
En slægtsroman på tværs af fortid og fremtid, Danmark og USA, et intenst trekantsdrama, en islandsk dystopi og en septologi in-the-making. Det er blot nogle af de bøger vi skal tale om i Forfatterstafetten, som er tilbage i sin femte sæson.
Vi lægger stærkt ud med Theis Ørntoft, som er aktuel med "Jordisk", en murstensroman som over 595 sider følger tre generationer fra 1967 til 2036. Vi taler med Kamilla Hega Holst om den lige så massive "386", en roman, som indeni sit opsigtsvækkende pink omslag både rummer en talgåde og en kærlighedshistorie. Begge bøger har været længe ventede og netop udkommet til store anmelderroser efter mange års hårdt skrivearbejde.
Mød islandske Friða Ísberg i et interview om sci-fi-dystopien "Mærket", som følger en række karakterer i et overvågningssamfund i en ikke så fjern fremtid i Reykjavik, og svenske Karolina Ramqvist, som fortæller om sin inderligt intense autofiktion "Brød og mælk". Vi møder også engelske Tessa Hadley, som er aktuel på dansk med "Fri kærlighed", hvori et begær mellem husets frue og en ung gæst i familien er det eksplosive udgangspunkt.
Senere i sæsonen møder vi Joakim Garff, aktuel med "Solisterne", hvori H.C. Andersen og Søren Kierkegaard tager på en fiktiv rejse sammen ned gennem Europa, og Sternberg, aktuel med den nye digtsamling "Fremmeddigte".
Vi glæder os til at tale med Asta Olivia Nordenhof om den djævelske toer i serien om Scandinavian Star, og Kenneth Bøgh Andersen, som med "Dracula genfortalt" fuldender sin trilogi om gyserklassikere.
I støbeskeen har vi også interviews med Luka Holmegaard, aktuel med "Havet i munden", og mange flere.
Følg med her på siden og på Facebook, hvor vi ugentligt lancerer dugfriske interviews med sæsonens aktuelle forfattere om nogle af tidens mest spændende nye bøger.