Portræt af Liv Helm
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Liv Helm

cand.mag. Anne Vindum, 2024. Opdateret september 2025.
Top image group
Portræt af Liv Helm
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Forfatter og teaterinstruktør Liv Helm debuterede i 2024 med den selvbiografiske roman ”Med hjertet i hånden”, der med afsæt i hendes bedsteforældres dobbelte selvmord sender hende ud på en afklarende opdagelsesfærd i, hvem hun selv er og hvad der har formet hende. Helm skriver både faktuelt og emotionelt om kærlighedens veje og vildveje i et personligt værk rundet af kulturelle referencer og en insisteren på at ville forstå, hvorfor det er så svært at elske. I ”Hvis du er bange, så ryk tættere på” fra 2025 ser en kvinde tilbage på de overgreb, hun blev udsat for som barn – og som ingen voksne tog ansvar for at beskytte hende imod.

141416782

 

Blå bog

Født: 21. januar 1985.

Uddannelse: Den Danske Scenekunstskole, 2015.

Debut: Med hjertet i hånden. Gyldendal, 2024. Roman.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste danske udgivelse: Hvis du er bange, så ryk tættere på. Gyldendal, 2025. Roman.

Inspiration: Suzanne Brøgger.

 

 

 

 

 

Videoklip

Liv Helm taler om "Hvis du er bange, så ryk tættere på" med Forfatterwebs Birgitte Bartholdy. September 2025.

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Så snart jeg begynder at arbejde med de forskellige følelser i dansen, sker der noget med mine tanker. Jeg tænker på min mormors dødskamp. På min mors psykotiske krop. På det foster, jeg engang skilte mig af med i en abort. Og på de seksuelle overgreb, jeg blev udsat for som barn. Nogle af de største sår springer op i mig i dansen.”
”Med hjertet i hånden”, s. 32.

Liv Helm er født i 1985 og er vokset op som enebarn. I sin barndom boede hun i socialt boligbyggeri sammen med sin mor, og hendes mormor og morfar var nogle af de vigtigste voksne i hendes barndom.

I et interview med Weekendavisen fortæller Liv Helm, at hun fik en interesse for kunst fra en tidlig alder, ikke mindst de ekspressive kunstnere Francisco Goya, Edvard Munch og Francis Bacon: ”Jeg var 14 gammel, da jeg for første gang oplevede, at kunsten kan gøre indre tilstande til ydre udtryk. Til farvestrålende, fantasifulde motiver.” (Anna Raaby Ravn: Ud af skjul. Weekendavisen, 2024-03-08).

I 2015 blev Liv Helm uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, og i 2021 blev hun kunstnerisk chef for Husets Teater i København, hvor hun blandt andet har instrueret Olga Ravns ”Mit arbejde”. På Det Kongelige Teater har hun instrueret forestillingen ”Hex”, og som instruktør har hun modtaget flere priser, bl.a. for forestillingen ”Brøgger” på Teater Republique, om forfatteren Suzanne Brøgger.

Liv Helm ser sig selv som historiefortæller, og hun har fortalt sin egen families historie i sin selvbiografiske debutroman ”Med hjertet i hånden”, der udkom i 2024. Den tager afsæt i hendes bedsteforældres dobbelte selvmord i januar 2018 og det personlige opklaringsarbejde, der fulgte: ”Jeg gik til mit eget liv, som jeg går til de dramatiske tekster, til mit arbejde: Jeg ville afdække, blotlægge, oplyse alt det, der var mørklagt og ufortalt,” siger hun i et interview med Weekendavisen og udfolder ønsket om at udvide rammerne for, hvad vi taler om: ”Jeg vil gerne rykke ved hegnspælene for, hvad vi tolererer i vores samfund, hvad vi skjuler – og dermed beder nogle få om at bære for os. Det er jo det, jeg vil – som historiefortæller, som instruktør, som menneske.” (Anna Raaby Ravn: Ud af skjul. Weekendavisen, 2024-03-08). Helm har ikke villet skrive en offerhistorie, men i stedet insistere på, at smerte og skønhed hænger uløseligt sammen. I romanen ”Hvis du er bange, så ryk tættere på” fra 2025 fortsætter Liv Helm afsøgningen af sin egen historie, her gennem læsningen af en aktindsigt om de overgreb, hun blev udsat for som barn.

Liv Helm er bosat i København med sin mand og deres to døtre.

Aktuelt værk: Hvis du er bange, så ryk tættere på

”Mens jeg skriver dette, får jeg tanken, at et svar på, hvorfor pigens mor bliver ved med at lade faren se pigen, er, at det skylder hun ham. Hun har trukket sig fra ham og fået en ny kæreste. Hun kan ikke også tage pigen fra ham.
Savnede min far min mors krop? Troede han, at jeg var hende?”
”Hvis du er bange, så ryk tættere på”, s. 62.

I 2025 udgav Liv Helm romanen ”Hvis du er bange, så ryk tættere på”, der er tæt forbundet med ”Med hjertet i hånden” i såvel form som indhold.

Romanens jegfortæller Liv er taget i sommerhus med sin mand Aslak og deres døtre på to og otte år. Et par dage inden afrejse har hun modtaget aktindsigt i den journal fra 1993, der tegner ridset af de overgreb, hun som otteårig blev udsat for af sin far. Nu dykker hun ned i journalen, og romanen skifter mellem scener fra pigens barndom og dagene i sommerhuset, hvor ikke mindst hendes rolle som mor fylder meget. Hun er optaget af give lyst fremfor frygt videre til sine børn, men havner igen og igen i indgroede mønstre af bekymring og frygt.

141416782

Journalen refererer fra de møder, pigen, hendes forældre og morens kæreste blev indkaldt til, efter at pigen fortalte sin mor om overgrebene. Psykologen er inkompetent til at beskytte pigen fra hendes far, pigens mor varetager primært sine egne interesser og faderen er følelsesmæssigt manipulerende og truer pigen med selvmord, hvis hun går fra ham. Det stiller pigen et ensomt og udsat sted, og hun gør alt, hvad hun kan for ikke at være til besvær. I stedet for at leve et bekymringsløst børneliv, begynder lille Liv at passe på sine forældre og føle sig forkert, hvilket trækker spor ind i ungdommens spiseforstyrrelse og i voksenlivets relationer.

Tekstuddragene fra journalen er i kursiv, og sætninger er fremhævet for at illustrere, hvor lidt de voksne omkring hende tog sig af hende: ”Moren magtede ikke at snakke med hende.” (s. 45). For at nærme sig Pigen, hun var engang, skriver hun hende frem som et ’hun’: ”Det er ikke et ’jeg’, for det er ikke længere mig.” (s. 21), og der optræder direkte dialoger mellem Liv og Pigen. Et møde med barndomsveninden K, som også blev udsat for faderens grænseoverskridelser, bliver forløsende for dem begge, da oplevelserne dengang får en anden validering.

”Hvis du er bange, så ryk tættere på” skildrer verden fra barnets perspektiv, så man både får indsigt i pigens rationaler og oplevelse af at blive overladt til sig selv - og den voksnes forståelse af samme. Læsningen kryber under huden, netop fordi barnets rene oplevelse af svigt formidles så præcist og nøgternt, som en hjerteskærende kendsgerning.