lemaitre
Foto: Thierry Rajic

Pierre Lemaitre

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, juni 2019.
Top image group
lemaitre
Foto: Thierry Rajic

Den franske forfatter Pierre Lemaitre er især kendt for sine krimier om politikommissær Camille Verhoeven, men han har også skrevet en række selvstændige kriminalromaner. Han er desuden forfatter til den prisbelønnede, historiske roman ”Vi ses deroppe” om to overlevende soldaters kamp for et værdigt liv i årene efter Første Verdenskrig. Romanen blev filmatiseret i 2017, og året efter udkom en selvstændig fortsættelse.

54970625

 

Blå bog

Født: 19. april 1951 i Paris.

Uddannelse: Uddannet psykolog.

Debut: Travail soigné, 2006.

Litteraturpriser: Prix Cognac, 2006. Prix du Meilleur Polar Francophone, 2009. Prix des lecteurs du Livre de Poche-Polar, 2012. César-prisen for bedste bearbejdede manuskript, 2018. Goncourt-prisen, 2013. CWA’s international Dagger Award, 2016.

Seneste udgivelse: Flammernes farve. Lindhardt og Ringhof, 2018. Oversat af Karsten Nielsen. (Couleurs de l’incendie, 2018).

Inspiration: Èmile Gaboriau, Alexandre Dumas, Louis Guilloux.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Alberts hjerte snørede sig sammen, mens han bladrede. For der optrådte ingen døde. Ingen sårede. Ikke et eneste lig. Kun levende. Det var næsten endnu værre, for alle disse billeder nærmest udskreg det samme: Disse mænd skal dø. Det var i en tilstand af betydelig sindsbevægelse, at han lagde Édouards ting på plads.”

”Vi ses deroppe”, s. 61.

Pierre Lemaitre blev født i Paris i 1951. Han voksede op under beskedne kår i et hjem, hvor der var mange bøger. Læsning har derfor altid været en del af Lemaitres liv, og tanken om selv at skrive bøger opstod da heller ikke pludseligt: ”Siden jeg var helt ung, har forestillingen om at blive forfatter været en del af min bevidsthed, og jeg opgav aldrig rigtig den idé.” (Philippa Hawker: Pierre Lemaitre on how a crime novelist won France’s greatest literary prize. The Sydney Morning Herald, 2015-11-02. Egen oversættelse). Efter universitetsstudier i psykologi arbejdede Pierre Lemaitre dog i mere end 20 år som underviser. Han underviste blandt andet bibliotekarer i amerikansk og fransk litteratur, kulturstudier og kommunikation.

Som 20-årig og igen ti år senere færdiggjorde Lemaitre skønlitterære bøger, men de blev begge afvist af forlagene. Først efter mødet med sin anden hustru, Pascaline, i år 2000 fik han igen mod på at udleve forfatterdrømmen, og som 55-årig debuterede Lemaitre i 2006 med krimien ”Travail soigné”. Romanen blev det første bind i en anmelderrost og publikumselsket krimiserie med politikommissær Camille Verhoeven. Lemaitre har siden da kunnet leve af at være roman- og manuskriptforfatter og har skrevet bøger i et imponerende tempo. I sin forfatterkarriere har han trukket veksler på sin uddannelse som psykolog i den psykologiske dybde, som præger figurerne i hans romaner.

Efter endnu et par krimier kastede Lemaitre sig i 2013 ud i en ny genre med den historiske roman ”Au revoir là-haut”. Han modtog samme år Frankrigs mest prestigefulde litteraturpris, Prix Goncourt, for bogen: ”Det er noget ganske særligt for alle forfattere at vinde denne pris, men måske især for mig, tror jeg. Jeg var ikke en oplagt kandidat til prisen, som normalt ikke gives til forfattere, som kommer fra krimiverdenen.” (Philippa Hawker: Pierre Lemaitre on how a crime novelist won France’s greatest literary prize. The Sydney Morning Herald, 2015-11-02. Egen oversættelse). Siden fulgte flere kriminal- og spændingsromaner samt en selvstændig efterfølger til ”Au revoir là-haut”.

Pierre Lemaitre bor i Courbevoie i nærheden af Paris med sin familie. Han er erklæret venstreorienteret, medlem af forfatterforeningen Société des gens de lettres og skriver jævnligt i tidsskriftet Le Magazine Littéraire.    

Irène

”Denne absurde følelse af lykke ved at mærke barnet bevæge sig, som om alt andet i hans liv også var begyndt at bevæge sig (…) Et kort øjeblik så han billedet af pigehovedet sømmet op på væggen. Han jog tanken bort og prøvede at koncentrere sig om Irènes mave, der rummede alverdens lykke, men skaden var allerede sket.”

”Irène”, s. 62.

Pierre Lemaitre debutererede i 2006 med kriminalromanen ”Travail soigné” (”Irène”, 2014), hvor den blot halvanden meter høje, knivskarpe kriminalkommissær Camille Verhoeven får til opgave at opklare to yderst brutale mord. To unge prostituerede er blevet myrdet og skamferet på en usædvanlig voldsom måde. Da han sammen med sine nærmeste medarbejdere dykker ned i sagen, viser det sig hurtigt, at der findes flere bestialske mord begået af samme gerningsmand. De enkelte kvindemord er desuden gentagelser af forbrydelser skildret i kriminalromaner af blandt andre James Ellroy, Sjöwall & Wahlöö og Bret Easton Ellis. Opklaringsenheden får hjælp af både en litteraturforsker og en belæst boghandler. Samtidig synes især en af de journalister, der dækker efterforskningsarbejdet, hele tiden at være yderst velinformeret om nye spor i sagen. På hjemmefronten er Camille Verhoeven gift med den dejlige og højgravide Irène. Der bliver dog ikke megen tid til privatlivet i det intense arbejde med at finde frem til seriemorderen med forkærlighed for krimier, som til sidst kommer uhyggeligt og fatalt tæt på Verhoeven og hans nærmeste.

51387619         

Historien er fortalt over nogle uger i april 2003. Efterforskningen følges dag for dag, og hvert kapital starter med den aktuelle dato. Der er tale om den type krimi, hvor grusomhederne skildres detaljeret og uden omsvøb: ”Huden var delvist flået af, kødet var flænget af dybe sår, og der var tydelige åbninger i maven og vagina med dybe huller omkring, som formentlig skyldtes syre. Det andet offers hoved var blevet sømmet op på væggen i kinderne.” (s. 22).

En central tematik i romanen er forholdet mellem virkeligheden og litteraturens verden. Som den forskruede morder skriver i et brev til Verhoeven: ”Nu skulle fiktionen blive til virkelighed. Eller sagt endnu bedre: Takket være mig kunne der nu ske en sammensmeltning af kunst og liv (…) Jeg gav hende chancen for at træde levende ind i et kunstværk.” (s. 189).   

”Irène” er første bind i Pierre Lemaitres krimiserie med Camille Verhoeven som den centrale figur.