Poul Hoffmann

I samlingen Komme dit Rige (1979) har Hoffmann samlet en række fortællinger, der i den korte form gennemspiller det mytiske perspektiv. Nogle af dem kan minde om Harald Kiddes små fortællinger med bibelsk motiv, men de er blottet for denne forfatters tungsindighed.

Fortællingen ´Bogen´ er en kristen fabel om menneskets vandring, men ellers gælder det, at Hoffmann her lever sig ind i bibelsk stof og leverer rids af en stor historie: Abraham før han bryder op fra byen Ur på det, der skal blive begyndelsen til Israels folk: den jødiske slave, som efter babylonernes sejr drømmer om "en mand, der kommer og redder os"; den ene af de kommende hellige tre konger, Melchior, der aner, at noget stort skal ske, når ´Mosestegnet´ gentages: "da Moses blev født, skete der et stort tegn på himlen. To af de stjerner, som vandrer blandt de andre, kom hinanden nær og flammede side om side i fiskens billede ... Når tiden er inde, vil de samme stjerner atter nærme sig hinanden, og alle jordens folks skal se Mosestegnet igen, og alle som kender den gamle visdom, skal vide, hvad det betyder ..."; og de udstødte i fattighusene uden for Jerusalems bymur, der som de første erfarer budskabet om opstandelsen.

Tonefaldet i disse miniature-fortællinger er lavmælt, og det er nok grunden til at de er lykkedes fuldt ud. Hoffmann lader her budskabet - og der er et budskab i disse småfortællinger - vokse frem af selve fortællingen. Det er fint gjort.

Med trilogien om Dronning Esther, den jødiske pige som blev optaget i storkongen Xerxes´ harem og blev perserrigets dronning, er Hoffmann tilbage i den bibelsk verden, som han færdes så fortroligt i. Månen i Persepolis . Stjernerne i Ekbatana . Solen i Sais . (1984-89)

Man kan godt sige, at Hoffmann her gentager kunststykket fra de tre bind om Moses. Det er igen en brydningstid, han fører læseren ind i. Og selv om han tydeligt kaster lange sideblik til vor egen forvirrede samtid, mister han aldrig blikket for selve fortællingen. Jøderne er igen i exil, de er igen et undertrykt mindretal udsat for en forfølgelse, der med jævne mellemrum bryder ud i lys lue - men beskyttet af dronning Esthers høje placering.

Og igen evner Hoffmann at væve det store, universelle perspektiv sammen med den konkrete handling. Hele romanen er denne gang lagt i munden - eller pennen - på hovedpersonen. Det er ikke bare fortællingen om Esther, det er hendes fortælling. Og igen smeltes mytologi, mystik og religion af vidt forskellig herkomst sammen til en krydret blanding, der lader Esther fremstå som et helt menneske. Men var Moses hel, fordi han var taget i besiddelse af den guddommelige magt, så er Esther hel i sin kærlighed til Xerxes. Den kærlighedshistorie, der ikke ganske lukkedes i ´Sangen om Maria´, foldes her ud i et lykkeligt åndedrag. Og Hoffmann lader os ikke i tvivl om, at Esther får sin styrke fra sin jødiske tro og dens håb ud over al sandsynlighed. Men igen er det helt ned i detaljer, at han får fortællingen til at leve. Han kan skildre et herberg med dets vrimmel af rejsende og trampende og prustende heste, tjenestefolk og gæster, så man ikke et øjeblik betvivler, at han har været der. Det er nemlig i eminent grad set og oplevet. Og han kan føre os ind i den betændte atmosfære omkring kongen, hvor alting oser af sammensværgelse, men også af trolddom og magi, og han kan rulle de åndelige og religiøse modsætninger op, så man forstår, at det også her drejer sig om en kamp mellem åndsmagter og kræfter, der er større end mennesker.

Hoffmann fører sin historie frem til Xerxes fald. Undervejs griber man sig i næsten ikke at kunne få vejret - ikke blot af spænding (det er en meget spændende fortælling) men også fordi han suverænt tumler et imponerende historisk og religionshistorisk materiale, så man er taknemlig for, at han har vedføjet en omfattende navneliste med forklaringer bag i bøgerne, så man kan holde rede på det hele. Konsekvent er hele det store fortælle-værk Dronning Esthers jeg-fortælling i form af breve. Det giver den vinkel på stoffet, som Hoffmann behøver for ikke at drukne i detaljer. Og sproget er igen farverigt. Det har - som god, gammel vin - krop, sanset og set, som det er.

Det er Esther, der fortæller. Men det er Xerxes, der er hovedpersonen. Vi følger ham på vej til magten og på magtens tinde, da det ikke længere er den, han attrår. Nu drejer det sig om sandheden. Men hvordan kan man tale om sandhed i en tid, hvor alverdens guder og religioner konkurrerer på markedet?

Og så kommer det værks genistreg: De første hellige tre konger var ikke dem, der besøgte Jesusbarnet. Det var Kheops, Nebykadnezar og Xerxes, fordi de i deres tro og dyrkelse af den ene Gud, himlens og jordens herre, forudgriber, det, der skal komme. Tydeligst kommer det til orde, da Xerxes og Esther gennemvandrer Kehopspyramiden under den gådefulde Senits vejledning. Denne sightseeing er mere end en turisttur. Den er en vandring gennem døden til opstandelsen, hvad der dog ikke hindrer det gådefulde mord på Xerxes. Hvorfor er det gådefuldt? Fordi Hoffmann mere end antyder, at det ikke blot drejede sig om en paladsrevolution og et almindeligt stykke magtkamp. Xerxes ville grundlægge gudsriget på jorden. Og det var de sataniske kræfter, der fik bugt med ham.

Det er flot gjort. Og det fungerer. Selv om Esther-trilogien endnu ikke har fået samme status i forfatterskabet som Moses-fortællingen, står den fuldt på højde med den. Ja, den er måske endnu bedre, fordi jeg-formen giver en autenticitet og ægthed, som gør de moderne kærlighed mellem Esther og Xerxes til mere end et postulat. Skal man indvende noget, så blot dette ene: at Esther af type forbliver en ung pige. Hendes brevstil kan blive lidt pludrende. Men balancen holdes. Og bøgerne er elementært spændende - også fordi Hoffmann denne gang giver sig selv lange tøjler og leger med tanke- og fortælleformer, der hos enhver anden ville tangere det platte: hemmelige selskaber, magi, uforklarlige hændelser, hvis historie viser sig at række adskillige århundreder tilbage osv. Når denne sammensatte blanding lykkes og bliver til en appetitlig ret, er det naturligvis fordi det hele aldrig gøres for effektens skyld, men er dirigeret af det overordnede historiesyn, som man kan kalde profetisk. For uanset hvor mange århundreder på den ene eller anden side af Kristi fødsel vi skal igennem, så har historien, skjult eller åbenbart, altid en kompasnål, der viser hen på Kristus.