Tine Modeweg-Hansen

Samarbejdet videreførte Hesselholdt/Modeweg-Hansen i Brandmanden fra før fra 1999. En mere enkel historie, men ikke mindre løssluppen, om Petros og hans mor, der har glemt deres nøgle og får brandvæsenet til at hjælpe sig ind i lejligheden på femte etage.

Der er fuld skrue på både farver og streg i denne histories billeder. Brandfolkenes røde stige slanger sig bogstavelig talt af sted hen over siderne. Brandmændene laver akrobatiske øvelser oven på bilen eller svinger sig grinende rundt i stigen. I denne bog har illustratoren også brugt neonfarver for at give farverne ekstra knald, hvilket ses bl.a. af brandinspektørens orange skæg og morens røde hår.

Et af opslagene viser, at Tine Modeweg-Hansen havde skiftet hjemland, mens hun arbejdede på bogen, for godt nok er der både Tivoli-pariserhjul og danskrøde brandbiler på billederne, men når Petros og hans mor går på cafe, minder cafeen og dens gæster mest om en amerikansk diner.

Samme år udkom antologien Flyvefisk, hvor Kari Sønsthagen havde fået den gode ide at samle tre unge illustratorer: Hanne Bartholin, Tine Modeweg-Hansen og Cato Thau-Jensen og syv unge forfattere, som ikke tidligere havde udgivet for børn. Tine Modeweg-Hansen illustrerede historier af Trine Andersen, Jesper Wung-Sung, Charlotte Weitze og Mads Storgaard Jensen, og hun viste bl.a., at hun også er en god illustrator til oplæsningshistorier med sort/hvide illustrationer.

År 2000 var et flittigt år for Tine Modeweg-Hansen.

Pigen, der var bange for sin skygge af Hanna Lützen er en historie om at få hold på sin angst. Den lille pige i bogen har en dæmonisk skygge, der forfølger hende, og mens skyggen bliver stadig større, frækkere og dominerende, bliver hun bare mindre og mindre. Til sidst tager hendes forældre hende med til hjernevrideren Simon Frøjt, som bl.a. kigger i krystalkugler, og da pigen kigger med, opdager hun helt bogstaveligt, at hun er blevet den store og skyggen den lille.

Ikke overraskende handler historien om, at hun skal lære at kontrollere sit eget liv. Men den er fint fortalt og helt vidunderlig fortolket af illustratoren. Hvis der er noget, Tine Modeweg-Hansen kan, er det at tegne små rørende og uskyldige drenge og piger med kuglerunde øjne og glade gummiben. Se bare billedet, da den lille pige får øje på sig selv i krystalkuglen og allernederst i billedet den lillebitte skygge. Den glæde og selverkendelse, man læser i hendes øjne, giver varme helt ned i maven.

En af Simon Frøjts fætre må være Munter-Fritsen, som vi møder i Linda Kleins debutbog, De tre små mænd og Munter-Fritsen, fra samme år. Tre små mænd lever et uendelig kedsommeligt liv, da Munter-Fritsen pludselig dukker op og bringer magien og koloritten ind i deres tilværelse. På billedsiden er farverne først brune og beige. Tine Modeweg-Hansen har givet de små mænd ens marineblå joggingdragter og slippers på om søndagen, og deres kropsholdning er ludende, øjnene kun halvåbne. Men så blæser Munter-Fritsen tryllestøv over deres hus, og der kommer knald på farverne. Her er hele neonfarve-paletten brugt: Stærk pink, gul, orange og grøn. Og mændene åbner øjnene og skuer igen ud på livet.

En tredje billedbog om at tage udfordringer op er Rødhætte af Brdr. Grimm. Rødhætte er i Tine Modeweg-Hansens streg en meget nutidig pige, der betragter verden gennem et par kæmpebriller, hvilket både hendes mor og især bedstemor gør, og det forklarer måske, hvordan ulven kan komme så tæt på.

Der er ikke noget forsigtigt dydsmønster over denne Rødhætte. Det går over stok og sten inde i skoven. Hun springer over bække, klatrer på klipper og møder den i øvrigt meget charmerende ulv med et bredt smil. Flere steder skaber tegneren ekstra fart over feltet, fordi man på en og samme illustration ser Rødhætte i forskellige situationer, en teknik hun har brugt i flere af sine billedbøger. En anden skøn detalje er bedstemorens hår, som nødvendigvis må være en anelse i uorden efter et ophold i ulvens mave, så det står helt elektrisk op i luften på sidste billede.

I denne bog er inspirationen fra de store canadiske skove ikke til at overse: Skoven har intet at gøre med en dansk bøgeskov, Rødhætte bor i en bjælkehytte og pelsjægeren er iført en vaskebjørnshue af en særdeles levende vaskebjørn.

Samarbejdet med Christina Hesselholdt blev videreført i bogen Hjørnet der gik sin vej, som er en oplæsningsbog for børn fra ca. 5 år. Hovedpersonerne i bogen er værelserne i et hus, som Laura og hendes familie er ved at flytte ind i, og især det lille Hjørne i Gangen, der føler sig forbigået ved rengøringen og går sin vej.

Den absurde historie er ikke nem at illustrere, men tegneren har valgt at bygge energien op ved først at tegne de tomme værelser, der præsenterer sig selv og efterhånden befolke dem med de livsglade og sprudlende familiemedlemmer. Den støvsugende far kan give enhver inspiration til en påkrævet rengøring

Den vrangvendte bamse er en finurlig historie af Louis Jensen om at være rigtig, så blive forkert og pludselig overgive sig til at synes, at det forkerte er det rigtige

På første opslag bruger Tine Modeweg-Hansen igen teknikken med at vise et tidsforløb inden for samme billede. Forrest sidder en tilfreds lille pige og krammer sin lige så tilfredse, mørkebrune bamse. Lige bagved kigger hun forskrækket op, så ser vi morens ben og pigen, der krampagtigt haler i bamsens ben. Og i fjerde del af billedet har hun kæmpet imod helt hen til vaskemaskinen, for det er morens mål: Bamse skal vaskes.

Det går, som det skal. Bamse bliver vendt på vrangen og efter en tur i vaskemaskinen ender den gul og ren på tøjsnoren. Så langt, så godt. For et vindpust blæser bamsen ind i buskene, hvor nabohunden til sidst finder den. På det tidspunkt er bamsen så frustreret, at den er ganske tilfreds med at blive fundet af en hund. Måske er det ikke nemt at se tingenes rette sammenhæng, når man glor sig selv ind i nakken. Heldigvis bliver bamsen retvendt igen!

Vi er ikke længere i Canada på Tine Modeweg-Hansens billeder. Det er dansk sommer med saftiggrøn græsplæne, rabarber og ærter i haven og blomstrende staudebede. Måske har længslen efter det danske sommerland været til stede under arbejdet.

Helt uvurderlige er billederne af bamses sammenrimpede øjne og mund, da den ligger under rabarberbladet. Sådan ser en strikket bamse naturligvis ud på vrangen. Den gule bamse bliver mere og mere syrliggul, mens dens surhed vokser. Ansigtet lyser af utilfredshed. Her ligger virkelig en bamse med alt sit indvendige kværulanteri udenpå.

Tine Modeweg-Hansen er en illustrator i fortsat udvikling, og hun er en fremragende fortolker. Der er poesi og indlevelse i hendes illustrationer og masser af livsglæde i de kærlige portrætter af små uskyldige børn med kuglerunde øjne. Man kan ikke andet end holde med og af dem. Hun forholder sig til sine tekster, det må ikke være ligegyldigheder og formatet skal ikke være for småt, for hun arbejder stort, udnytter historien, papiret og fladerne fuldt ud. Det giver af og til overvældende billeder, men det er billeder, der giver glæde videre til betragteren, og som i den seneste bog kan minde om Ib Spang Olsens illustrationer - selv om hun har sin helt egen stil.