Niels Krause-Kjærs politiske spændingstetralogi, der indledes med ”Kongekabale”, er oplagt at sammenligne med Jesper Malmoses roman ”Borgen” fra 2013, da begge tematiserer magtkampe på Christiansborg, pressens rolle og de personlige omkostninger, det politiske spil har for de involverede. ”Borgen” er baseret på tv-serien med samme titel.
Også Hanne-Vibeke Holsts trilogi, der består af ”Kronprinsessen” fra 2002, ”Kongemordet” fra 2005 og ”Dronningeofret” fra 2008, portrætterer et benhårdt Christiansborg-miljø. Her er hovedkarakteren ikke en journalist, men den fiktive socialdemokratiske politiker Charlotte Damgaard.
En tredje oplagt parallel er Peter Dürrfelds ”En sikker kreds” fra 2017. Lige som hos Krause-Kjær er der både højspændt drama, satire og personligt fnidder i romanen om den afdankede journalist Steffen Ring, der får en ny chance, da han bliver opfordret til at stille op til folketinget for det fiktive parti Team Centre, men så kommer der et mord på tværs...
I Niels Krause-Kjærs roman ”Ude for uden” er det politiske perspektiv også med, men her er hovedtemaet landbrugets udvikling de seneste 70 år. Gården på bogens omslag er Krause-Kjærs barndomshjem, to dage før det blev revet ned, og selvom det er en roman, fornemmer man det personlige islæt i værket. En tilsvarende fornemmelse får man, når man læser Hans Otto Jørgensens mere selvbiografiske roman ”Mamrelund. Dead man walking”, der tager afsæt i forfatterens bror og svigerindes konkurs med familiegården i 2016, og som samtidig giver et indigneret indblik i landbolivet de seneste 150 år. Selvsamme forfatters trilogi ”Ida og Axel” fra 2007, er ligeledes beslægtet med ”Ude for uden”. Igennem et portræt af tre generationer giver trilogien et nærværende billede af landbolivet op gennem det 20. århundrede.
Når vi er ved landbolivet og dets udvikling, er det også helt oplagt at drage paralleller til Jens Smærup Sørensen, der blandt andet i sin prisbelønnede roman ”Mærkedage” fra 2007 har skrevet om dansk landbokultur igennem det 20. århundrede. Også forfattere som Knud Sørensen, Marianne Jørgensen og Vibeke Grønfeldt har landbolivet som centralt tema i deres forfatterskaber.