
Meredith Ann Pierce
- Helle Winther Olsen1998
Intro
Amerikansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner for børn og unge. Meredith Ann Pierce blev født i Seattle, USA. Begge hendes forældre var professorer, så hun blev tidligt opmuntret til at beskæftige sig med intellektuelle ting. Hun har altid været optaget af at opbygge fantasiuniverser og fortæller selv, at hun drømte sig ind i flere forskellige verdener som lille. Evnen til at bygge et troværdigt og eventyrligt univers op, har hun udviklet gennem sit forfatterskab, og vi er mange læsere ikke bare i Danmark, der venter på hvad et nyt udspil fra forfatterens side vil bringe.

Forfatteren som barn
Meredith Ann Pierce blev født 5.7.1958 i Seattle, USA. Som datter af forældre der begge var professorer, blev hun tidligt opmuntret til at beskæftige sig med intellektuelle ting. Hun lærte f.eks. at læse allerede som 3 årig, og det med bøger har præget en stor del af hendes liv både arbejdsmæssigt og privat.
Hun har altid været optaget af at opbygge fantasiuniverser og fortæller selv, at hun drømte sig ind i flere forskellige verdener som lille. Hun kunne bruge timer på at lege og skabe eventyr sammen med sin store samling af tøjdyr, og sine usynlige venner. Hun legede rollespilslege - lidt ligesom Dungeons and Dragons, før de blev moderne. På en måde blev legene også en tilflugt for hende. De skabte tryghed i en barndom, der var præget af, at forældrene rejste meget, og af at hele familien flyttede masser af gange.
Frygt har også været en bestanddel af barndommen. Hun levede længe med frygten for en bestemt voksen i familien, som var voldelig overfor hende. Lige indtil hun en dag blev så rasende at hun turde tage kampen op, og endeligt sige fra over for den voksne.
I skolen var hun en enspændertype der ikke var med i kliker, heppekor og den slags. Fagene var lette for hende - hun vidste jo så utrolig meget om mange emner fra alle de (voksen)bøger hun læste.
Meredith Ann Pierce
Hun har en universitetsuddannelse fra Florida Universitet, 1980. Hun har bl.a. arbejdet i en boghandel og undervist studerende i at skrive romaner. Hun er også uddannet bibliotekar og arbejder med dette fag, samtidig med at hun skriver. Hun bor i byen Gainesville i Florida - hvor hun iøvrigt bor sammen med sine forældre.
Interesser: -Udover drømme og fantasier interesserer hun sig meget for billedkunst og har en større samling af billedbøger. -Sang og musik - hun spiller selv på harpe -Studier af livet i gamle dage -Mytologi -Katte -At skrive historier. Som ung pige skrev hun konstant ideer og historier ned, men hun overvejede aldrig for alvor at blive forfatter. Ikke før en lærer på universitetet opfordrede hende til at sende Den sorte Engel ind til et forlag - heldigvis for det.
Hvorfor skriver hun fantasy?
Fantasy er en litteraturform, hvor sansen for det mystiske og det fantastiske spiller en hovedrolle - emner som jo passer fint med Pierce´s interesser Det er en anden måde at beskrive vores egen verden på. Man kan lære noget om verden ved at forstørre det, og betragte det hele lidt på afstand.
-"At skrive fantasy er at kaste skygge på en mur - du skal overbevise tilskueren om at skyggen er virkelighed" siger hun i et interview.
Selv om hun godt ved, at fantasy mest læses af unge - tænker hun ikke specielt på sit publikum, mens hun skriver. Hun prøver ikke at forenkle sproget eller tankerne for at gøre dem lettere at forstå. Hun skriver lige præcis det, som er vigtigt for hende selv - og siger at hun er sit eget bedste publikum, mens hun skriver. Men hun finder det naturligt, at unge er optaget af bøgerne, fordi de unge jo ofte selv står midt i forandringer i deres liv - på vej mod at blive voksne og på vej væk fra det kendte liv i familien. På den måde er de mere lyttende overfor bøgernes personer, som også gennemgår en eller anden form for forvandling i deres liv.
Hvad er så fantasy?
-En særlig type bøger - en genre -, der rummer masser af fantasi og spænding. -Forfatteren skaber sit helt eget univers bestående af mennesker eller andre væsner med menneskelignende egenskaber. -Det er bøger der som regel handler om kampen mellem de gode og de onde kræfter i verden. -Det er bøger der handler om rejser "tilbage til fremtiden" - hvor fortidens store fortællinger som sagn, myter, eventyr tænkes ind i en fremtidig fantasiverden -De handler om at genskabe harmonien og freden i verden. De tror ikke så meget på al vores nutidige teknik og videnskab, der bare drøner derudad. -Bøgerne vil hellere søge ind i mennesket selv. De tror på de gode kræfter, på magien, og det overnaturlige og mystiske - på urkræfterne.
Forfattere som J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis, Lewis Carroll og Lloyd Alexander er andre berømte forfattere som skriver fantasy.
Meredith Ann Pierce er en af de første kvinder, der skriver en fantasy, der rigtig slår igennem overfor piger. Med en heltinde man elsker at følges med gennem flere hundrede sider, som lige præcis har den rette blanding af alvor, spænding, romantik, eventyr og eftertænksomhed.
Romanserien: Ildbringerens fødsel - Ildvogternes land - Søn af sommerstjerner
Denne romanserie er nok den der imponerer mest hvad angår beskrivelsen af det pragtfulde enhjørningeunivers, hvis historie, samfundsstruktur, kultur og mytologi kommer til at stå lyslevende og troværdigt for læseren. Og enhjørningene i denne historie er noget anderledes end de jomfruelige dyr, vi kender til fra vores myter og sagn. De er vilde og barske ¿ og temmelig fordomsfulde. Den er en slags rammehistorie, der langsomt løfter sløret for fortællerens identitet.
Enhjørningene har i 400 år levet i landflygtighed, efter de onde ørme fordrev dem fra De Hellige Bjerge. Hvert år vender de unge tilbage på en pilgrimsrejse for at døbe sig i Månespejlet, den hellige dam. I en af deres hellige sange fortælles om profeten Ildbringeren, der skal bringe hjorden hjem til De Hellige Bjerge.
Seriens 1.bog handler om kronprinsen Aljan, der er noget af en oprører i enhjørningesamfundet og har mange sammenstød med sin far, den strenge og dystre hersker prins Korr. Derudover hører vi også meget om Aljans skulderkammerater Dagg og kvindekrigeren Tek. Efterhånden går det op for både læseren og Aljan, at det er ham, der er født til at være den bebudede Ildbringer.
2.del bringer ham langt hjemmefra bl.a. som fange hos de 2-benede som kender Ildens hemmelighed. Sideløbende hermed følger vi livet hjemme hos hjorden, hvor Tek, der nu er hans mage, gennemgår en hård tid. Hun repræsenterer tilsyneladende en trussel mod prins Korr og jages på flugt af Aljans far, der ikke vil anerkende sønnens plads. Tek føder sine og Aljans føl langt fra hjorden.
Efterhånden afsløres også, at der hersker megen mystik omkring både Aljans og Teks familieforhold, og en lang grufuld periode, tror Aljan, han har giftet sig med sin søster. Da Aljan som hersker i 3.bind vender tilbage er det dels med ildens hemmelighed og dels med budskabet om fred og en viden om sin egen religiøse betydning. Enhjørningesamfundet har indtil da været præget af fordomme og had til andre samfund af griffer, gedlinge og de vilde enhjørninge, Sletteboerne. Han slutter fred med dem, men sættes på endnu en hård prøve af verdens skabergudinde Alma, hvor hele verden skal tørne sammen med ørmene og for evigt udradere dem. Endelig når enhjørningene igen De Hellige Bjerge og alle brikker falder på plads. I kampen mellem det Gode og det Onde, som hele serien handler om, får det Gode og ædle overtaget.
Betydningsfulde nøgleord i forfatterskabet
Meget, meget kort kunne man sige, at alle bøgerne i virkeligheden handler om, at kærligheden er den stærkeste kraft i livet, som overvinder alle mørke, angstfyldte og grusomme kræfter. Og at det er kvinderne, som formidler denne kraft.
De handler om frigørelsen fra slaveri (Ariel), fra de voksnes og samfundets kontrol (Aljan) og fra et kærlighedsløst liv (Karibu).
De handler om at lære hengivelse - også den erotiske - til et andet menneske.
Men hovedpersonerne afkræves også ofre . Ariel, Aljan og Karibu er alle udvalgte til at bringe verden frelst tilbage til - eller måske frem til - et nyt paradis. Men først efter at have gennemlevet en anstrengende rejse, og alverdens prøver der munder ud i den frygtelige, afsluttende kamp for at genskabe orden i kaos. Det er smertefulde processer, der i Ariels tilfælde ender med at hun må ofre sin egen kærlighed for at efterfølge gudinden Ravenna. Aljan gennemgår frygtelige prøvelser langt fra familien, og må forstøde sin far, før den endelige forsoning. Karibu må ofre sin egen kærlighed til gengæld for sit folks kærlighed til hende.
De påtager sig et ansvar for deres "flok", og udvikler sig fra at være forholdsvis usikre individer, til at blive sikre og modne ledere.
Magien - den tabte viden genfindes. Alle hovedpersoner lærer på hver deres måde noget om de indre kræfter.
Drømme og drømmesyner indgår som en naturlig del af den måde, man kommunikerer med fortiden eller med de overnaturlige kræfter på.
Vigtig inspiration for Pierce
Alice I Eventyrland som hun selv omtaler som den helt store inspiration for hende gennem barndommen.
Biblen . Selv om Pierce ikke betragter sig som kristen, henter hun dog flere af sine symboler f.eks. om profetien (forudsigelsen), udvælgelsen, prøven og renselsen herfra. Man kan f.eks. godt sige at Aljan har mange ligheder med Jesus skikkelsen.
Den græske mytologi med dens forskellige fabeldyr.
Psykoanalytikeren og forfatteren C.G.Jung , der bl.a. beskæftiger sig med drømme og menneskers indre lager af tabt viden.
Sprog og stil
Meredith Ann Pierce er berømt for sit elegante og billedrige sprog - ofte med ord hun selv opfinder. Hun elsker at lege med ordene - at vende dem i luften og lade dem falde ned i nye ordsammenstillinger der klinger godt, og får læseren til at tænke i billeder. Ord som: Sommerstjerner, Griffebjergene, ormlinger, gedlinge, Støvhavet, Löwe og Stjernehest er eksempler på ord som både er lidt mystiske og som taler for sig selv.
Der er stil og poetisk kraft over hendes sprog, og et afsnit som nedenstående viser præcis hvordan: Så åbnede han vingerne, og Ariel fandt, at hun ikke kunne bevæge sig af bar forundring. Foran hende stod den smukkeste yngling, hun nogen sinde havde set. Hans hud var bleg og hvid som lyn og strålede svagt, så luften blev lyst op. Hans øjne var klare og farveløse som is. Hans hår var langt og sølvskinnende, om halsen bar han en kæde : på fjorten af leddene hang små flasker af bly. Han smilede let til hende, et grusomt smil, der selv i sin grusomhed var smukt. Ariel mærkede sine knæ give efter .
Nogle anmeldere har bebrejdet hende, at hun ofte bruger gammeldags udtryk. Til det siger hun:"Jeg kan ikke ændre den måde jeg tænker på og lade som jeg ikke kender de ord, jeg kender".
De verdener hun skaber i sine bøger er magiske, drømmende universer, perfekte ned til mindste detalje og meget overbevisende og livagtigt skildret. Der er ikke mange rigtige mennesker i Pierce´s bøger, men læseren lader sig villigt føre rundt blandt sorte engle, gargoyler og enhjørninge - væsner der var mange af i barndommens fantasiverden. Vi tror på dem.
Bliver hun bare bedre og bedre?
Serien om Den sorte engel har allerede fået klassikerstatus indenfor fantasy-genren. Der er gået mange år mellem 1.og 3.bind (7 år helt præcis) i serien, og det er naturligt at både Ariel og forfatteren har udviklet sig. Der er nok nogle læsere, der synes at Perlen er en sværere bog at læse, fordi den er mere psykologisk og filosofisk beskrivende.
Serien om Ildbringeren, der også har ladet vente længe på 3.bind, rummer mere action og romantik, og bliver dermed lettere at læse - også for de yngre. Enhjørningenes verden er mættet med detaljer om levevis og livsform. Man kan mærke, at forfatteren har elsket at skabe dette univers og lade det udvikle sig til en fuld og hel beskrivelse af et samfund.
Mellem de 2 serier ligger Den gyldne Hjort som en fin og afrundet roman, der giver et fascinerende og eventyrligt indblik i Pierce´s kunnen.
Evnen til at bygge et troværdigt og eventyrligt univers op, har hun udviklet gennem sit forfatterskab, og vi er mange læsere - ikke bare i Danmark, der venter på hvad et nyt udspil fra forfatterens side vil bringe. For de 3 enestående verdener hun indtil videre har skabt, får os til at bede om mere.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Bøger på dansk af Meredith Ann Pierce
Meredith Ann Pierce
1985 (A gathering of gargoyles, 1984). 2. del af serie
Meredith Ann Pierce
1988 (Birth of the firebringer, 1985). 1. del af serie
Meredith Ann Pierce
1990 (The pearl of the soul of the world, 1990). 3.del af serie
Meredith Ann Pierce
1997 (The son of summer stars, 1996). 3. del af serie
Links
Links
Forfriskende anderledes hjemmeside om Meredith Ann Pierce, med biografi, billeder og uddrag fra hendes mange romaner.
Artikel om Meredith Ann Pierce i leksikaet Wikipedia med en komplet bibliografi.
Om Meredith Ann Pierce.


