Kenneth Bøgh Andersen er født i 1976 i Ølstykke. I sin tidlige barndom boede familien blandt andet i Snekkersten og Henne, men fra Kenneth Bøgh Andersen gik i 3. klasse bosatte familien sig i Ringsted på Sjælland.
I 1996 blev Kenneth Bøgh Andersen student fra Haslev Gymnasium og begyndte tre år senere på N. Zahles Seminarium i København, hvorfra han færdiggjorde sin læreruddannelse i 2002.
Kenneth Bøgh Andersen har siden han var barn elsket bøger og superheltetegneserier. Da han gik i 10. klasse, begyndte han selv at skrive på sin første bog – ”Nidhugs slaver”. Romanen blev aldrig udgivet, og i de følgende syv år fulgte afslag på afslag fra forlagene. ”Jeg læste selv rigtig meget som barn og ung, hvilket var en kæmpe oplevelse. Derfor fik jeg selv lyst til at skrive og startede som sagt med det i 10. klasse. Det var jo nemt at gå til og jeg følte, at det var det, jeg skulle! Jeg var bl.a. blevet inspireret af Dennis Jürgensens bøger og Harry Potter satte gang i selv at skrive om fantasy. [Jeg] Fik øjnene op for selv at skabe situationer, mennesker, eventyr og så videre. Jeg blev ved med at skrive, men ca. de første 15 bøger/noveller blev afvist. Jeg blev heldigvis bedre og bedre og fik positiv feedback fra forlaget.” (Børnepanelet: Eksklusivt interview med forfatteren Kenneth Bøgh Andersen. Børnepanelet.dk).
I 2000 debuterede Kenneth Bøgh Andersen med romantrilogien ”Slaget i Caïssa”. Siden fulgte flere udgivelser, der for langt størstedelens vedkommende blev vel modtaget af læsere og anmeldere, og i 2007 kunne Kenneth Bøgh Andersen forlade sit lærerjob på Frederiksberg og leve af at være forfatter.
Sideløbende med sin forfattervirksomhed rejser Kenneth Bøgh Andersen rundt i landet og holder foredrag på blandt andet skoler og biblioteker.
Kenneth Bøgh Andersen er bosiddende i Valby med sin kone og to børn.