Baggrund

Citat
”Kellys hænder ligger i skødet og hviler slapt som to nedskudte småfugle. Skuldrene er slanke, hvide spyd der sidder helt oppe om ørene på hende. Hun sidder og lytter til ordene der farer henover bordet; mørke, kradsende stemmer.”
”Kelly”, s. 6-7.

Runa Marie Luth er født i Farsø i 1990, og Runa og moren flyttede lidt rundt de første år. De boede blandt andet i kollektiv og hos mormoren, indtil moren købte et hus til dem i Langå, tæt på Randers, da Runa var tre. Det var her i huset, Runa voksede op. Hun brugte det meste af sin tid sammen med sine veninder og beskriver sin opvækst som god, men også svær. Da hun som 11-årig begyndte at skrive, var det blandt andet for at dæmpe en følelse, hun til Forfatterweb beskriver som et ubehag. At skrive kunne både lindre og forstærke følelsen: ”Den der svælgen i ubehaget var ligesom en drivkraft for at skrive. Det var vel både et forsøg på at dæmpe ubehaget, men også et forsøg på at påføre det.” (Marie Hauge Lykkegaard. Interview med Forfatterweb, oktober 2020). 

Hun kom ind på Forfatterskolen i 2015 og dimitterede i 2017. Hun fremhæver sine medstuderende fra årgangene 2015-2017 og 2016-2018 som inspiration. Det er årgange, der blandt andet tæller navne som Jens Kæmpe, Signe Olesen Maxen og Rúni Weihe.

Runa Marie Luth fik i 2020 Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for ”Kelly”, som både er hendes første selvstændige udgivelse og et af hendes første forsøg med at skrive tekster uden for lyrikgenren. Hun fik prisen sammen med Gry Stokkendahl Dalgas, og Lars Bukdahl sagde i sin tale til Runa Marie Luth blandt andet: ’Kelly’ er hurtigt læst, men utrolig svær at få ud af hovedet og kroppen igen, den bliver ved at stikke og syde og flimre med al sin ordmagi og hyperstemning.” (Lars Bukdahl: Spættet, mælket og olivengrå. Litteratursiden.dk, 2020-09-25).

Runa Marie Luth har også udgivet digte i tidsskrifterne Slagtryk og Victor B. Andersens Maskinfabrik.