Kirsten Ahlburg
Foto: Forlaget Turbine

Kirsten Ahlburg

stud.mag. Julie Lystbæk-Hansen, 2014. Blå bog og bibliografi opdateret august 2023.
Top image group
Kirsten Ahlburg
Foto: Forlaget Turbine

Kirsten Ahlburg har et enormt forfatterskab bag sig, og hun lader sig ikke begrænse genremæssigt. Hun skriver til både børn, unge og voksne og såvel spændingshistorier som kærlighedshistorier og eventyr. Fælles for bøgerne er det pædagogiske sigte, som er affødt af Kirsten Ahlburgs mange år som underviser. Ahlburgs psykoterapeutiske baggrund fornægter sig heller ikke i hendes ungdomsbøger, der giver et usminket indblik i pubertetens pinligheder og pirrende kropsbevidsthed. Tunge emner som sorg, tab og svigt kommer også under uforfærdet og ufortyndet behandling i flere af hendes børne- og ungdomsbøger.

 

136670905

Blå bog

Født: 1955 i Esbjerg.

Uddannelse: Uddannet lærer i 1982 og senere psykoterapeut i 1991.

Debut: Skal vi danse. Specialpædagogisk forlag, 1985.

Litteraturpriser: Bogslugeren, 2016.

Seneste udgivelse: Irma og den røde myre. Straarup & Co, 2023. Illustreret af Gunhild Rød. (RAP, 4).

Inspiration: Forfattere som H. C. Andersen, Astrid Lindgren, Dea Trier Mørch og Martha Christensen.

 

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Jeg sætter mig op i sengen, og jeg sveder. Selv i søvnen kan jeg ikke få fred. Det er, som om far hele tiden kalder på mig. Som om jeg skal huske alt det gode, der var, men det gør ondt at huske. For så mærker jeg smerten over alt det, jeg har mistet.”
”Et nyt liv”, s. 12.

Kirsten Ahlburg har siden barndommen haft en stor skrivelyst, og hun er i dag forfatter til over 300 bøger til både voksne, unge og børn. Hun startede sin forfatterkarriere som pioner inden for læselet-genren med bøger til voksne med læsevanskeligheder eller dansk som andetsprog.

Som lærer for indvandrere var hun nødt til selv at skrive tekster til undervisningen, da der på daværende tidspunkt ikke rigtig fandtes bøger i den kategori. Det blev til en lang række bøger i serien Læseværkstedet på Specialpædagogisk forlag.

Sin uddannelse til lærer tog Ahlburg på Esbjerg Lærerseminarium, hvor hun blev færdig i 1982. Efter endt eksamen flyttede hun til Aarhus, hvor hun i 17 år underviste og skrev sine bøger til undervisningsbrug. I disse år tog hun sideløbende en uddannelse som psykoterapeut og startede herefter egen klinik. I 2007 lukkede hun klinikken for at blive forfatter på fuld tid. 

Ahlburgs forfatterskab spænder bredt og retter sig mod mange målgrupper. Hendes søn Morten Ahlburg har været medforfatter på tre af hendes ungdomsbøger. Hun har desuden skrevet romaner og fagbøger til voksne samt været brevkasse- og samlivsskribent ved en række blade og magasiner. Sin erfaring som psykoterapeut og brevkasserådgiver tager hun med sig, når hun skriver for unge om pubertetens fortumlede år.

Nice eller nederen 1 & 2

”Nu er min første menstruation færdig. Jeg bløder ikke mere. Jubi! Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg skal rende rundt med sådan noget stads en gang om måneden. Fyrre år! Mor siger, at det er, fordi jeg skal kunne få børn. Men jeg behøver altså ikke at få børn før om mange år. Hvorfor kunne det så ikke vente, til jeg blev tyve eller tredive?”
”Nice eller nederen – Emma 11 år … snart 12”, s. 28.

Kirsten Ahlburg beskriver de første teenageårs nysgerrighed og spænding gennem karakteren Emma i to bøger under titlen ”Nice eller nederen”. Bøgerne er skrevet i dagbogsform og mimer en tweenpiges tanker og sprog.

I ”Nice eller nederen – Emma 11 år … snart 12” (2011) følger vi den 11-årige Emmas vej ind i puberteten. Hun leger stadig med sin bedsteveninde Line, men pubertetens mange forandringer vækker nye interesser. Tanker om drenge, klassefester, tungekys og menstruation er bare noget af det, Emma nedfælder i sin dagbog. Kroppen kribler og forandrer sig, på både nice og nederen vis. Hår gror, bryster vokser og svedpletter breder sig under armene. Emma både frastødes og fascineres af udviklingen.

29835713

I ”Nice eller nederen 2 – Emma 12 år … snart 13” (2013) prøver Emma at komme sig over ekskæresten Simon. Heldigvis er der andre drenge, som fanger hendes interesse.

Hun får sig en ny veninde i Nana fra klassen, som introducerer hende til øl, smøger og Justin Bieber. Justin Bieber er hun vild med, mens øl og smøger ikke lige er hendes kop the. Hun skal også vænne sig til tanken om bh’er og tungekys.

Dagbogsformatet giver et direkte og usminket indblik i den forvirrende overgang fra barn til teenager. Det er ikke så enkelt, og Kirsten Ahlburg indfanger de modstridende følelser der følger med puberteten – de dobbelte reaktioner kroppen og seksualiteten vækker af både afsky og fascination, og den første forelskelses blanding af sommerfugle i maven, generthed og jalousi.