Sally Altschuler

Sally Altschulers startede med at skrive kronikker og noveller og debuterede med en historie - Ræven, Fuldmånen og Babelstårnet - i Politiken i 1988. - i Politiken i 1988.

Hans egentlige romandebut fik han, efter flere tilløb, med Jordens salt. En børnebogskonkurrence, udskrevet af Høst & Søn, var den direkte anledning til, at den roman han havde arbejdet med i nogle år blev færdig. Men han vandt ikke konkurrencen.

Til gengæld ville Gyldendal gerne udgive bogen og den blev hædret med både børnebibliotekarenes og skolebibliotekarenes børnebogspriser i 1993.

Allerede her introduceres Sally Altschulers farverige og fantasifulde univers og bogen danner baggrund for en jævn række af udgivelser, der alle viser ham som en velskrivende og handlingsorienteret forfatter.

Han har siden både skrevet billedbøger og flere børne- og ungdomsromaner.

Forfatterskabets centrale udgivelser er ungdomsromanerne Psykocyber, Manilagaleonen og og Den anden kind.

I disse bøger folder han de centrale temaer helt ud og beskriver flugten ind i en fantasiverden og den meget flydende overgang mellem den normale dagligdag og hovedpersonernes drømmeverden.

I de to sidste romaner danner historiske begivenheder baggrunden for handlingen og man kan mærke den grundige research, der gør bøgerne troværdige og læsevenlige.

I billedbøgerne ser man en anden side af Sally Altschuler. Fantasien er den samme som i romanerne, men man mærker også en loyalitet og forståelse for børns verdenssyn, der gør bøgerne meget læseværdige og giver børn gode muligheder for at tage bøgerne til sig.

Omskrivningen af skabelsesberetningen i Begyndelsen er både charmerende og humoristisk og viser, at Sally Altschuler også kan skrive for de mindste og deres forældre.

Begyndelsen er en moderne klassiker. Sven Nordqvist´s tegninger og dialogen mellem Mia og Gud er med til at give historien liv, så børnene har god mulighed for at forstå den lidt kringlede og svære historie.

Netop det flydende sprog og den troværdige og humoristiske dialog er Sally Altschuler en mester i, og det er da også den side af forfatterskabet der oftest roses af anmelderne.

Hos illustratoren Birde Poulsen har han fået en god sparringspartner, og deres to fælles billedbøger, Evelyn med de smukke øjne og Da tudse blev træt, er både smukke og rigtige. Og historierne afleveres uden at blive moralske eller belærende.

Sally Altschuler siger selv, at der er mere mellem himmel og jord end man lige kan se, og at man tit ikke behøver gøre så meget for at opleve et eller andet, man ikke helt kan forklare.

Fantasien og drømmene har en stor plads i hans forfatterskab, men samtidig holder han sig til virkeligheden i den forstand, at handlingerne er reelle nok set med hovedpersonernes øjne - der er ingen drager eller trylleri, kun en selvskabt drømmeverden som de fleste børn og unge vil kunne nikke genkendende til.

Sally Altschulers hovedpersoner bevæger sig ofte på randen af en fantasiverden, de ikke selv har kontrol over. Denne fantasiverden kan når som helst kamme over og blive farlig for dem selv og andre, hvilket er tilfældet både i Psykocyber og i og i Den anden kind.

Også i Manilagaleonen bringes sindssygetemaet helt i forgrunden med hovedpersonens mor som psykiatrisk patient på Sct. Hans. I Manilagaleonen ved vores hovedperson aldrig, hvornår han mister kontrollen og træder ind i sin fantasiverden og sit 'andet jeg', personen Gabriel. Det kan ske i svømmehallen eller midt under et tryllenummer med stedfaderen - han har ingen kontrol over sit eget liv og bevæger sig ud og ind af drømmeverdenen.

Personernes handlinger er imidlertid helt logiske inden for det univers, de bevæger sig i, og mon ikke alle mennesker kender fornemmelsen af at fortabe sig i en anden rolle og i en anden verden end den virkelige?

Den gennemgående forskel er personernes manglende kontrol over disse bevægelser i rum og tid - de falder gang på gang ud over kanten, ned i fantasiens og drømmenes verden. Og Sally Altschulers personer falder tit ud over kanten til sindssygen.

Cyberworld, pludselige tidsspring og til tider ekstrem voldelig adfærd; Sally Altschulers personer er ikke helt almindelige og deres oplevelser er ikke for hvem som helst.

Fascinationen af Cyberworld og computerspil kommer klarest til udtryk i romanen Psykocyber, hvor spillet mellem virkelighed og spil udviskes fuldstændigt, da hovedpersonen Virtus (Virtual reality..) transformeres til en ladning data, der frit kan bevæge sig i cyberspace.

Imidlertid bærer Sally Altschulers andre romaner også præg af den tankegang og den stil, man finder i mødet med Cyberworld og personerne handler tit som medspillere i et computerspil, selvom romanerne på overfladen handler om noget helt andet.

Computerspil som indgangen til en fantasiverden og spillenes overtagelse af menneskets personlighed er således et af Sally Altschulers vigtigste romantemaer.

Hovedpersonerne mister kontrollen over deres eget liv og bliver indfanget i konflikter, de egentlig ikke har noget at gøre med - eller måske har de alligevel: I Manilagaleonen er personerne flettet sammen på tværs af tid og deler et skæbnefællesskab, der er fastlagt på forhånd.

Ligeledes i Psykocyber og Den anden kind mærker man en afmagt og skæbnebestemmelse hos hovedpersonerne, der kan virke nedtrykkende, men som også appellerer stærkt til fantasien og drømmene.

Personerne handler som aktører i Cyberworld, selvom handlingen måske på overfladen bare er henlagt til en anden tid, og den vold, der afslutter både Den anden kind og og Psykocyber kommer som en naturlig forlængelse af hovedpersonernes tab af kontrol over deres egne handlinger. Hos Sally Altschuler er Cyberworld næsten ligeså virkelig som virkeligheden.

Sally Altschulers hovedpersoner kan godt trænge til en drømmeverden. De kommer næsten alle fra brudte hjem af den ene eller anden art. Typisk er faderen ikke til stede, fysisk i Manilagaleonen, Jorden salt og og Den anden kind og mere overført i Psykocyber.

I Jordens salt går det først halvvejs inde i historien op for Lala, at det i virkeligheden er hans far, han leder efter - og da Lala til sidst finder ham, er han på ingen måde værd at samle på. Drengene, for det er drenge det handler om i Sally Altschulers romaner, har simpelthen ikke nogen ordentlige mandlige identifikationsmuligheder - de mænd der optræder falder på den ene eller anden måde alle igennem og viser sig at være svage og utilstrækkelige.

Drengene søger naturligt nok væk og ind i fantasiens verden, men kun for også dér at blive skuffede og overladt til sig selv. Det er ikke underligt, at flere af romanerne har mere eller mindre desperate og voldelige udgange - men de ender også med klogere og mere voksne hovedpersoner.

Og måske især klogere på deres eget sind og de farer der lurer, hvis man ikke tager magten over sine egne handlinger. Sally Altschuler fortæller selv, at han ikke ved, hvorfor det er sådan med mændene i hans bøger. Han havde selv et fint forhold til sin far, men alligevel bliver det bare sådan når historierne skrives.

Sådan set skriver jeg ikke bøger for børn. I hvert fald tænker jeg sjældent på, at det er et yngre publikum jeg henvender mig til.

Der, hvor det for alvor bliver sjovt at skrive, det er, når der sker noget, der svarer til, at læseren bliver det læste, nemlig at den skrivende bliver det skrevne.

Måske er det sådan, at hvis børnelitteratur er god nok, så er den i hvert fald også god nok til voksne.

Disse ord er Sally Altschulers og de er hentet fra et essay han skrev til BØFA´s 50 års jubilæum. Det er når historien begynder at skrive sig selv, det bliver rigtigt sjovt at være forfatter, siger han - selv mener han, det er vanedannende.

Når personerne overtager handlingen får historien det ekstra "drive", der gør den spændende og vedkommende. Tit tager den en drejning, som ikke engang forfatteren havde regnet med.

Han siger selv, at det var sådan slutningen på Psykocyber opstod, og det er i det hele taget karakteristisk for ham, at der ikke er en klar disposition fra starten - historierne vokser af sig selv og ender tit et helt andet sted, end han havde tænkt sig.

For Sally Altschuler gælder det om at holde læserne fast, og det er da også selve historien, der er det allervigtigste.

Hans levende sprog og flydende dialog giver læserne gode muligheder for at identificere sig med personerne, og man bliver ikke udsat for moralske belæringer eller skjulte budskaber hos Sally Altschuler. Man må selv tage stilling til godt og ondt i romanerne.