Jytte Borberg

I Novemberløgne tages det endelige opgør med feminismen. Kvinden er ikke amazone. Kvinden er intet uden manden. Den feministiske litteratur har gennem lang tid været underlagt den nederlagsstemning, at mænd kun ofrer kærlighed for at få erotik, og kvinder kun ofrer erotik for at få kærlighed. Så er det befriende at møde den kvindelige hovedpersons ligefremme holdning: fysisk kærlighed kan aldrig skade. I Novemberløgne er det lysthus, hvori forfatteren, der aldrig fik skrevet et ord, brændt ned, og hun er indebrændt, død. Efter branden mødes romanens hovedpersoner, Sigurd og Astrid, i et værelse: ”Oven på chokket med branden er det den eneste måde at komme videre på. Erotik har de kræfter i sig, som skal hjælpe os igennem det, forsikrer hun og opmuntrer ham til, at de skal elske igen.”

I Nat og dag er det erkendelsen, der er central. Titlen antyder modsætningerne, deres komplementaritet og væsentlighed. Oda Lyng skal udstille sit livs fotografier og arbejdet dermed fører i samspil med beboerne i det hus, hvori hun såvel psykisk som fysisk befinder sig central, til erkendelsen om eget liv og menneskets livsbetingelser. ”-Jeg tænker på de få skridt, der undertiden er mellem latter og gråd. Lyder Oda Lyngs sluterkendelse.”

Jytte Borberg har ikke blot oplevet det allerbedste, dagen, latteren, men også det allerværste, natten, gråden. Hun har mistet to midaldrende børn. ”Jeg går ikke og tænker på døden, men vi ved jo alle at vi skal dø. Jeg tænker på døden fordi jeg har set mine to sønner døde. Det er der døden kommer ind som enorm rædselsfuld. Det er forkert. Jeg har alle mulige planer, og hver gang jeg hører om nogle der skal noget spændende siger jeg ’jeg skal nok holde mig i live, for det vil jeg med til”

I Maskerade er der undergang. Et maskeradeoptog går under vandet, i havet, til havmenneskene. Mødet mellem beboerne fra de to elementer beskrives surrealistisk og fyldt med arketyper: videnskabsmanden, det forelskede par, sandsigersken, havmanden og nymferne. Mødet mellem de to folk, bevidsthed og underbevidsthed bliver katastrofal. Havbunden bliver til en gulliggrøn stinkende væske, giftigt vand. På overfladen passerer et skib; mandskabet noterer sig med interesse at vandet skifter farve fra giftiggrønt til blodrødt og tilskriver det den nedgående sol. De nyder synet.

Tvivlsomme erindringer foregår også i surrealistiske rammer. Og er mere end tvivlsomme i forhold til forfatterens eget liv. En tolvårig pige går hjemmefra. Og billederne hvirvler som fra en vanvidskarruselagtig tur. Kronologi og geografi forsvinder. Håndværkere, en lastbilchauffør, en gedehyrde og en kvinde med et barn i munden er blandt figurerne. ”I tilstanden mellem søvn og vågen trænger en vidunderlig musik ind til mig.” Strømmen af billeder, der dukker op i denne tilstand kunne godt være mottoet for bogen. Samlet i uorden giver billedet af en kvindes liv fra barndom til alderdom. ”I ’Tvivlsomme erindringer’ har jeg været nede i de dybere bevidsthedslag.”, udtrykker Jytte Borberg det.

De to romaner Løslad kaptajnen og Verdens ende tager deres udgangspunkt i virkelige begivenheder. ”Løslad kaptajnen” foregår i Jytte Borbergs vante rammer, Fjaltring og omegn med metropolen Lemvig i 1800-tallets begyndelse. Her ender kaptajn Conrad Wilhelm Ahlefeldt von Falkenberg sine dage, 48 år gammel. Kaptajnen er en fribytter på alle plan. Strandingsgodset kommer han ikke reglementeret til, i handel er han uvederhæftig og blandt kvinder er han også en pirat. Han bedårer og nedlægger dem uden hensyn til stand. Hans husbestyrerinde Margrethe, der elsker ham inderligt og ærligt, bryder dog kaptajnens kyniske skal. Falkenberg bliver slutteligt indsat i Lemvig arrest for økonomisk uredelighed. Har kaptajnen bedrevet noget godt overhovedet? Ja, man fornemmer en svag hvisken af romanens titel fra den allé af kvinder han har forført men også frisat i et samfund hvor rammerne var smertende smalle for kvinderne. Kaptajn Conrad Wilhelm Ahlefeldt von Falkenberg frigør ikke så få kvinder og sætter dermed deres mænd et horn i panden. Mændene bliver ofrene for frigørelsen. Men bogen tager afsæt i virkelige begivenhed som kan læses i arkiverne. ”Jeg vil ikke moralisere”, siger Jytte Borberg, ”men han har godt nok været skæg at have haft gående her. Og hvis de koner har haft sådan nogle kedelige mænd, bliver de jo nød til at kaste sig ud i noget sjovere. Det er ikke mit ansvar, hvad han gik og gjorde”

Verdens ende foregår på en af Galapagosøerne i mellemkrigstiden. Den tyske læge og filosof Friedrich Ritter og hans elskerinde Dore sejler til øerne for at indrette deres ensomme paradis. Ganske pragmatisk får de tænderne erstattet af stålskinner, idet tandlæger selvsagt ikke findes i Paradis. I Paradiset indtræder andre aktører. Den meget husmoderlige Margret og hendes mand Hans og deres modsætning den erotisk passionerede baronesse Eloise Wagner De Bousquet med en skare af elskere. Det viser sig hurtigt at være et slangefyldt paradis. Ligegyldighed, had, madforgiftning og død bliver udkommet af de få beboeres møde. Hver af øens beboere og besøgende repræsenterer en livsholdning og form som beskrives med ståltandssarkastisk bid. For romanen fik Jytte Borberg Kritiker-prisen.

Nærbilleder snyder. Det er nærbilleders natur. Og det gør romanen Nærbilleder også. Det er ikke historien om den unge vidtløftige instruktør Louis’ højtravende ambitioner. Han drømmer om palmer og statuetter. Midlet skal i første omgang være en film om en fransk ostefabrikants uhyrlige udnyttelse af børns arbejdskraft. Efterkommere af ostefabrikanten dukker op, og virkeligheden er pludselig ikke så sort-hvid, som den umiddelbart syntes. I den tyndt befolkede ”location”, hvor filmen optages dukker pludselig Dorthea Yvonne og hendes omfattende familie op. Således hed også ostefabrikantens hustru, der kastede sig ud i en fatalt dyb skakt. Som filmen bevæger sig fra en socialrealistisk fortælling til overnaturlig, men menneskelig beretning går romanen samme vej. Hvem er skyldig og hvem skal sone?, bliver bogens spørgsmål.

Hvornår må man holde op med at drømme? Alice, der nær støvets år køber en himmelseng, finder hurtigt ud af at omgivelserne såvel som hendes søn og datter ikke synes at det er passende for hende at drømme om de ting en himmelseng kan bruges til ud over at sove. Og Alice har ikke tænkt sig at sove sin alderdom væk. Elskov og død forenes i sengen. Hendes elsker, trommeslageren, lider af fatal kræft. Datteren, balletdanser som sin mor, får sin seksuelle debut i sengen. Men hvad er virkelighed og hvad er skin. I himmelsengens loft er et spejl, men ser man virkeligheden i et spejl. Mest realistisk forholder sønnen sig til virkeligheden; han springer ud som bøsse. For Alice er døden hver dag en realistisk risiko, men ikke en hindring for at frisætte og indløse drømme.

Kærligheden er også central i Jytte Borbergs forfatterskab. Også den ulykkelige. ”Man kan ikke sige, at det skulle hun eller han aldrig have rodet sig ind i, for det er altid det værd og det har været en stor oplevelse. Man bliver lige så klog af ulykkelig som lykkelig kærlighed” ”Man bliver klog af det hele, man bliver klogere af alle erfaringer. Erfaringerne udvider ens bevidsthed, og hvis man er så bange for konfrontationer, at man vælger at blive siddende inde i sin stue, så får man ingen erfaringer.” ”Nu vil jeg gøre alt for dig, men så må du også gøre alt for mig. Ikke at det skal være en kræmmermentalitet, at det skal gå lige op, men sådan skal det være i venskabsforhold og i kærlighed. Man skal kunne bære hinanden ofre.”

Nogle bøger kan det være hårdt at skrive. Således var der i Himmelsengen mange konflikter, der var ganske svære. Himmelsengen bygger på egne erfaringer og var for forfatteren en af de sværeste bøger at skrive. ”I ”Himmelsengen” har jeg fat i alt muligt, jeg selv har oplevet, godt som skidt.”

Kunne I mærke, da I blev små? er en roman med lavt lixtal. Forlaget Modtryk har udgivet en række romaner, der er lette at læse, men har problemstillinger, der henvender sig til voksne læsere, der grundet læsevanskeligheder ikke kan eller med store vanskeligheder kan læse almindelige voksenromaner. To ægtepar med i alt fem børn er på udflugt i Sydafrika. Læseren møder modsætningen mellem natur og kultur, Dionysos og Apollon. Naturen repræsenteres af springende hvaler og inciterende trommedans. Kulturen af de menneskelige relationer, der byder på utroskab og familiære konflikter. Og så er der sønnen Harry, der ikke er normal.

I Det er tilladt at smile er det Fridas opgave at bryde ud. Hun er et produkt af efterkrigstidens værste småborgerskab. Hun hader sin mor. Oprøret er den eneste mulighed. Da hun har fået studenterhuen stikker hun hjemmefra. Hun må vælge mellem det kultiverede og det lidenskabelige, der udspiller sig som henholdsvis Morten, som hun kender fra hjembyen Århus og nedladende kalder sin ”krammebamse” og den tangoløsslupne Toivo fra Finland, som hun i første omgang kun oplever én nat med. Med Morten får hun et barn. Læseren må selv træffe valget, idet det i romanen står åbent.

Det er betegnende for Jytte Borbergs forfatterskab, at læseren selv må træffe valg. Der er ingen løsning endsige løftede pegefingre. Dobbeltheden, komplementariteten sammenspillet mellem dunkle og lyse kræfter, vildskab og ro, døden og livet ja, snart alle de store modsætninger i livet afdækkes og konfronteres. Men det er op til læseren at tage stilling. Det betyder ikke at Jytte Borberg ikke tager stilling til det kulturelle eller politiske Danmark. Hun sætter ofte ord på sine holdninger i andre medier end prosaen. Betegnende for en krystalklar holdning og den sproglige indpakning er hendes syn på Etisk Råd i forbindelse med kloningen af fåret Dolly, ”I deres stillingtagen til gentransformationer og klonede får ligner de mere får i fåreklæder end den vagtsomme ulv.”

De fede er gennem de en årrække blevet mål for en industri. Slankeindustrien er på det seneste blevet overhalet af reality show, der beskriver og udstiller overvægtige mennesker og deres bestræbelser på at nærme sig den vægt, der i tiden er defineret som normal. I romanen Alle steder og ingen steder har en række fede mennesker valgt at flytte til en afsidesliggende dal, hvor de trives i fred med deres vægt. De spiser, er erotisk frigjorte, hvad den vestlige verden ikke gerne ser disse mennesker gøre. Børnene gemmer de væk i et børneparadis, der ikke er så paradisisk. En gruppe observatører, der alle finder et alter ego blandt de fede. Hvem har kontrollen over tilværelsen, hvem er de lykkelige? Og hvem er marginaliserede? De anorektiske, de fede? Spørgsmål der absolut er påtrængende i tiden. Anders Fogh Rasmussens forfattersamtaler imponerer bestemt ikke Jytte Borberg. ”Min bog ’Alle steder og ingen steder’ handler om en regerings tyranni om en magt, der ikke fortæller, hvad der skal ske. Som den nuværende regering. Den eneste politiker fra regeringspartierne hun respekterer er Birthe Rønn Hornbech, Vi skal have sådan nogle skarpe kællinger, der tør tale sine egne midt i mod.”

Jytte Borberg har skrevet 5 ungdomsbøger. Bøgerne er alle om alternative miljøer. Mario er fremmedarbejder, Nelly og Tom kæmper for et børnehus, Jens er barn i de socialt forarmede brunkulslejre og Hedvig er Vejmandens datter. I Myggestik og stjerneskud følger vi danske Katrines møde med den gamle indianer Ikwa i Alaska, og på indiansk vis bliver læseren indført i det skæbnesvangre møde mellem natur og kultur, vestlig og indiansk tænkning. Med denne bog slutter Jytte Borberg en litterær ring, idet hendes egne første litterære oplevelser var indianerromaner af J. F. Cooper. Hendes næste store interesse, Flemming-bøgerne, ligger temmelig langt fra hendes senere litterære løbebane.