Måns Gahrton

journalist Marianne Eskebæk Larsen. 2005. Blå bog og bibliografi opdateret marts 2024.
Main image
Gahrton, Måns
Foto: Jessica Gow

Hvordan er det at være teenager, når kabalen med kammerater, forelskelser og pinlige forældre skal gå op? Det har den svenske forfatter Måns Gahrton skrevet en hel del om, blandt andet den meget populære serie om “Eva & Adam”. Historien er udkommet både som bog, tegneserie, tv-film og spillefilm og er lavet i fællesskab med hans faste samarbejdspartner Johan Unenge.
Gahrton har en lang værkliste bag sig med billedbøger for lidt mindre børn og en række manuskripter til tv-serier. Hans fortællinger er båret af en indlevelse i børn og unges tanker og handlinger. Genkendelighed er afgørende i hans univers, hvor kærlighed og relationer i bred forstand er det væsentligste tema. Med humor og varme formidles hverdagens konflikter set fra barnehøjde, altid underlagt en optimistisk grundtone.

137264811

Blå bog

Født: 7. marts, 1961 i Lund i Sverige.

Uddannelse: jurist med speciale i tegneseriers ophavsret.

Debut: Agent Annorlunda, 1986.

Litteraturpriser: Seriefrämjandets Unghunden, 1995 og Serieakademins diplom, 1995.

Seneste udgivelse: Bjørn og Bella sover ude. Bogoo, 2023. (Bosse & Bella sover borta, 2021). Oversat af Susanne Møller Laursen.

Artikel type
illustratorer

Baggrund

“Han sidder med sin gamle telefon på knæet og snakker med Eva, en Eva som er ked af det. Men alligevel kan han ikke lade være med at give telefonrøret et kys, så lettet og glad er han. Den slags gør man altså ikke. At kysse røret er virkelig for fjollet, men der er jo ingen der kan se ham, så skidt med det. - Hvad laver du? spørger Eva. - Ikke noget. Taler i telefon. Med dig. - Det var mærkeligt. Det lød som et kys!”
“Eva og Adam. De bedste uvenner”.

Måns Gahrton er født i Lund og opvokset i Stockholm. Efter eksamen i jura med titlen “ophavsret til tegneserier”, begyndte han at arbejde i forlagsbranchen og sideløbende som forfatter. Stor produktivitet kendetegner forfatterskabet, og det er derfor ikke så overraskende, at Gahrton allerede som femårig tegnede sin første tegneserie, og som seksårig skrev sin første bog.

Gahrton fortsatte med at skrive under hele sin opvækst og elskede ifølge eget udsagn at finde på historier. Men det var først, da han mødte illustratoren Johan Unenge, som kunne realisere nogle af Gahrtons mange idéer, at han turde opsøge et forlag. De mødte hinanden i 1984 til en fest, og inspireret af Tintin skabte de tegneserien “Agent Annorlunda” som udkom i syv album, første gang i 1987. Med “Eva & Adam” fra 1993 kom det store gennembrud, der har gjort Gahrton og Unenge til nogle af Nordens mest læste forfattere blandt børn og unge.

Gahrtons egen barndom var præget af bøger, fodbold og musik og ikke mindst generte forelskelser i piger. Disse hemmelige følelser husker han stadig, og de udgør en væsentlig inspirationskilde i forfatterskabet. Derudover får han inspiration af rejser og bøger. Gahrton har fortsat sit samarbejde med Unenge, men efterhånden er grænserne mellem rollerne som henholdsvis forfatter og tegner blødt op. Eksempelvis har de skrevet “Mållösa United” og en række tv-manuskripter i fællesskab. Måns Gahrton bor i dag i Nacka uden for Stockholm sammen med sin kæreste og to sønner.

Multimedial ung kærlighed

Gahrton og Unenge debuterede i 1987 med tegneserien “Agent Annorlunda” , der handler om den lidt klodsede agent, der sendes på spændende opgaver rundt i verden. Derefter fulgte “Eva & Adam” , der blev bragt som føljetonserie i børne- og ungdomsbladet Kamratposten i 1991. Hovedpersonerne er 12-13 år, og historierne handler om skole, kærlighed og venskab. Tegneserien blev duoens store gennembrud. Der kom mange henvendelser fra læserne, og Unenge og Gahrton lod sig inspirere af de mange forslag og ideer. De besøgte en masse skoler og arrangerede en tegnelejr for unge teenagere. Denne læserinvolvering fremhæves ofte som en væsentlig årsag til seriens store og umiddelbare succes hos målgruppen.

Siden 1993 er “Eva & Adam” udkommet i elleve albums og Gahrton har senere omskrevet serien til ti bøger med illustrationer af Unenge. Bøgerne blev til Gahrtons overraskelse godt modtaget: »Jeg har nemlig været lidt bange for at arbejde med tekst, men eftersom jeg ned til den mest intime detalje kendte hovedpersonerne, så gik det faktisk let at gestalte dem i bogens form. Bøgerne skrev næsten sig selv.« (Portræt på www.evaochadam.com).

21312169

Indtil videre er albums og bøger blevet oversat til seks sprog. Gahrton og Unenge har også skrevet en prisbelønnet Tv-serie, en spillefilm, samt to Cd-rom spil baseret på serien. Undervejs har de lavet en tegneserieversion af Anders Jacobssons og Sören Olssons “Bert”, “Berts Dagbok” (1992), som er udkommet i årlige tegneseriealbums.

I serien “Eva & Adam” er den grundlæggende historie den samme, uanset medie. Den lidt generte Adam er lige flyttet til byen med sine forældre, og han skal derfor starte i en ny skole. Han bliver hurtigt gode venner med Alexander, som er klassens sjove dreng, og lun på Eva, en temperamentsfuld og selvstændig pige. Hun er bedste veninde med Anna, som er interesseret i Alexander. Men han har tilsyneladende kun øjne for klassens smukke pige. Adam begynder at gå til guitarundervisning sammen med Eva, og de finder hurtigt ud af, at de vældig godt kan lide hinanden. Efter en del fnisen og rødmen bliver de kærester.

Centrum i historierne er således denne firebande, hvis periferi er familien og resten af klassen. I hver episode, hvor synsvinklen skifter mellem Eva og Adam, behandles forskellige dagligdags emner som jalousi, venskab og tidskrævende hobbyer.