Når krigen slutter

Citat
”Til at begynde med gik de med afstand mellem sig. Men da han rakte hånden ud, tog hun den. De gik ned til stranden hvor de fleste af jollerne lå med bunden i vejret. De satte sig med ryggen mod en jolle, og Helmut sad lidt og kiggede ud over havet. Så begyndte han at nynne (…) De kunne ikke blive siddende sådan. Der kunne komme nogen.”


”Når krigen slutter”

I 2018 udgav Bent Haller ”Når krigen slutter”, der handler om Anden Verdenskrig og i særdeleshed de menneskelige og vidtrækkende konsekvenser, som krigen bragte med sig. Året er 1940, og den unge kvinde Edith lever på mange måder et almindeligt liv. Hun har rødder i en arbejderfamilie og kommer i huset hos en mejerist, hvor hun passer børn og gør rent. Hun er kæreste med Mathis, som hun planlægger at blive forlovet med trods sine lidt lunkne følelser for ham.

Til en fest møder hun imidlertid en mand, Helmut, der viser sig at være østrigsk soldat. Hun forelsker sig i ham, men af frygt for at kaste skam over familien og blive udråbt som ”tyskertøs” holder de deres forhold hemmeligt. Edith bliver gravid og må træffe den svære beslutning at lade sit barn vokse op hos bedsteforældrene for ikke at påkalde sig mistanke om, hvem faren i virkeligheden er.

55107289

Romanen kredser om tiden efter krigens afslutning, der for de fleste var en lykkelig tid, men som for nogle, heriblandt Edith, kun var begyndelsen på et liv i frygt for at blive afsløret for at have været sammen med ’fjenden’. For disse piger sluttede krigen aldrig rigtig. I samfundet var der dengang konsensus om, at kvinder, der havde været sammen med besættelsesmagten, skulle udskammes. For disse kvinder var det derfor en stor frygt at blive afsløret. ”Når krigen slutter” sætter ansigt på, hvordan det er at blive forelsket i den forkerte og leve resten af sit liv i angst for, at det bliver opdaget. Og ikke mindst, hvordan det også påvirker relationen mellem mor og barn.

Romanen tegner et detaljeret samtidsbillede af Danmark dengang med udgangspunkt i Frederikshavn, hvor romanen foregår. Det er ikke tilfældigt, at forfatteren tager afsæt i netop dette sted, for det er her, han selv kommer fra. Karakteren Edith er også inspireret af hans egen mors historie med at leve med denne svære hemmelighed under – og i særdeleshed efter – krigen.