Majbritte Ulrikkeholm

I august 1997 udkom Majbritte Ulrikkeholms debut-roman Ind i min Himmel, og den satte på sin vis nye grænser for begrebet erindringsroman. Bogens titel er hentet fra en sang på pladen "Sange Til Elisabeth" - og sammenhængen mellem hendes sange og romanen er ganske tæt.

Men til forskel fra en sangteksts naturlige begrænsning, så fik hun med bogen en mulighed for at arbejde med det danske sprog, som hun udnytter helt ud til de meget vide grænser, som hun på et givent tidspunkt vælger at sætte.

"Magt interesserer mig ikke. Folk der søger magt, gør det kun, fordi de ikke kan finde selverkendelsen og kærligheden i sig selv. Det kan jeg ikke hjælpe dem med, det kan kun de selv, og det er en langsom proces" (Majbritte Ulrikkeholm, Information, 29. august 1997)

Ind i min Himmel tegner et billede af et på en gang meget stærkt og skrøbeligt menneske, der ved hjælp af en indre kraft og utallige rejser ind i den åndelige verden, der omkranser virkeligheden, opnår personlig selvstændighed - en egen identitet.

Romanen beskriver kampen for at opnå den frihed til selv at vælge, som hun ikke oplevede i sin stramme opvækst. Noget er hentet i den usynlige verden, hvori Majbritte Ulrikkeholm henter meget af sin mentale føde, men bogen bevæger sig rundt i flere planer og kombinerer modigt det spirituelle med det kontante og jordnære.

Generelt opleves Ind i min Himmel som et opgør med barndommens konformiteter og dybe tillidsbrud begået af de voksne, men samtidig som en varm - og brugbar - hyldest til fantasien og - frem for alt - den personlige frihed: Retten til at forme sit eget liv, retten til at træffe sine egne valg. Og det er på det plan, at romanen får brugsværdi for alle andre: Stå ved dig selv og dine gerninger - og handl derefter.

Med romanen Marias mirakel, der udkom i marts 1999, bevæger hun sig endnu dybere ind i den magiske og mystiske verden, som hun åbnede døren til med sin debut-roman. Læseren suges side for side ind i et symbol-ladet univers, der bevæger sig rundt på alle planer.

I så svimlende et tempo, at man mister overblikket over, hvor man befinder sig: I noget der tangerer virkelighed eller dybt inde i forfatterens usynlige - men alligevel mere og mere håndterlige - verden.

I Marias mirakel, bygger Majbritte Ulrikkeholm stadig i et vist omfang på egne erindringer - erfaringer - men ikke i samme mere eller mindre håndgribelige form som tilfældet var med Ind i min Himmel.

Det gennemgående tema er dog stadig pigen, der bliver svigtet af blandt andre moderen og som i stedet opbygger et tæt, smukt og sjæleligt lindrende forhold til morfaderen. Med udgangspunkt i dette åbner Majbritte Ulrikkeholm for alle sluser og tager læseren med på en forunderlige rejse.

Grænserne mellem den synlige og usynlige verden udviskes, og gennem et sansemættet og farverigt sprog suges læseren langt, langt ind i hendes frodige univers.

Med romanen bevæger hun sig længere og længere bort fra konkrete erindringer og lader fantasien fortælle en historie, der rummer et væld af sidehistorier, som hun med et fornemt overblik formår dels at give mening og dels af få flettet ind i en - viser det sig - knusende logisk sammenhæng.

Når læseren har læst sidste sætning, er alle løse ender knyttet sammen. Ikke altid åbenlyst. Ofte sker det med forsinket logik, der vokser ud af den stemning hun har bragt læseren i.

Begge Majbritte Ulrikkeholms romaner - men mest udtalt Marias mirakel, - stiller betydelige krav til læseren, der inden han eller hun træder ind i forfatterens mangefarvede rum, må være indstillet på alt andet end konventionel læsning.

Romanerne er snarere en form for tilstand, som læseren - hvis sindet er åbent og nysgerrigt - hvirvles ind i. Og har man først overgivet sig, er det svært at slippe ud igen.

Stilen er ikke ukendt. På nogle planer har Majbritte Ulrikkeholms to romaner - hendes stil med lange farverige sætninger og sans for rituel mystik og magi - således lighedspunkter med flere af forfatteren Louis Jensens romaner, der også bevæger sig rundt i det krævende grænseland mellem realisme og surrealisme.

Mellem fantasi og virkelighed, mellem magien, det fantastiske og det konkrete plan, der dikteres af den flertalsbestemte norm, som Majbritte Ulrikkeholm i al væsentlighed ikke anerkender.

Hun udvisker grænserne, og som et andet tema - budskab - understreger begge romaner vigtigheden af at opnå kontrol over sit eget liv - altid at tage egne beslutninger, der er i pagt med ens inderste.

I begge romaner bearbejder hun disse temaer via tøjlesløs - men respektfuld - omgang med sproget. Og ved at gøre brug af den fantasi og kreativitet, der ligger i os alle, men som alt for ofte kues og gemmes væk i et samfund, i hvilket mere og mere regelstyres og ensrettes i små trange skemaer og kasser. Begrænsende rum, hvori et søgende menneske som Majbritte Ulrikkeholm aldrig vil kunne trives.