Portræt af Elly Griffiths
Foto: Simon Klein Knudsen

Elly Griffiths

journalist Rebekka Andreasen. December, 2022.
Top image group
Portræt af Elly Griffiths
Foto: Simon Klein Knudsen

Indledning

Under pseudonymet Elly Griffiths er den engelsk-italienske forfatter Domenica De Rosa især kendt for krimiserien om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway, der hjælper politiet i drabssager. Kendetegnende for serien er fokus på historie, arkæologi, mytologi og religion, ligesom naturen i Norfolk nordøst for London er central. Udover serien om Galloway har Elly Griffiths skrevet to andre krimiserier, hvoraf den ene foregår i 1950’ernes Brighton, ligesom hun har skrevet krimier for børn.

134495677

 

 

Blå bog

Født: 17. august 1963 i London.

Uddannelse: Mastergrad i Engelsk, King’s College London, 1984.

Debut: The Italian Quarter, 2004 som Domenica de Rosa. The Crossing Places, 2009 som Elly Griffiths.

Litteraturpriser: Mary Higgins Clark Award, 2011. Edgar Allan Poe Award, 2020.

Seneste danske udgivelse: Stencirklen. Gads Forlag, 2022. (Ruth Galloway, 11). Krimi. (The Stone Circle, 2019). Oversætter: Lærke Pade.

Inspiration: Wilkie Collins, Val McDermid, Reginald Hill og Charles Dickens.

 

Elly Griffiths fortæller om karakteren Ruth Galloway. Gads Forlag, 2018.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Ruth kan ikke forklare, ikke engang over for sig selv, hvordan det kan være, at en kvinde, der er født og opvokset i det sydlige London, kan mærke sådan et sug efter disse ugæstfri marskområder, disse øde mudderbanker, denne ensomme, ubønhørlige udsigt.”

”Pigen under jorden”, s. 15.

Domenica De Rosa, kvinden bag Elly Griffiths, er en årgang 1963, og hun er vokset op i London med en italiensk far og en engelsk mor. Da forfatteren var fem år, flyttede familien til Brighton, hvor hun i dag bor med sin mand, der er arkæolog.

Allerede som 11-årig skrev Elly Griffiths en roman til skrivebordsskuffen om et drab i en landsby i Sussex, og da hun gik i gymnasiet, digtede hun, som den fan, hun var, videre på den amerikanske tv-krimi Starsky and Hutch. Domenica De Rosa opdagede, hvordan hun med sine historier kunne få kammeraterne til både at le og græde.

Efter en masteruddannelse i Engelsk fra King’s College i London fik Domenica De Rosa job på forskellige biblioteker i London, og siden blev hun redaktør på forlaget HarperCollins.

Under barsel med tvillinger i 1998 skrev hun den første bog i eget navn, og efter at have skrevet fire bøger om identitet, familie og Italien skrev Domenica De Rosa i 2009 den første bog i Ruth Galloway-serien, ”The Crossing Places” (”Pigen under jorden”, 2018). Hendes agent mente, at hun havde brug for et rigtigt krimiforfatternavn, og sådan blev Elly Griffiths til – inspireret af forfatterens bedstemor, der hed Ellen Griffiths.

Som barn besøgte Elly Griffiths en tante i Norfolk, der fyldte hende med spøgelseshistorier og myter fra det, hun i flere interviews har kaldt et magisk landskab. Pludselig, på en ferie i Norfolk med manden Andy mange år senere, opstod ideen til både plottet til første bog i serien og hovedpersonen Ruth, der er arkæolog og underviser på et fiktivt universitet. På sin forfatterhjemmeside fortæller Griffiths, hvordan hun en dag gik med sin mand i vådområdet Titchwell Marsh. Hendes mand fortalte, at mennesker i fortiden troede, at moseland var helligt. Fordi det hverken er land eller hav, hverken liv eller død, men noget indimellem. En slags bro til efterlivet. Som Elly Griffiths siger på hjemmesiden: ”Da han sagde det, dukkede hele plottet til ”The Crossing Places” op, fuldt formet i mit hoved, og mod mig, ud af tågen, så jeg Doktor Ruth Galloway. Hun stod helt klar og færdig for mig. Jeg vidste straks alt om hende ned til hvilken kiks, hun spiser.” (Frit oversat fra ellygriffiths.co.uk).

Ruth Galloway-serien

”Ruth løber foroverbøjet tværs over marsken. Hun falder ned i mudrede bække, så lang hun er, kradser sig op, kan smage blod i munden, kommer på benene og falder igen, denne gang ned i en dam, der er omkring 30 centimeter dyb. Hun sprutter og får rejst sig igen. Marsken er fuld af den slags vandhuller, og nogle af dem er flere meter brede.”

”Pigen under jorden,” s. 256.

Med sine foreløbig 15 krimier om arkæologen Ruth Galloway, hvoraf 11 indtil videre er udkommet på dansk, smelter Elly Griffiths fortid og nutid sammen. Som en politimand graver også en arkæolog i fortiden for at finde spor og få svar, og i serien hjælper arkæologen Ruth Galloway politiet i Norfolk i drabssager, hvor der er fundet knogler.

Hvert bind i serien rummer en arkæologisk opdagelse sideløbende med en nutidig krimigåde. I første bind, ”The Crossing Places” fra 2009 (”Pigen under jorden”, 2018), er der tråde tilbage til jern- og bronzealderen, mens Elly Griffiths i seriens femte bind ”Dying Fall” fra 2013 (”Det tavse vidne”, 2019) tager myten om Kong Arthur under krimikærlig behandling. Andre bind i serien har spor, der fører tilbage til Romerriget og 2. Verdenskrig.

Netop ved at vælge en arkæolog, eller biologisk antropolog, som Galloway egentlig er, undgår forfatteren at overklistre et landområde med fiktive lig, for, som Elly Griffiths siger: “Der er masser af døde kroppe i Norfolk, men mange af dem er tusindvis af år gamle. Så hvorfor ikke bruge nogle af dem?” (Rebekka Andreasen: Interview med krimiforfatter Elly Griffiths. Vildmedkrimi.dk, 2018-01-09).

46852893

Ruth Galloway er akademiker med stort a. Hun er anerkendt for sit arbejde, intelligent og egenrådig, og så er hun, ganske som forfatteren, der har opfundet hende, vild med katte og Bruce Springsteen. Hun befinder sig godt i sit eget selskab. Også vicekriminalkommissær Harry Nelson fra Norfolk Politi er central i serien, og det er især de to, der er bøgernes fortællestemmer. Nelson er en dygtig politimand, brysk og utålmodig, gift, har Blackpool-accent og så kører han altid, som er han på jagt efter en mistænkt; stærkt.

Udover Galloway og Nelson går adskillige karakterer igen, og især Michael Malone, kendt som Cathbad, udvikler sig fra en bifigur til en af seriens bærende karakterer. Udover at være laboratorieassistent betragter han sig selv som druide og shaman, og han følger altid sine instinkter. Og så er han et solidt anker i Ruths liv. I hvert bind møder læserne også Nelsons team af betjente, Nelsons hustru Michelle, der er frisør, og Ruths tætte veninde Shona, der er lektor i engelsk litteratur. Modsat Galloway ved Shona altid, hvordan hun binder et tørklæde på den smarte måde.

Første gang, læserne møder seriens heltinde, er hun omkring 40 år og bor alene med sin kat, men allerede i første bind sker der noget, der ændrer Ruth Galloways liv dramatisk. Gennem serien udvikles Galloways og Nelsons forhold, og deres relation bliver stadig mere kompleks. Serien blander historie, mytologi, religion, myter og moderne krimigåder med aktuelle temaer, hverdagsforviklinger, hente-bringe-logistik og kærlighedskvaler.

Fælles for bøgerne er, at de især foregår i området omkring Norfolk og byen Kings Lynn, og naturen er en slags hovedperson på linje med Galloway og Nelson. Moser, lumsk tidevand, sandbanker, klipper, klitter og saltmarsken, som Ruth bor på kanten af, får plads og skaber atmosfære i bøgerne.