"Vi har alle sammen prøvet at stå i en skolegård til de der forfærdelige forældreting og ladet, som om vi hygger os," siger Lotte Kirkeby Hansen.
Hendes seneste roman “Hvis man ikke vidste bedre" prikker hul på forestillingen om parcelhusdrømmen med den gode mor og den lykkelige familie i fortællingen om en kvinde, der tager livtag med, hvor meget man skal lade som om, man er lykkelig i noget, man ikke rigtig er lykkelig i, og hvor egoistisk kan man tillade sig at være som mor i de livsvalg, man træffer.
Det er de nære relationers dilemmaer, ansvaret over for sig selv og ansvaret over for andre, der løber som en rød tråd gennem Lotte Kirkebys forfatterskab.
Her kan du møde hende i et veloplagt interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg. Lotte Kirkeby er forårets anden gæst i Forfatterstafetten, hvor du kan opleve 10 af tidens mest populære og kendte forfattere.