Henning Mankell (børn og unge)

Emneord:

Hovedforfatter

Peter Tværmose Nielsen
bibliotekar, cand.mag., 2003

Den svenske forfatter Henning Mankell har udover sit kendte krimiforfatterskab skrevet en lang række børne og ungdomsbøger.

I 1991 udkom ”Hunden som sprang med en stjerne”, og den indvarslede Henning Mankells indtræden på scenen som seriøs børnebogsforfatter. Senere kom tre andre bøger om drengen Joel og hans opvækst i en nordsvensk by i 1950´erne.

Mankell har også forsøgt sig med bøger for de lidt mindre børn, og ”Katten som elskede regn” er en fin historie uden den sentimentalitet der ellers kan præge bøger om børn og dyr. Hans senere børnebøger om pigen Sofia fra Mocambique er gedigne skildringer af livet i et borgerkrigshærget land. Man mærker at Henning Mankell har Afrika helt inde under huden. Han bor nemlig i Mocambique, hvor han er teaterleder.

Foto: Lina Ikse Bergman

Født
Den 3. februar 1948 i Stockholm.
Død
5. oktober 2015 i Göteborg.
Bopæl
Maputo, Mocambique og Ystad, Sverige.
Uddannelse
Studier i skuespil ved Skara Skolscen.
Litteraturpriser
(for børne- og ungdomsbøger) Nils Holgersson-plaketten 1991. Deutscher. Jugendlitteraturpreis. Astrid Lindgren-prisen 1996. Expressens Heffaklump Byen Berlins børnebogspris. Augustprisen.
Seneste udgivelse
Ildens gåde. Gyldendal, 2002. (Eldens gåta, 2001). Oversat af Flemming Dehn. (Ildens hemmelighed, 2).
Særlige interesser
Teater.

Indledning

Henning Mankell. Svensk forfatter. Har skrevet børne- og ungdomsbøger samt krimi for voksne.

Henning Mankell som voksen

I 1972 flyttede Henning Mankell til Stockholm og arbejdede en periode som regissør og dramatiker. Dette år rejste han også for første gang til Afrika og denne rejse kom i høj grad til at præge hans liv. Siden 1986 har han været ansat ved Teatro Avenida i Maputo i Mocambique som regissør og rådgiver for teaterchefen. I 1996 overtog han ledelsen af teatret og har siden brugt mere og mere tid i Mocambique. Sommeren bruger han ofte i Sverige sammen med sin tredje kone, Eva (Ingmar Bergmans datter), der er leder af et teater i Göteborg. Det er imidlertid i Maputo han har fundet sit ”hjem”. I Maputo og i Sverige skriver han på sine berømte kriminalromaner om Kurt Wallander. Disse kriminalromaner er berømte i store dele af verden og har betydet, at Henning Mankell i dag er en af Sveriges helt store forfatternavne. Han skriver fortsat børnebøger og hans sidste indtil videre, Ildens gåde

Henning Mankell´s barndom

Han er vokset op i den nordsvenske by Sveg i Härjedalen - en egn med lange og mørke vintre og med sne, kulde og store skove. Og i 1950´ernes Sverige også en by med en helt anden rytme end de store byer længere mod syd. Henning Mankell er sparsom med oplysninger om sit privatliv og mener selv, at han kommunikerer bedst gennem sine bøger – alligevel har han givet et lille indblik i sin barndom i et par interviews. Han er vokset op med sin far, der var dommer. Moren var fraværende og Henning Mankell mødte hende først som 15 årig. Generelt var hans skolegang præget af 50 ´ernes pædagogik uden den store plads til fantasi, men alligevel var det hans lærerinde, der motiverede ham til at blive forfatter: Hun gav ham et hæfte og besked om at skrive en historie - Henning løb hjem, låste sig inde på toilettet og skrev ti! Siden var han aldrig i tvivl om, at han ville være forfatter og han er stadigt fascineret af den kraft der ligger i ord. I de sene teenageår forlod Henning Mankell hjemmet og forsøgte sig en kort periode som sømand. Hans barndom i Härjedalen var lykkelig og præget af tryghed og nærhed. Musik og bøger var altid til stede og ingen spurgte, hvad han læste eller sagde noget til, at han læste om aftenen og natten. Han kalder det selv ”den maksimale kulturliberalisme”.

Produktion

I 1973 debuterede Henning Mankell i Sverige med Bergsprängeren , som er en fortælling om Sveriges forvandling fra feudalsamfund til moderne demokrati. I 1976 kom han for første gang på dansk med ungdomsromanen Mørke stemmer . Bogen må siges at være lidt af et fejlskud - i høj grad præget af 70´ernes politiske klima og helt uden den sproglige finesse der præger Henning Mankells senere bøger. I 1991 udkom Hunden som sprang med en stjerne i Danmark og den indvarslede Henning Mankells indtræden på scenen som seriøs børnebogsforfatter. Bogen blev efterfulgt af tre andre om drengen Joel og hans opvækst i en nordsvensk by i 1950 ´erne. Hunden som sprang mod en stjerne vandt flere priser da den udkom og hele serien er da også et lille mesterværk. Henning Mankell har også forsøgt sig med bøger for de lidt mindre børn og Katten som elskede regn er en fin lille historie uden den sentimentalitet der ellers let kan præge bøger om børn og dyr. Hans senere børnebøger om pigen Sofia fra Mocambique er gedigne skildringer af livet i et borgerkrigshærget afrikansk land. Her kan man mærke Henning Mankell har Afrika helt inde under huden. De holder dog ikke helt samme standard som bøgerne om Joel – måske fordi bøgerne om Joel i virkeligheden handler om forfatterens egen barndom.

Slægtskaber

Henning Mankell er et barn af sin tid. Her i Danmark har vi Thorstein Thomsen og Bjarne Reuter som repræsentanter for den aldersgruppe Henning Mankell tilhører, og selv om de er meget forskellige er der også en fælles referenceramme. Det er blandt denne generation forfattere man for første gang oplever solidariteten med barnets inderste drømme og tanker og det er også her man mærker en vrede over børns forhold i andre dele af verden. Henning Mankells bøger om Sofia fra Mocambique har sine klare danske modstykker i Kåre Bluitgens bøger fra Mellemamerika og Koester/Koplevs bøger. Fælles er indignationen over de livsvilkår der bydes børn i den tredie verden og fælles er især solidariteten med børnene, der som de svageste er dobbelt udsat når det brænder på. Henning Mankells bøger om Joel har meget til fælles med Bjarne Reuters bøger om Buster og måske især ”En som Hodder”. Men Joel er mere nøgtern og vel drømmer han, men han lever også sine drømme helt ud: Joel vil til Pitcairn Island - og selvfølgelig kommer Joel så til Pitcairn Island. Henning Mankells hovedpersoner er ikke til at slå ud, men prisen er så også vemod og ensomhed. Der er ikke tvivl om dette er følelser Henning Mankell kender ganske godt.

Joel

Det svenske tungsind?

I Henning Mankells bøger kommer livsglæden indefra. Det er ikke omgivelserne der gør livet værd at leve - snarere tværtimod. I Nordsverige er det kulden, mørket og de indelukkede mennesker - de selv samme ting der drev Joels mor væk fra hjemmet. I Mocambique er det borgerkrigen og fattigdommen der er livsvilkårene, men heller ikke dette knækker menneskene. Personernes styrke er deres håb om at tingene kan være anderledes, og historierne viser, at det kan de: Joel kommer til Pitcairn Island og Sofia får en systue. Hvis man beskylder Henning Mankell for at være eksponent for det ”svenske tungsind” eller for at beskrive trøstesløse miljøer uden håb, så har man ikke forstået hans børneog ungdomsbøgers pointe. Livsmodet kommer indefra og kan slet ikke holdes nede. Henning Mankells helte er dem der bliver tilbage - dem der holder ud og ikke flygter. Samuel håner Joels mor da de mødes mange år efter hun har forladt ham, og denne hån er på sin plads. Samuel blev tilbage og tog slæbet og har lov til at være vred. Retten til at være vred og pligten til at blive og kæmpe er Henning Mankells hovedpersoners livsvilkår. Hos Henning Mankell lever man på trods.

Afrika

Henning Mankell tilbringer en stor del af sit liv i Afrika og det må siges at være lidt af et kulturspring i forhold til Nordsverige. Han har en fod begge steder og i dette spændingsfelt skriver han sin sælsomme blanding af fantasi og virkelighed og det er her han formulerer sine tanker om at skrive. I Afrika har man et andet forhold til tid - den er ikke vigtig på samme måde som i Sverige og Danmark - og dette anderledes tidsbegreb går igen i hans bøger.

Henning Mankell mener det er vigtigt for forfattere at vide, hvordan verden ser ud og at fortælle om forskelle og ligheder mellem mennesker. Og også om hvorfor nogle er rige og andre fattige. Han har et stærkt socialt engagement - om engagementet kommer af tiden i Afrika, eller om han rejste til Afrika på grund af det, er svært at vide, men man mærker det er ægte. Hvad mener Henning Mankell selv om at skrive? Et citat fortæller det meste: ”At skrive for børn er vigtigt. Vigtigt fordi det er os voksne som kan vise børn hvordan den verden, de skal overtage, ser ud. Det kan lyde lidt storsnudet. Men på den anden side er det jo sandt! Hvad kan egentlig være vigtigere end at tale med eller skrive for den næste generation.”

Anmeldelser

Anmelderne af Henning Mankells bøger hæfter sig generelt ved hovedpersonernes store ensomhed. Og ellers er der bred enighed om forfatterskabets klasse. Selv Mørke stemmer blev i 1977 godt anmeldt af Franz Berliner i Politiken , men bogen har vist sig ikke at holde. Den helt store ros opnår bøgerne om Joel og Sofia, og det er da også her Henning Mankell for alvor ruller sig ud. blev i 1977 godt anmeldt af Franz Berliner i Politiken , men bogen har vist sig ikke at holde. Den helt store ros opnår bøgerne om Joel og Sofia, og det er da også her Henning Mankell for alvor ruller sig ud. Om Miraklet skriver Ulrik Skafte i Jyllands-Posten i 1992: ” skriver Ulrik Skafte i Jyllands-Posten i 1992: ” Miraklet er følt af det stof, der gør en forfatter til en virkelig kunstner, og som kan give børn i alderen ca. 12 år en gedigen fornemmelse af litteratur og kvalitet”. Og Steffen Larsen i skriver 6 år senere om er følt af det stof, der gør en forfatter til en virkelig kunstner, og som kan give børn i alderen ca. 12 år en gedigen fornemmelse af litteratur og kvalitet”. Og Steffen Larsen i skriver 6 år senere om De tre løfter ganske kort: ”Den første sne. Det første kys. Det er ren, rå poesi.”. ganske kort: ”Den første sne. Det første kys. Det er ren, rå poesi.”. Bøgerne fra Afrika om Sofia er også blevet fint modtaget. Anmelderne roser bøgerne for deres usentimentale realisme og for deres evne til at fortælle en vigtig historie med sproglig styrke. Bøgerne om Sofia er ikke stor kunst, som bøgerne om Joel må siges at være. Man kan sige, at deres primære styrke ligger i selve den historie der fortælles og at formen her kommer i anden række.