roskva koritzinsky
Foto: Håkon Borg

Roskva Koritzinsky

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, maj 2019.
Top image group
roskva koritzinsky
Foto: Håkon Borg

Indledning

Når norske Roskva Koritzinsky skriver om menneskelige sårbarheder, har de oftest rod i barndommens og familiens univers. Der er masser af rus (både forelskelsens og stoffernes) og livssmerte hos Koritzinsky, blandt andet i hendes første bog på dansk, ”Jeg har endnu ikke set verden”. Som titlen antyder, går karaktererne i vid udstrækning med skyklapper på og har problemer med både at se sig selv og at knytte bånd til andre.

Koritzinskys værker er knyttet sammen af brudstykker, der tilsammen udgør et fletværk af fortællinger, som læseren i vid udstrækning selv må hive mening ud af. Når det lykkes, bliver man i sandhed beriget.

54680961

Blå bog

Født: 13. juli 1989 i Frederikstad.

Uddannelse: Ba. i socialantropologi fra Oslo Universitet.

Debut: Her inne et sted. H. Aschehoug & Co.

Litteraturpriser: Aschehougs debutantpris, 2013.

Seneste udgivelse: Jeg har endnu ikke set verden. Batzer & Co., 2018. Oversat af Jannie Jensen. (Jeg har ennå ikke sett verden, 2017).

Inspiration: Clarice Lispector, Fleur Jaeggy og Judith Hermann.

 

Dobbeltinterview ved Umeå Internationale Litteraturfestival 2019 med forfatterne Roskva Koritzinsky og Susanne Ringell, der begge var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.:

Artikel type
faktalink

Baggrund

”En gang havde datteren været så meget krop – brugte bleer, beskidte hagesmække, fugtige sutteklude – men nu var hun slet ikke krop, ligesom en marmorstatue eller et fotografi, kold og uden duft. Den gule rand – af sminke? Af sved? – var et næsten utroligt syn, hun strøg fingerspidsen over den, kærligt.”

”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 22.

Roskva Ørmen Koritzinsky blev født den 13. juli 1989 og voksede op på et fritidslandbrug i den sydlige del af Norge, i Rolvsøy i Frederikstad. Hun betegner sine forældre som ”radikale” og beskriver sin barndom som en tid, hvor det var naturligt at tale om alt fra politik til livets mørke sider. Koritzinsky var Steinerskolebarn, og både forældrene og bedsteforældrene arbejdede med misbrugsbehandling. Selvom hun som barn og ung var mest optaget af at drikke the med veninderne, læse bøger og skrive digte, gik hun også til ballet igennem seks år, men hun siger selv, at hun intet talent havde.

I et interview med kvindemagasinet Kvinner og Klær fortæller Koritzinsky, at hun som barn var meget optaget af spørgsmål, der tilhørte de voksnes verden. Hun beskriver sig selv som et barn, der var kejtet og genert sammen med jævnaldrende – for voksen og barnlig på samme tid. Hun har dog tilsyneladende aldrig været bleg for at udfordre sig selv, hvilket blandt andet har givet sig udslag i, at hun som 17-årig deltog i TVNorges realityserie ’Feriekolonien’. Her var konceptet, at deltagerne, der alle var unge, skulle leve som i 1950’ernes feriekoloni, hvor hygiejne, ordentlig kost og fysisk uddannelse var i centrum.

Om baggrunden for at deltage fortæller Koritzinsky til Frederikstads Blad: ”Jeg meldte mig til Feriekolonien, da det at leve på 50’ernes præmisser med fokus på fysisk uddannelse er meget langt fra min personlighed og min livsstil. Jeg ser på det hele som en slags eksperiment, en udfordring som jeg synes det er spændende, om jeg mestrer.” (Eksperimenterte på feriekoloni. Frederikstad Blad, 2007-01-09. Egen oversættelse).

Som 19-årig flyttede Koritzinsky hjemmefra og begyndte på dramalinjen på gymnasiet i Halden. Hun flyttede sammen med sin kæreste, som havde en datter fra et tidligere forhold og blev således stedmor. ”Jeg har altid været meget gammelklog, og jeg troede nok, at jeg var færdig med at være ung og feste. Jeg er meget taknemmelig for den periode. Vi havde det vældig fint som familie. Men da forholdet blev afsluttet, følte jeg trang til at være ung igen. Jeg var nok alligevel ikke helt færdig med at være ung,” fortæller Koritzinsky (Hege Løvstad Toverud: Roskva Koritzinsky: Det var et slags sjokk. Kvinner og Klær, kk.no, 2018-06-17. Egen oversættelse).

Koritzinsky har studeret socialantropologi på Oslo Universitet, hvorfra hun har en bachelorgrad. Som ung søgte hun ind på Skrivekunstakademiet i Bergen, men kom ikke ind.

Roskva Koritzinsky debuterede som 24-årig med novellesamlingen ”Her inne et sted”, der blev vel modtaget i Norge. Blandt andet blev den nomineret til Tarjei Vesaas’ debutantpris og hædret med Aschehougs debutantpris.

I 2016 blev hun udvalgt af NORLA – Norwegian Literature Abroad – til at repræsentere Norge og ny norsk litteratur på internationale bogmesser og seminarer. Hun blev endvidere nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2018 med den bog, der på dansk har fået titlen ”Jeg har endnu ikke set verden”.

Om at skrive fortæller hun til Weekendavisen: ”Jeg skriver bedst tidligt om morgenen, før hjernen bliver besmittet af alle ens gamle tanker. Jo længere man kommer op ad dagen, des bedre husker man, hvem man er. Det er dejligt at stå op og skrive fra et sted, hvor jeg endnu ikke er mig selv, ikke helt har en personlighed. Så kan man åbne nogle døre, man ikke ellers har adgang til. Hver gang, jeg holder op med at skrive, mellem bøgerne, så glemmer jeg, hvordan man gør. Så må jeg lære det forfra. Det er besværligt, og det går langsomt, og der kan gå et halvt år, hvor jeg forsøger at skrive, men jeg har glemt, hvordan man får adgang til den tilstand, der gør, at noget kan opstå.” (Linea Maja Ernst: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21).

 

Jeg har endnu ikke set verden

”Måske endte hun med at foragte sine kærester fordi de så hende som den hun var og derfor lænkede hende fast til den hun var og mørklagde hendes håb om en dag at kunne blive en anden.”

”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 57.

Roskva Koritzinskys novellesamling ”Jeg har ennå ikke sett verden” fra 2017 (”Jeg har endnu ikke set verden”, 2018) består af seks noveller, der alle undersøger temaerne kærlighed, intimitet og identitet. Der er ikke meget handling i novellerne, der i stedet er bygget op med inspiration fra collagen eller filmens verden. I bidder, brudstykker og skarptskårne sætninger får læseren indblik i karakterernes livsverdener, som ikke ligefrem er lyse og lette.

I titelnovellen sørger fortælleren over en afdød partner. Det er syv måneder siden, han gik bort, og fortælleren gemmer stadig hans ting for at bekræfte, at deres forhold overhovedet var virkeligt. Hvorfor forholdet føles uvirkeligt, giver novellen ikke et entydigt svar på, men det kan handle om, at de var fremmede for hinandens universer. Som hun siger det: ”du kom fra mørket, mens jeg bare var en blind passager.” (s. 35). Mørket er stoffer, men det er også en opvækst præget af omsorgssvigt.

Hun beskriver ham videre: ”Din respekt for alt som fandtes. Viljen til at lade det være som det er. Kun forsigtigt løfte det op og se på det og stryge over det med fingerspidserne.” (s. 41). Umiddelbart lyder det meget smukt, men den afsluttende sætning kan pege på hans manglende evne til at engagere sig fuldt og helt. Novellen slutter med, at fortælleren ønsker at tillære sig denne evne – måske for at skærme sig mod yderligere sorg.

Det er et tema, der går igen i flere noveller – den ide, at man kan være i verden (i et kæresteforhold især) uden straks at ville påvirke og ændre verden eller den anden. Umiddelbart lyder det jo som den største kærlighedserklæring at lade sin partner være, som han/hun er, men ofte handler det om at mangle evnen til tilknytning. Det gælder også for samlingens første novelle ”Ikke noget om kærlighed”, hvor to unge mennesker indleder et forhold. Umiddelbart accepterer kvinden alle mandens frastødende vaner, og det viser sig, at hun blot er ude af stand til at engagere sig følelsesmæssigt.

Et andet centralt tema i novellesamlingen er dysfunktionelle forhold mellem børn og forældre. Det gælder ikke mindst i novellen ”En enkelt rynke i panden”, hvor datteren kommer hjem til sin mor, fordi hun er lykkelig, men aldrig får fortalt sin mor om denne lykke.