Kenneth Bøgh Andersen henter sin inspiration fra så forskellige steder som Bibelen, gyserforfatteren Stephen King, Dantes værk ”Den guddommelige komedie”, nordisk mytologi og tegneserie-universet.
Dette ses for eksempel i ”Antboy”-serien, der deler fællestræk med tegneseriefiguren Spiderman skabt af Stan Lee i 1960’erne. Ligesom Pelle Nøhrmann bliver drengen Peter Parker bidt, ikke af en myre, men af en radioaktiv edderkop. Han opdager efterfølgende, at edderkoppens bid har givet ham superkræfter. Efter hans onkel bliver slået ihjel af en indbrudstyv, beslutter Peter Parker sig for at bruge sine superkræfter til at bekæmpe kriminalitet, redde mennesker og forhindre ulykker.
Selv siger Kenneth Bøgh Andersen om sine inspirationskilder: ”…jeg bliver meget inspireret af andre forfattere og andre bøger, der kan kickstarte en eller anden tanke hos mig. Ideen til ”Slaget i Caïssa” kom fra et skakspil, jeg købte i Tunesien, og bogen blev skrevet som en slags hyldest til C. S. Lewis’ Narnia-historier, som jeg er meget glad for. Antboy er inspireret af amerikanske superhelte og især Spiderman. Djævlekrigen er – ud over Bibelen – inspireret af de gamle digte ”Den guddommelige komedie” af Dante og ”Det tabte Paradis” af Milton.”
Genremæssigt er Kenneth Bøgh Andersen beslægtet med forfatteren Dennis Jürgensen. Dennis Jürgensen har en lang række udgivelser bag sig, og langt de fleste falder inden for genrerne fantasy, gys og horror.
Og lige som Kenneth Bøgh Andersen har en forkærlighed for outsidere eller kiksede hovedpersoner som for eksempel Pelle Nøhrmann i ”Antboy”-serien eller Victor i ”Tempus fugit”, har Dennis Jürgensen det også.
Det gælder for eksempel i bogen ”Tunnelmanden”, hvor pigen Adelene bor alene med sin mor, der er misbruger. Da nogle drenge en dag jager Adelene, falder hun i et hul i en motorvejstunnel. Nede i hullet møder hun tunnelmanden, der gerne vil hjælpe hende til et lykkeligere liv ved at rydde uønskede forhindringer af vejen. Adelene skal bare vælge hvem, der skal dø. Dem der mobber hende? Hendes mor? Eller måske morens kæreste?