Tamora Pierce

Allerede fra romanens begyndelse tegner der sig et billede af en meget selvstændig, kløgtig og beslutsom pige, der ikke har tænkt sig at anerkende at piger automatisk skal sidde med hænderne i skødet og vente på en prins det meste af deres liv. Alanna er på mange måder Pierces alter ego, og måske derfor virker Alannas person sprællevende på læseren. For bag pigens næsten mirakuløse sejhed og skjulte magiske evner tegnes der et fint, følsomt og broget psykologisk portræt af en pige, der har besluttet sig at være trodsig og som Rasmus Modsat næsten tvangsmæssigt altid tager den vanskeligste vej. Alannas primære modstander i romanen er den glatte troldmand Rogir, der i øvrigt er modelleret efter en af Pierces tidligere kærester. Sød uden på, men dødbringende inden i, lykkes det troldmanden næsten at tage livet af såvel tronarvingen Jonathan som dronningen, inden det lykkes Alanna at standse misdæderen.

Det ville føre for vidt at lave et fuldt referat af de fire bøgers handling. ”Løvindens sang” er hovedsageligt historien om, hvordan en kvindelig helt bliver til og får mødt såvel farer som kærlighed undervejs. Genremæssigt er der ikke de store overraskelser i den, og langt de fleste af de litterære tricks, som Pierce benytter sig af, har lange og solide rødder via Tolkien tilbage til de græske sagn. Det, der gør romanerne anderledes at læse er hendes oprør mod den mandlige dominans, der giver sig udtryk i såvel Alannas person som i hendes kærlighedsliv. Dette oprør, sammen med en perfekt sans for timing og spænding, gør Pierces første roman-kvartet til oplagt og åndeløs læsning til især piger, der elsker at læse, men bestemt også til drenge i alle aldre, der kan lide fantasy. Det er helt klart en serie, der uden vanskeligheder kan holde såvel børn som voksne fantasylæsere vågne det meste af natten.

De næste fire roman-kvartetter, De udødelige (1998-1999) og De svages beskytter (2001-2002) foregår også i landet Tortall. Begge serier har samme overordnede tema som Løvindens sang: I De udødelige er det Daine, der er den lille pige, der langsomt skal vokse op og blive helt – dog ikke som ridder, men som troldkvinde. I ”De svages beskytter” er det i stedet pigen Keladry, der ønsker at gentage Alannas heltedåd og blive ridder, hvilket først lykkes efter voldsom modstand og en overvindelse af hendes skræk for højder.

I ”De udødelige” (1998-1999) har Pierce udnyttet genren lidt mere end hun gør i sin tidligere kvartet. Selv om den overordnede køns- og heltetematik er den samme som i Løvindens sang er der qva hovedpersonen meget større fokus på trolddom. Portrættet af Daine er meget indlevet, mens resten af personerne ikke i samme høje grad skildres, måske fordi der er en del gengangere fra ”Løvindens sang”, men sandsynligvis fordi Pierce her introducerer en lang række magiske væsner (de udødelige), som truer Tortalls eksistens. Daine, som har en magisk evne til at tale med dyrene, bliver omdrejningspunktet for at redde Tortall fra den truende katastrofe, og sammen med sin lærer, troldmanden Numair, må hun vandre hele vejen til Gudernes rige, hvorfra de udødelige stammer, og konfronteres med såvel sin afdøde mor, sin ukendte far og en hel verden fuld af drager.

I ”De svages beskytter” (2001-2002) er der stadig udødelige i Tortall, de fleste af dem er dog gode, men der er dog stadig en del ondskabsfulde væsner, som kæmpeedderkopperne. Hovedpersonen Keladry ønsker at blive ridder, ligesom Alanna, men må grueligt meget igennem før det lykkes. Selv om forfatteren stædigt forsøger ikke at gentage Alannas historie, er det for en garvet læser alligevel svært at se ”De svages beskytter” som en væsensforskellig historie. Keladrys problemer er lidt anderledes end Alannas (der i øvrigt har en birolle i historien), da hun jo ikke behøver at skjule, at hun er pige. Selv om læstelystne piger vil sluge historierne råt, er der ikke på samme måde dybde og følsomhed i portrætterne, ligesom det er vanskeligt at læse kvartetten uden på forhånd at kende lidt til de foregående serier.