Ulf Stark

I tidens løb har Stark ændret sine temaer. I midten af 1970’erne udkom de tidstypiske, socialt indignerede, politiske og samfundskritiske Petter och den röda fågelen og Petter och de upproriska grisarna . Petters dresserede og foretagsomme gris gør både oprør mod undertrykkerne og opretter endda en guerilla.

Tematikken i Tossehoveder og Tørvetrillere er af eksistentiel karakter - nemlig at ændre rolle/identitet. Det er den også i Lad isbjørnene danse, men her sættes den mesterligt i et socialt og samfundsmæssigt perspektiv. Motivet i Lad isbjørnene danse har i øvrigt bevidste paralleller til B. Shaws Pygmalion, hvor Lasse er Eliza og stedfaren og læremesteren Hilding hedder Higgins.

Endvidere er der paralleller mellem Lasses og Ulf Starks egen identitets-søgning. En tid lavede Ulf ballade og skulkede fra skolen. Senere prøvede han at blive den bedste i klassen. "Jeg svingede mellem følelsen af at være et geni, at stå over alle andre og bare at være ængstelig og lille."

Förbjudet, Konflikter, Kärlek, Rädsla og Vänskab, var titler på tekster, som Ulf Stark fik udgivet i 1981. Tilføjede man "sorg" og "glæde" dækkede ordene meget godt de fleste temaer, forfatteren har taget op siden sit gennembrud.

Et fælles træk ved forfatterskabet er, at bøgerne fortæller om børn og unge, der pludselig befinder sig i vanskelige situationer, men som alligevel kommer igennem dem som ændrede personer med en styrket identitet.

Uanset hvor alvorlige temaer kan være, bæres fortællingerne ofte af en umiddelbar og barok humor som f.eks. i Tossehoveder og tørvetrillere, der blandt andet handler om muligheder og erfaringer livet giver på tværs af generationerne.

Mødrene er som regel dominerende i bøgerne, mens fædrene må nøjes med at spille andenviolin. De er ofte sårbare, omsorgsfulde og rørende venlige som Lasses far i Lad isbjørnene danse. Måske er der en sammenhæng mellem disse far-figurer og Ulf Starks bearbejdelse af erindringen om sin egen far.

I Starks bøger har musikken en stor betydning. Ofte spiller mindst én af hovedpersonerne, som morfaren og moren i Tossehoveder og Tørvetrillere og Lollo i Lad isbjørnene danse, eller også betyder en bestemt slags musik meget for en af personerne. Og i Guldhjertet har musikken en helt afgørende rolle.

Ulf Starks sprog er ofte enkelt og elegant og handlingen hæsblæsende humoristisk. Men han kan også blive poetisk og stilfærdig som i Guldhjertet, hvor budskabet er, at vil man opnå og udtrykke noget ægte, skal det komme fra hjertet - hvad enten det drejer sig om musik eller kærlighed.

Min ven Percys magiske gymnastiksko fra 1991 blev den første af foreløbigt tre bøger, hvor forfatteren direkte henter inspiration fra sin egen opvækst i Stureby.

Der er dog ikke tale om selvbiografier, men "rekonstruktioner af alternativ barndom", som Ulf Stark udtrykker det og fortsætter: "Når mine gamle kammerater læser bøgerne, kan de ikke genkende det hele."

Selv om hændelserne er omformede eller opdigtede, har forfatteren dog bevaret de fleste navne. En undtagelse er Percy, som ikke eksisterede, men er et navn forfatteren har taget fra de persienner, hans far prøvede at sælge til Sturebys beboere i 1950’erne.

Når Ulf Stark kan bruge erindringen på denne måde, kan det måske forstås ud fra hans eget udsagn om, at han allerede som 13-årig var eminent til at lyve (læs også side 25 i Farvel Stureby ). I så fald må man konstatere, at han skriver mindst lige så godt som han lyver.

Den tredje bog, Farvel Stureby - og andre noveller, er dog tilsyneladende mere selvbiografisk, men man ved jo aldrig med Ulf Stark.