Helle Vibeke Jensen

På forsatsen er en lille pige med gammeldags knæstrømper og laksko på vej ind i en labyrint af geometriske figurer. Foruroligende og besynderligt, men endnu mere foruroligende og besynderligt er hendes fysiognomi, der er gennem hele bogen skifter udseende - i nogle opslag har hun træk som en mellemstor makrel, så forvandler hovedet sig til en ferskvandskarpe, for så at blive til en fuldfed Østersøsild. Hoved og Hale ’s hovedperson er altså en lille pige med ben og fødder - og en overkrop, der krones med et fiskehoved (og hale). Højest besynderligt!

Billedbogen Hoved og Hale er på mange måder en bekendelse til surrealismen som kunstnerisk udtryk. Ikke siden Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne (1949) er der lavet så radikalt et forsøg på et kursskifte i den danske billedbog. Egon Mathiesen (1907-76) skabte nogle bøger, hvor han søgte at forbinde den modernisme, som især var fremherskende i det 20. århundredes mellemkrigsår, med den spontanitet og umiddelbarhed, som man kan finde i børns tegninger.

Helle Vibeke Jensen vil på mange måder det samme og sætter nye grænser for billedbøgers æstetik. Og måske vil hun også at indføre en helt ny fortælle-logik.

For barnet undrer sig formodentlig ikke over pigens besynderlige fysiognomi, men kun over de hændelser, som pigen kommer ud for. Det normale har vide grænser inden for billedbogens univers, hvis blot fortællingen følger sine egne normer. Så det gælder for Helle Vibeke Jensen og Asger Schnack om at give billedbogen en nyt ’hoved’ og en ny ’hale’.

Den røde tråd i Hoved og Hale er den lille ’fiskepiges’ jagt på en boldspillende dreng med gigantiske boxershorts, som hun meget gerne vil lege med. Han er ligeledes forsynet med fiskehoved og en baskende hale. Hun jagter ham - bogstaveligt talt - ’over sø og land’ og oplever kontrastfyldte lande og landskaber, som ’Op-og-Ned’, Stor-og-Lille, Åben-og-Lukket, for til sidst at finde drengen i landet ’Nær-og Fjern’:

I landet NÆR-og-FJERN ser hun drengen i det fjerne og lander ganske nær. - Kaster du? spørger den lille pige. - Ja, siger drengen og kaster sin bold.

Sammen forsvinder de ud af bogens univers gennem labyrinten og flyder (?) i to forskellige retninger. Endelig blev de ’forenet’ i nær-og-fjern, der er landet med de menneskelige relationer, der både rummer nærhed - forstået som integritet og nærhed - og distance defineret som nødvendig ensomhed og/eller selvfordybelse. Først mødes de, og så skilles de - ligesom vi på et tidspunkt efter endt læsning må lægge bogen fra os.

Hoved og Hale er forunderlig sober i sit layout i modsætning til AB-se, der var frugtbart rodet og ’opløst’ i virvar. Alle opslag består af sider, der er indrammet af fede konturlinjer, og hvor den handling, der udspiller sig på venstresiden, modsvares af højresiden. Hvis figuren svæver højt på højresiden, er der dybt at falde på den modstående. Det er den dygtige grafiker Michael Jensen, der har givet bogen sit layout, og det er for øvrigt ham, der er medspiller på samtlige titler af Helle Vibeke Jensen.

Farveholdningen er svag - til tider douce og nærmest udvisket. Kontrasten til farveeksplosionerne i AB-se er voldsom - Helle Vibeke Jensen er en kunstner, der forstår at skifte virkemidler, men som læser er man alligevel ikke i tvivl om, at det er den samme person, der klippede AB-seen. For der kan kun være få så flyvske hjerner i dette land, som er i stand til at udtænke et så velordnet billedkaos.

I En kuffert i Marokko (1997) har den lille pige smidt fiskefjæset og fået tildelt et ansigt, der i karikatur minder om et ’rigtigt’ (?) menneskes. En lille spids næse står ud i rummet, og håret ligger som torve ned ad ryggen. Hun ligner en flink pige fra Tegneseriens barndom - et kækt lille væsen med ben i næsen. En arketype hentet fra en pakke Ota Solgryn.

Pigen skal på rejse med sin dukke, Jasmin, til Marokko, men hun ved ikke, om hun tør lukke hende ud af kufferten dernede - for måske er landet for farligt for dukken? Så den bliver først lukket ud på sidste side, hvor den til gengæld i sit mørke fangenskab har lært sig at tale flydende marokkansk.

I mellemtiden har den lille spidsnæsede pige været på opdagelsesrejse i det forunderlige land, hvor hun midt på gaden spejler sig i et gyldent spejl og i det ser en anden lille pige, der til forveksling ligner hende selv. Hun er en marokkansk ’prinsessepige’ med langt stridt rødt hår. Og sammen går de på opdagelse i basaren, de spiser ’fnisefigner’, hører historier på markedspladsen, der lyder som fortællinger fra 1001 og en nat , og de oplever den stjerneklare nat, hvor små aber røver ’det ene sekund efter det andet’. I godt selskab med den marokkanske pige iler tiden alt for hastigt af sted for vores rejsende heltinde. Tilbage på hotelværelset konfronteres de to piger med dukken:

Det er næsten, som kendte Jasmin og prinsessepigen hinanden i forvejen. Ja, på en måde, som kender de alle hinanden fra for længe, længe siden, fra altid af .

Sådan slutter En kuffert i Marokko , hvor de implicerede oplever et fællesskab på tværs af alle grænser og al logik. For de er projektioner eller spejlbilleder af hinanden. På tværs af tid og sted - på tværs af kultur og grænser har pigerne noget, som er fælles arvegods. Så den erfaring ka’ man tage med sig hjem.

Men man kan sandelig også tage alt det fremmedartede med sig - alt det som ikke ligner det, som man kender hjemmefra: De fremmede skikke, dufte, skrifttegnene, madvarer og sære og smukke vejskilte. Alt det som kan give inspiration til et nyt syn på verden.

Et rejselegat til Marokko gav Helle Vibeke Jensen impulserne og ideerne til denne surreelle og dog så konkrete billedbog, hvor kunstneren sammenfører teknikker fra de foregående værker. Her er vild klippe-klister-teknik - voldsomme kontrastfarver og maleriske opslag - det æstetisk korrekte afløses af regulær ’bad taste’. Den poetiske og kongeniale tekst leveres af den prisbelønnede børne- og ungdomsforfatter Kåre Bluitgen.

I billedbogen Tæl selv (1998) arbejdes der med talrækker, der formerer sig lystigt hen over siderne på herlige billedflader - her er det tallene, der afstedkommer ord, og billederne forvandler til tal efter sin egen velordnede og dog uforudsigelige logik.