Erik Aalbæk Jensen

"Perleporten" er en bredt beskrivende roman om et vendsysselsk sogn fra tiden op til besættelsen. Egnen er mærket af landbrugskrisen og åndeligt domineret af vækkelsesbevægelserne. "Æ religion betyder meget her", som den lokale avisredaktør siger. Gennem kristendommen forsones de hårdtarbejdende og hårdtprøvede landboere med deres situation - men troen forhindrer også, at de bliver modtagelige for nazismens lokketoner. Det er blandt de få uden for trossamfundene, nazismen vinder indpas: hos de allerfattigste husmænd, der ikke har overskud til at søge missionens trøst, og hos de få meget velstående, der ikke har behov for den.

I 1971 fulgte "Sagen". Den foregår i samme Vendsyssel-egn som "Perleporten", men godt 25 år senere. Alt er forandret, næsten til ukendelighed. Egnen er ikke længere en slagmark for trosretninger, men for troløse spekulanter. Romanen handler om et egnsudviklingsprojekt, der krakker under uoverskuelige omstændigheder. Ministeriet sender en mand op nordenfjords for at undersøge sagen, men det bliver efterhånden klart, at ingen kan drages til ansvar. Aalbæk Jensen giver et hvast portræt af et samfund, der styres af upersonlige bureaukrater og berigelseslystne forretningsfolk.

Hvorledes kunne det gudfrygtige, missionske samfund forvandles til et spekulanternes Klondyke i købet af få årtier? Det er spørgsmålet, som de efterfølgende tre bind søger at besvare. "Kridtstregen" (1976) fortæller om krigsårene, men gør det fra en overraskende synsvinkel, nemlig forrædernes. Hardy og Bertel er to unge vendelboer, der af vidt forskellige grunde går i tysk krigstjeneste. Den forkuede Hardy oplever nazismen som en social protest mod samfundets mægtige, mens proprietærsønnen Bertel blot følger i sin nazistiske fars spor. Nutidshandlingen udspiller sig i den sidste krigsvinter. De to desillusionerede Østfrontveteraner deserterer fra det indenlandske terrorkorps, hvor de har gjort tjeneste. De flygter op mod deres nordjyske hjemegn forfulgt af både modstandsfolk og gamle korpskammerater.

"Herrens mark" (1990) og "Magtens folk" (1991) skildrer forandringens afgørende år fra krigsafslutningen til de sene 50´eres velstands- og velfærdssamfund. I befrielsessommeren vender journalisten Erling Boelt hjem fra KZ-lejren til hverdagen i den nordjyske provinsby (læs: Frederikshavn). Han genoptager sit gamle job på lokalavisen og oplever, hvorledes besættelsestiden snart fortoner sig som noget uvirkeligt, noget gamle modstandskammerater mindes ved højtidelige lejligheder. Det blev ikke frihedskampens visioner, der kom til at forme samfundsudviklingen, men "magtens folk", en kreds af foretagsomme provinsbymatadorer, der kun respekterer ét princip: den hellige, almindelige berigelseslyst. Efterkrigstiden skildres som en omsvøbenes periode, hvor befrielsesårets klare temaer afløses af politiske studehandler og diskretionens magtsprog. Også kærligheden inficeres af magtpolitikken. Centralt i romanerne står ægteskabet mellem Erling og gårdmandsdatteren Rigmor. Hun går ind i kommunalpolitik for Venstre, drevet af ungdommelig idealisme. Men idealisten forvandles efterhånden til en temmelig gemen realpolitiker, der sætter gamle venskaber over styr for at opnå indflydelse. Politikken forgifter alt - og selv de mest intime problemer løses politisk. Da Rigmor opdager, at Erling har genoptaget sit forhold til en ungdomskæreste, handler hun resolut: En samtale med rivalinden er tilstrækkelig, så er dén affære forbi.

Skildringen af mesalliancen mellem magtmennesket Rigmor og den ubeslutsomme drømmer Erling bliver symbol på tidens generelle moralske konflikter - og på de processer, der førte et stillestående provinssamfund ind i det moderne livs malstrøm.

Få skildringer af det moderne Danmarks tilblivelse ejer disse romaners atmosfærerigdom og episke spændvidde. Aalbæk Jensens vendelbosaga sætter problemer under debat - uden nogensinde at blive forklædt essayistisk. Konfliktstoffet formidles med stor anskuelighed på personernes og hverdagsbegivenhedernes niveau. Forfatteren har engang peget på de islandske sagaer som sit ideal - her udelades alt det, der ikke i strengeste forstand tjener fortællingens gang. Replikken og handlingen fylder fiktionen: det er op til læseren at pejle de politiske og følelsesmæssige understrømme.

Denne "underdrevne" - men langtfra temperamentsløse - fortællemåde er i dyb samklang med de mennesker, Aalbæk Jensen skildrer. Det er karakteristisk, at de sjældent sætter ord på det, der virkelig optager dem. De missionske bønder kender kun ét sprog, der udtrykker følelser: Bibelens, og det kan langtfra altid formulere det, som rumsterer i dem. Og den ny tids pengemænd og politikere, der nok kunne udtrykke sig mere varieret, er snu nok til at holde deres tanker for sig selv. Alle omsvøbene kalder på en fremstillingsform, som selv er antydende omend anderledes sensitiv end personernes.