Med hjertet i hånden

Citat
”For galskaben vil gerne dominere og have, at vi tager den meget alvorligt. Men Suzanne Brøgger udstiller den, så vi kan se, hvor tosset den er. Jeg prøver at låne hendes blik og stiller mig lidt på afstand af galskaben. På afstand af min mor. Med en cigaret i hånden.”
”Med hjertet i hånden”, s. 54.

En frostkold januarnat i 2018 tager Liv Helms mormor og morfar en overdosis morfin og sovepiller og lægger sig ud i natten for at dø. Siden de mødte hinanden, har de haft en pagt om at gå i døden sammen, når den ene af dem ønskede det, og nu er det tid. Med den scene åbner Liv Helm sin selvbiografiske debutroman ”Med hjertet i hånden” (2024), der er en jegfortælling i nutid.

Deres død sætter gang i et større arbejde med at forstå, hvem de var, hvem hendes forældre er og hvem hun selv er. Liv er teaterinstruktør og kæreste med Aslak, som hun har en lille datter sammen med, og som frier til hende dagen efter bedsteforældrenes begravelse. Deres grundkonflikt er den abort, Liv fik, lige da de mødte hinanden, og at Liv har svært ved at forpligte sig til ham ud af en frygt for ikke at kunne elske.

138105083

Livs mor siger, at Liv ikke er ”bange for menneskelige dybder”, og netop denne nysgerrighed og insisteren på sårbarhed giver hende mod og styrke til at dykke ned i mørket. For bag hendes afgrundsdybe frygt for at elske ligger de svigt og overgreb fra barndommen, som hun hidtil har fortrængt. Hun opsøger en barndomsveninde, der kendte til overgrebene, hun ringer til børnepsykiatrisk afdeling, som hun talte med dengang, og hun spørger sine forældre, hvad der skete og hvordan de kunne leve med det. Selv på teaterscenen rykker overgrebet med ind, og hun dykker ned i Henrik Ibsens værker, der er fulde af overgreb. I det hele taget spejler hun sit liv i litteraturen og i dramaet, som da hun sætter forestillingen ”Brøgger” op om Suzanne Brøggers liv og i det arbejde får nyt lys på at have en psykisk syg mor. Hun vil lave teater med ”hjertet i hånden”, og som sådan er bogen et stykke kunst med hjertet i hånden. Dybfølt og tvivlende, sårbart og modigt skriver Liv sig gennem sit liv for både at åbne sig for kærligheden, ægteskabet og det næste barn. Og mest af alt for sig selv.

Med mormorens formaning om at være stærk har Liv hele sit liv rejst sig og ikke kigget sig tilbage, når noget var svært. Men med selvmordet fik hun modet til ikke at være stærk, men faktisk være i det svære og vende sig om og kigge mørket lige i øjnene.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Med hjertet i hånden"