
Jørn Jensen
- Redaktionenmarts 2025
- Vagn Sohnskribent, 2004
Intro
Jørn Jensen har taget mange og mærkelige omveje for at ende som forfatter. Fra guldsmedelære og længdespring til folkeskolelærer. Da Jørn Jensen skulle undervise i de små klasser, fandt han ud af, at der var mangel på egnet læsemateriale; han måtte selv skrive det, og sådan blev han forfatter. Inspirationen henter han først og fremmest fra sin egen barndom.
Baggrund
Jørn Jensen har taget mange og mærkelige omveje for at ende som forfatter. Efter 9. klasse kom han i guldsmedelære og var ansat som guldsmed, afbrudt af værnepligt, indtil han i 1973 begyndte på en Hf-uddannelse for at blive lærer. I 1965 blev han dansk juniormester i længdespring og fik flere sjællandsmesterskaber i løbe- og springdiscipliner.
Da Jørn Jensen skulle undervise i de små klasser, fandt han ud af, at der var mangel på egnet læsemateriale; han måtte selv skrive det, og det blev til debuten, otte bøger om Bo og Anne. Senere kom 26 bøger om Palle og hans far, som senere kom som tegnefilm på TV 2.
Jørn Jensens inspiration til at skrive for børn kommer først og fremmest fra oplevelser i hans egen barndom, som han husker som dejlig og forholdsvis uproblematisk. Men også oplevelser sammen med hans tre drenge, samt selvfølgelig fra hans profession som lærer og talepædagog, er vigtige forudsætninger.

Født
1946 i Taastrup ved København.
Uddannelse
Guldsmed; læreruddannet, Holbæk Seminarium. Fra 1979 lærer i Høje-Taastrup kommune. Senere tale-hørekonsulent. Siden 2002 forfatter på fuld tid.
Debut
Bo og Anne-serien, 1987.
Priser
Skriverprisen, 1997. Orla-prisen, 2013.
Seneste udgivelse
Livas hund. Carlsen, 2025. (Carlsens læsestart).
Jørn Jensen var barn i ”Krønikens” tid, 50’erne. Hans far var selvstændig. Han lavede gipsforme til pottemagere i sit værksted tæt ved, hvor familien boede. Han var, som andre fædre den gang, ikke særlig synlig i Jørns tidlige opvækst. Hans mor syede tøj til børnene i kvarteret, og var derfor altid hjemme. Til trods for at begge Jørns forældre var hjemme eller tæt på, blandede de sig sjældent i, hvad han lavede: ”Jeg husker min mor som det trygge element i tilværelsen. Klar til at lytte og hjælpe, når der var behov for det.”
Barndommen på Elme Allé i Taastrup var fri for børneinstitutioner og fri for opsyn af voksne. Den unge Jørn gjorde sine erfaringer og udforskede verden sammen med sine kammerater på legepladsen, og lykkeligvis slap de alle fra det uden de store skrammer.
Om fjernsynet nærer Jørn Jensen ikke høje tanker: ”Fjernsynet, et stort 24’er Allways, blev medlem af familien i 1960, lige op til de Olympiske Lege i Rom, men da var jeg næsten voksen, så det forstyrrede ikke min barndom.” Nu ser gennemsnitsbarnet adskillige timers skærmflimmer hver dag.
Hvad læser forfatteren?
Det første Jørn Jensen erindrer at have læst er den tilsyneladende evigtgyldige Jørgen Clevin. Senere blev det til Jan- Flemming og Kvik-bøger samt De 5. Børn læser heldigvis ikke de politisk korrekte anmeldelser af bøger, idet han så nok ikke havde taget bøgerne om De 5 ned fra bibliotekets hylder. Bøgerne om Jan, Flemming og Kvik var heller ikke i litteraternes kridthus.
I voksenlivet blev Pär Lagerkvist en af favoritterne inspireret af kristendomskundskab, som Jørn Jensen havde som linjefag på seminariet. Blandt skønlitterære børnebogsforfattere sætter han Bjarne Reuter højt. Hvis der ellers gives tid, fordrives den med læsning af krimier.
Holdningerne
I nogle tilfælde stiller Jørn Jensen spørgsmål for læserne, uden at indtage en holdning til problemerne. Meget markant stilles der i bogen Olsen og de sjove æbler spørgsmål ved genteknologien. Det er jo rart at kunne krydse sukkerrør med kakaoplanter så man får chokolade som frugt. Men helt så rart er det ikke når naboens kæmpeblommer pludselig smager af kål. Om problemerne siger Jørn Jensen: ”Jeg ved det ikke. Børnene må selv tænke videre og finde deres eget svar. Genteknologi er et faktum nu og i resten af deres liv.”
Om andre ting har han derimod en ganske klar holdning. Det er kendt, at regeringen for tiden søger at lempe børn og unge hurtigere gennem uddannelsessystemet, så de tidligere kan deltage aktivt i arbejdslivet. At de små skal begynde tidligere med at tilegne sig intellektuelle færdigheder har han selv gjort erfaringer med. Om det forklarer han:
”Da jeg var tale-hørekonsulent startede jeg et projekt tidlig læsning i børnehaverne i 1997. Ideen var, at børn, der var modne og parate til det, skulle have mulighed for at læse små lette bøger. De børn, der her bliver tænkt på, er dem, der skal starte i børnehaveklasse det følgende år. Børnene skulle også ”legeskrive” Det vil sige lave kruseduller og eventuelt skrive bogstaver de kendte i forvejen. Ofte kender børnene deres eget bogstav. Brians bogstav er B. Camillas er C. Projektet fandt sted i vinterhalvåret i en dag om ugen og højst en time hver gang. Forældrene blev taget med på råd, og det var frivilligt for børnene at deltage. Der rejste sig en voldsom debat om børn skal undervises i børnehaven. Forældrene var meget positive for projektet mens lærere og pædagoger var forbeholdne. - Efter min mening må små børn gerne få intellektuelle udfordringer, men legen skal altid være i forgrunden. Man kan ikke pace børns udvikling frem, den kommer af sig selv, og i sit eget tempo. Lærere og pædagogers store ansvar er, at de skal undervise børn på deres aktuelle udviklingsniveau.”
Derimod er Jørn Jensen langt fra enig i, at de unge skal haste gennem de videregående uddannelser. Han minder om, at undervisningsminister Ulla Tørnæs selv har påbegyndt flere uddannelser uden at færdiggøre dem. Det virker således ikke troværdigt at hun prøver at sælge en anden vare end den hun selv brugte eller misbrugte.
Jørn Jensen betragter uddannelser som platforme, der giver adgang til nye platforme. Det er vigtigt at have kompetencer inden for mange områder, understreger han og nævner sine studiejobs som svømmebassinopsætter, kirkesanger og rengøringsarbejde på Sankt Hans Hospitals lukkede afdeling. ”Det har givet mig indsigt på i hvert fald de tre nævnte områder”, forklarer han og slutter: ”Jeg føler selv at være nået til vejs ende, hvad erhvervelser af uddannelser angår og sjovt nok slutter jeg med at ernære mig af noget, jeg ikke er uddannet til - nemlig at skrive. ”
Jørn Jensen om frilæsningsbøger
H. C. Andersen
Det vækker altid debat, når hæderkronede forfattere omskrives. Er det rimeligt at røre de hellige ord fra så stor en forfatters som H. C. Andersen ? Mister man ikke noget af den oprindelige ånd ved en redigering? Det er argumenter kritikerne kan anføre. Børn og unge magter ikke at læse det kringlede sprog, der er langt mere end 100 år gammelt! Vi skal give de børn, der lige har lært at læse, en chance for selv at fordybe sig i H. C. Andersen! Sådan kan argumenterne fra tilhængerne af en nyfortolkning af værkerne lyde. Hvad der ret og vrang gives der ikke noget endeligt svar på. Jørn Jensen har fortolket en række af den store forfatters mest kendte eventyr. Hvad enten man er for eller imod en tolkning, kan bøgerne bruges som en appetitvækker på at stifte bekendtskab med de originale værker.
Illustrationerne
Der er benyttet mange illustratorer til Jørn Jensens bøger. Kendte som ukendte. Navne som Kirsten Raagaard, Charlotte Clante, Jan van der Voo, Mette Brahm Lauritsen, Pia Falck Pape, Jesper Tom-Petersen, Peter Bay Alexandersen, Birde Poulsen, Lis-Eva Klausbøl, Lotte Nybo, Gurli Reichenbach, Luca Fattore, Jon Ranheimsæter, Gunhild Rød (farveillustrationer) og Susanna Hartmann siger næppe læserne det helt store. Det er synd, for i mange af Jørn Jensens bøger bæres handlingen i høj grad af illustrationerne. Akvarel, tusch, kultegning og almindelig pennetegning er blandt de metoder, der er anvendt. Fælles for alle illustrationerne er, at de er af høj professionel standard. Claus Bigum, Per Illum og Anne Pedersen hører til de mere kendte, måske fordi de har optrådt som tegnere i blade og tidsskrifter. Sidst skal Ida Grantriis nævnes for sine usædvanlig indlevende billeder, der især giver en god dyrekarakteristik af hunden Bobo.
Om illustrationerne siger Jørn Jensen: ”Jeg kan ikke omtale alle, jeg har haft samarbejde med, men vil dog nævne Jon Ranheimsæters dejlige og ’rå’ drenge i fodboldbøgerne om Kasper. I 2003 bearbejdede jeg ti fortællinger af H. C. Andersen. Historierne blev gjort kortere og lettere at læse. Illustratorerne Bodil Carstensen, Mimi Harteg, Susanna Hartmann, Bodil Molich og Lotte Nybo har lavet nogle helt utrolig gode tolkninger, der er rene kunstværker. Jesper Tom-Petersen har illustreret bøgerne om opfinder Olsen på en dejlig fantasifuld måde, hvor hans illustrationer både digter til og med.
Nogle tror måske, at forfatter og illustrator har lange og dybsindige samtaler, inden illustrator går i gang, men det er ofte ikke tilfældet. Claus Bigum, der illustrerer Pallebøgerne, talte jeg med første gang, da han var nået til bog nummer 15. Det havde ikke været nødvendigt at tale sammen før, da hans første udkast viste, at vi var helt enige i den særlige tone, der er i historierne. Han tegner de to figurer på en måde, der inspirerer mig til at fortsætte serien. Faktisk lærte jeg først Palle og hans far rigtig at kende og kunne se mulighederne i dem, da hans tegninger lå på mit bord.”
Og det giver sig selv, at illustrator og forfatter ikke behøver at kende hinanden for at opnå et godt resultat. De færreste illustratorer har kendt H. C. Andersen, Homer eller Shakespeare, skønt de har lavet fortræffelige illustrationer til dem.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Serier
Jørn Jensen
2005-
Jørn Jensen
2000-
Jørn Jensen
2003-
Jørn Jensen
Jørn Jensen
1987-
Jørn Jensen
Jørn Jensen
2000
Jørn Jensen
1993
Jørn Jensen
2005-
Jørn Jensen
Alinea. 2012-.
Jørn Jensen
Elysion, 2020-.
Det er løgn Kalle
Jeppe
Jørn Jensen
Elysion, 2016. (2).
Nadia-serien
Årstiderne. 1996.
Mutanterne - serie
Høj puls - serie
Vampyr serien
Desuden en række enkeltstående værker
Fagbøger (Læs dansk fakta-serien)
H. C. Andersen-omskrivningerne (Dragebøger)
2005
Lydlet - serie
Cirkus Super - serie
Palle - serie
Simon - serie
Nora-serien
Små gys-serien
Filipa-serien
Jørn Jensen
Elysion, 2023. Illustreret af Jan Solheim. (1).
