édouard Louis og amerikansk-vietnamesiske Ocean Vuong. I ”Vi er kortvarigt smukke her på jorden” (2020) beskriver Vuong, lig Butt, ømt en barndom, der indeholder både store svigt og stor kærlighed.

    For alle de nævnte forfattere bliver skriften en vej op fra samfundets bund. I ”Forvandlingens metode” (2022) beskriver Édouard Louis sin egen sociale opstigning som resultatet af en benhård og fuldt bevidst transformation. Louis gør alt for at tillære sig de sociale koder, der er gangbare i samfundets højere lag. Hos Butt sker det hele omvendt meget hurtigt. Der går kort tid, fra han første gang hører om Forfatterskolen, til han bliver optaget. Butt trådte altså pludseligt ind som en outsider på en af landets vigtigste kulturinstitutioner. Til TUBA fortæller han, at han ikke føler behov for assimilation: ”At føle mig fremmed eller ude i kanten har skabt en sproglig opmærksomhed på de koder, hierarkier og magtstrukturer, vi normalt tager for givet.”

    Til Forfatterweb uddyber han, at han står fast på outsiderperspektivet, selvom han på mange måder er blevet budt indenfor af det etablerede: ”Jeg er jo trods alt stadig en brun homoseksuel mand. Det vil sige, at der er jo stor forskel på rent faktisk at stå uden for det etablerede og på at have en følelse af, at man står uden for det etablerede. Jeg er jo inde. Men det ændrer ikke på, at den centraliserede magt er hvid.”