Irene Hedlund

Jeg tror børn har brug for at vælge mellem alle genrer. I en udviklingsfase er de til eventyr - i en anden mere til det realistiske. Det er derfor vigtigt, at der er så bredt et spektrum som muligt inden for børnelitteraturen at vælge mellem. Men jeg foretrækker at illustrere eventyr fremfor realisme. Og så elsker jeg at illustrere gys og gru-bøger. Men en illustrationsopgave, som f.eks en skolebogsillustration, hvor jeg slavisk skal følge en tekst uden mulighed for at bruge fantasien, keder mig. Det er næsten betingelsen, når man har et arbejde man sidder alene med, at der er det univers, man kan gå ind i. Ellers er det mere spændende at komme ud blandt mennesker."

Spor af fantasi findes på flere planer i Irene Hedlunds billeder. Ikke bare i hendes opfindsomme beherskelse af billedsproget, men også i det leben af sjove væsner og dyr, der befolker hendes billeder. Foruden deres dekorative, kompositoriske funktion indgår de på forskellig måde i fortællemæssige sammenhænge.

Historien om Den grådige kat, der æder alt, hvad den ser, er skematisk i sin enkelhed. Et monotont stigende crescendo, der ender i et brag, hvorefter vi er tilbage ved udgangspunktet.

Irene Hedlund bryder det monotone - og gør billederne sjove at gå på opdagelse i - ved at lade fem små mus (dem fra forsiden) supplere og kommentere tekstens personer indtil omkring midten af bogen. Herefter afløses de af andre små dyr, der titter uventet frem fra lommer, bag billedrammer osv.

Uden at billederne mister deres præg af overskuelighed, får Irene Hedlund anbragt mange af den slags ´subkulturer´ i sine billeder. Det kan som i Den grådige kat være skikkelser, der er nyskabelser i forhold til teksten og mere eller mindre lever deres eget liv i billederne, eller det kan være figurer fra teksten, hvis betydning i billedet forstørres og bruges til mere end det, teksten lægger i dem.

I Den arrige kone, der handler om en svinehyrde, der må skaffe sig af med sin galsindede kone for at kunne leve lykkeligt til sine dages ende, er det svinehyrdens grise, der bruges til at belyse hovedpersonens karakter og kommentere hans oplevelser.

Billederne afslører, at svinehyrden har et nært og solidarisk forhold til sine grise, næsten som var de hans børn. De følger ham overalt, og tit tager han en af de mindste kærligt på armen.

På den måde bliver det lettere for billedbogslæseren at placere sin sympati hos den rette, selvom teksten ikke fortæller noget specielt positivt om svinehyrden. Billederne gør det fra starten klart, at svinehyrden har et sympatisk fortrin fremfor sin kone: Han er istand til at etablere et harmonisk forhold til andre væsner.

Det samme forhold mellem svinehyrden og hans kone viser Irene Hedlund på en lidt mere indirekte måde ved altid at tegne svinehyrden barfodet, mens konen er udstyret med de mest klodsede, brune snøresko - foruden at hun helt konkret er tegnet som en stor, tyk, entandet, strithåret, vredt stirrende, virkelig arrig kone.

De to gyserbilledbøger, Skygge-Per og Ulven i sneen, har blå som eneste farve, men rigeligt med fabulering og forvandling i billederne kompenserer for de manglende farver. Her er træer, der bliver til uhyggelige væsner, en sofa og en lillebror, der forvandles til blodtørstige ulve, og i Skygge-Per er det skygger, der fordrejes og bliver levende i midnatssceneriernes effektfulde blå farve.

Her udbygger billederne med både hårrejsende og humoristiske effekter tekstens eksperiment med at skille person og skygge og lade dem konfrontere sig med hinanden. Som f.eks. i sidste billede, hvor Per og hans skygge begge ligger og sover. I drømme-talebobler anbragt over deres hoveder kan man se, at Per tæller hvide får, hans skygge, Sorte-Per, tæller sorte får.

I billederne til Modløse Marabu, en allegorisk fortælling om en ensom marabustork, er farverne afstemt efter hinanden på en måde, der er på en gang dæmpet og lysende. Som f.eks. i et af de første billeder fra søen, hvor Marabu mørk og tung står i ankeldybt mudder på en lyseblå baggrund, mens en frise af hvide, gulnæbbede pelikaner flyver op bag ham.

Her fremgår det klart, hvad Irene Hedlund mener, når hun om den blå farve generelt siger: "Jeg anser den blå farve for meget vigtig, da den både støtter og fremhæver de øvrige farver for mig."

Flere steder i billederne bruges fugleflokke som en slags ornamenter i billedet, og her lægger det mønsterprægede i hendes kompositionsteknik sig op ad det symbolske i teksten. Både tekst og billede er symbolske snarere end realistiske skildringer af livet for en marabustork ved en afrikansk sø.

Irene Hedlund har en særlig forståelse for børn med læsevanskeligheder, fordi hun selv i skolen havde problemer med læsning. Noget der i øvrigt blev medbestemmende for hendes valg af karriere.

"I folkeskolen blev det meget tidligt konstateret, at jeg var ordblind, og mine matematiske evner var heller ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld opdagede jeg hurtigt, at jeg var bedre til at tegne end de fleste andre elever, og at det var her, mit styrkeområde lå. Jeg drømte derfor meget tidligt om en karriere i den retning."

Letlæsningsserien Lærke og Jeppe betegner ved den vægt, der er lagt på billederne, en afgørende fornyelse af genren. De har tegneseriens appel, men ligner stadigvæk ´rigtige´ bøger.

"I Jeppe-Lærke bøgerne har jeg brugt alt det, jeg har lært gennem 12 års illustratorarbejde. Selv om teksten er en realistisk hverdagsskildring af to børns oplevelser gennem et år, fik jeg både tid og rum fra forfatter og forlag til at bruge min fantasi - og ikke blot gengive tekstens virkelighed.Det var helt bevidst, at jeg ville benytte mig af tegneseriens virkemidler og samtidig tilføre illustrationerne ´mystiske´ figurer, der lever deres eget liv, og som ikke har noget som helst med bogens egentlige handling at gøre. Den svage læser, for hvem det kan være noget af en opgave at læse en hel side, kan så hvile øje og tanke ved at gå på jagt efter disse figurer, inden han igen går i gang med den anstrengende læseproces."

Og på en sjov måde gør billederne selv opmærksom på, at tekst og billede taler hver sit sprog, med eftertryk på taler. Disse billeder insisterer nemlig på at tale. I næsten hvert eneste billede er der talebobler, men de er fyldt med billeder, ikke med ord. F.eks. er Lærkes lillesøster ofte udstyret med en taleboble med en sigende isvaffel indeni.

Det indiskutabelt børnevenlige i Irene Hedlunds stil ligger ikke alene i hendes malebogsagtigt enkle teknik. Også den bevægelighed, der ligger gemt i stilens rolige harmoni, åbner billedet mod barnet. Alle de små brud og glidninger i hendes avancerede og vittige leg med billedsprogets virkemidler lokker til en fordybelse i billedet. Her er ikke tale om en adaptering til et barnligt erfaringsniveau.

Hendes billeder overrasker uanset hvilket erfaringstrin, man befinder sig på. Og fordi de altid er givende for en analyserende symbolsk tolkning, men på den anden side ligesåvel kan nydes og forstås umiddelbart, kan man så at sige vokse med hendes billeder.

Det kan man også med Irene Hedlunds fortælling om Kælegrisen, der er tegnet og fortalt, så det lille barn får mulighed for uden besvær og med stor fornøjelse at dele et voksent menneskes tanker om et substantielt emne.

Det er en enkel men essentiel historie om jagten på kærlighed. En lille tyk og glad gris, der har alt bare ikke én at kæle med, flyver på blå vinger ud i verden for at finde en anden gris at slå sig sammen med. Den møder forskellige grisetyper, vortesvinet, sovetrynen, sparegrisen osv, indtil den til sidst taber sit hjerte til et vildsvin.

Med deres let surreelle effekter giver billederne handlingen dybde og nuancer. F.eks antyder de en sammenhæng mellem det at finde kærligheden og at have jordforbindelse. I starten af fortællingen er kælegrisen højt oppe. Den sidder i et snurrigt træ, der er så højt, at en giraf kun lige kan stikke hovedet op nederst i billedet. Og hele fortællingen igennem holder grisen sig svævende over jorden, først hos vildsvinet lander den og får fast grund under fødderne.

Som en subtil kommentar til den ånd, hvori kælegrisen indleder sin odyssé, ser vi kælegrisen flyve afsted over et landskab med bjerge og et lille tempel, der bringer mindelser om Grækenland, hjemstedet for myter og idealer.

For hver gris, kælegrisen besøger, skifter det omgivende sceneri, og man kan få meget sjov ud af at undersøge, om det nu er i samklang med den pågældende grisetypes fremherskende karaktertræk. Det er vel ikke helt tilfældigt, at sparegrisen er anbragt i omgivelser, der med sine skyskrabere og en lille Manneken-Pis bringer tankerne hen på hhv. New York og Bruxelles?

Om sin fremtidige udvikling siger Irene Hedlund: "Jeg vil helst udelukkende lave billedbøger, men er nødt til at påtage mig andre opgaver også. I øjeblikket er jeg i gang med en billedbog, som jeg også selv har skrevet teksten til. Og det er nok den vej, jeg vil forsøge at gå. Jeg regner med, at jeg resten af mit arbejdsliv vil være i gang med at udvikle en form, for finder man først ´formen´, er man efter min mening gået i stå.

Ellers er min udvikling i lighed med stort set alle andre illustratorers præget af de dårlige økonomiske vilkår for den 4-farvede danske billedbog. Man tvinges let til at gå på kompromis - dels ser forlagene gerne, at man skal blive færdig med opgaven til en bestemt tid, dels ønsker banken et afdrag på kassekreditten. Og det kan være svært at se stort på to så mægtige instanser og lade opgaven tage den tid, den i virkeligheden skulle have."