trine bundsgaard
Foto: Robin Skjoldborg

Trine Bundsgaard

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
trine bundsgaard
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Det er især virkeligheden og børns virkelige problemer, der er i centrum i Trine Bundsgaards forfatterskab, som nu tæller mere end 30 titler, og som begyndte med børnebogen ”Rune Ole fra Akelejevej” i 2006. Seneste skud på forfatterskabsstammen er dog en fantasyserie, ”Feernes Ø” fra 2015. Men til trods for sit fantastiske univers og feer i hovedrollen handler den også om, hvad det vil sige at være menneske. Forfatteren er bare glad for virkeligheden. Hun har også en stor indlevelsesevne, og netop evnen til at leve sig ind i børns liv roses hun for af kritikere og læsere.

 

48163866

Blå bog

Født: 28. november 1971 i Odense.

Uddannelse: Cand.mag. i dansk fra Syddansk Universitet.

Børnebogsdebut: Rune Ole fra Akelejevej. Forlaget Carlsen, 2006.

Litteraturpriser: Bogslugerprisen, 2010.

Seneste udgivelse: Asta og den store rejse. Gyldendal, 2020. (Bedste venner, 12).

Inspiration: Kim Fupz Aakeson, Jens Blendstrup, Dy Plambeck, Siri Hustvedt, Tove Jansson, Astrid Lindgren og Bjarne Reuter.

Artikel type
boern

Baggrund

””9.-klasserne råbte efter os. De kaldte os perkere og pyromaner,” siger Ramish. ”Og så er det Hassib, som bliver smidt ud.”
”Han tævede den dreng, Ramish,” siger faren. ”Han brækkede næsen på ham og flængede hans læbe.”
”Jeg er ligeglad,” siger Ramish. ”Han skulle have haft flere tæv. Mange flere.””
”Ramish og hærværket”, s. 65.

Trine Bundsgaard er født og opvokset i Odense. Hun boede de første fem år i Vollsmose, inden forældrene blev skilt. Derefter flyttede hun med sin mor til et andet kvarter i Odense. Bundsgaard er født i 1971, så hendes opvækst er præget af 1970’ernes tidsånd. Det vil i Bundsgaards tilfælde sige radioprogrammet Giro 413, mange nuancer af brunt, frihed og politisk bevidsthed – tiden kan man læse meget mere om i hendes børnebog ”Mig og Tude-Tine. Historier fra dengang alting var brunt” fra 2012.

Selvom Bundsgaard som barn var længe om at lære at læse og skrive, betød fortællinger tidligt meget for hende. Hendes mor var selv en flittig læser og læste altid højt for sin datter, så hun gav forfatteren ”glæden ved at forsvinde i et litterært univers.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, juni 2015). Selv jonglerede Bundsgaard også med flere fortællerstemmer i sine lege. Hun fortæller: ”jeg brugte meget af min barndom på at lege, at jeg var en anden og forestille mig, at jeg var en fattig bondepige, forsanger i ABBA (den lyshårede!) eller journalist. Jeg har også en fornemmelse af at have forskellige stemmer kørende i baghovedet – på en kreativ og legende måde.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, juni 2015).

Netop evnen til indlevelse i andres situation kendetegner Trine Bundsgaards forfatterskab, så i den forstand kan man sige, at hun begyndte livet som forfatter tidligt. Det var imidlertid et opslag om en skriveworkshop på Forlaget Carlsen, der i 2003 fik hende i gang med den første børnebog. Indtil da havde hun skrevet kreativt en rum tid, mest begyndelser, og også udgivet en bog for voksne, ”Ammestuehistorier – fortællinger om graviditet, fødsel og moderskab” i 2001, der var baseret på det speciale, som hun havde afleveret på Syddansk Universitet samme år. Hun fortæller om workshoppen: ”Jeg skrev historien om Rune Ole næsten færdig på workshoppen. Det var helt fantastisk at give mig selv lov til at skrive – og at få overskredet min blufærdighed i forhold til at andre skulle læse min tekst.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, juni 2015).

Men det tager tid at udgive en bog, så det var først i 2006, at ”Rune Ole fra Akelejevej” udkom. Siden er der kommet mere end 30 bøger fra hendes hånd, og hun har skrevet mere eller mindre på fuld tid siden 2008. Før 2008 arbejdede hun også som lærer i folkeskolen – et job hun var meget glad for – og hun skrev artikler og tekster til reklamer og hjemmesider. Hun har også skrevet historier til websiden frilaesning.dk, som skoler kan abonnere på.
I dag bor hun i Odense med sin mand og deres tre børn, og hun er glad for at
bruge tid med sin familie, for som hun siger: ”dem bliver jeg sjældent træt af at være sammen med. Hvis jeg kan lokke dem på tur, er jeg ekstra glad.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, juni 2015).

Serien ”Bedste venner”

””Han kommer aldrig tilbage,” siger Asta. ”Og det kan jeg ikke forstå,” Hun holder hænderne for øjnene. De svier. Hun kommer til at græde, når hun tænker på hr. Bibi. Og på at hun ikke skal se ham igen. Hun prøver at lade være med at tænke på Bæst, for det kan hun slet ikke holde ud.
”Asta, hr. Bibi og det lille bæst”, s. 49.

Trine Bundgaards serie ”Bedste venner” består af ni bind, og den er planlagt til at udkomme i 10. Den første bog ”Asta og det store flytterod” udkom i 2010, og den seneste ”Asta og den lille søster” udkom i 2014. Ind imellem ligger bøgerne ”Asta og det glemte gravsted”, ”Asta og Fanny for evigt”, ”Asta på lejrskole”, ”Asta og løgnehistorien”, ”Asta og fødselsdagsgaven”, ”Asta, hr. Bibi og det lille bæst” og ”Asta og den hemmelige nøgle”. Asta er seriens hovedperson, og i første bind følger vi hende, da hun før 2. klasse flytter med sin familie til Fyn og derfor skal skifte skole. Det er ikke let for hende. Hun savner sin gamle veninde Silja. Men langsomt lærer hun nabopigen Fanny at kende, og selvom hun både driller og lyver, bliver de efterhånden gode veninder.

51475224

Serien er en tredjepersonsfortælling fortalt fra Astas synsvinkel. Det er Astas verden, læseren drages ind i, og den er rig på beskrivelser af det nære liv – dumme søskende, livet i skolen, problemer med forældre, glæden ved en veninde, spirende kærlighed, tab og undren over sig selv og andre.

Genkendeligheden vil derfor være stor hos målgruppen. Serien er realistisk, og sprogligt er den enkel uden svære sproglige billeder, så den er let at læse.
Lars Hornemans sort-hvide illustrationer passer godt til seriens indhold. De gengiver Astas opfattelse af andre med kropssprog og ansigtsudtryk.
Bundsgaards serie er vedkommende og tematisk interessant for målgruppen. Det er fængende læsning for børn, der både er ved at lære at læse og at forstå sig selv og andre. 

Serien om Thea og de andre fra hendes klasse på Rosenmarkskolen

”din barnerøv. bliv dog voksen.
Fandens! Mussi har igen skrevet på virtu.dk. Det er femte gang på en uge. Thea bider sig i læben og sletter hurtigt beskeden. Hun vil ikke tage sig af det. Sadboy har heldigvis også skrevet.
Sadboy: Hej Tigi. r du på chat i dag ca. kl. 4?”
”Thea og chatten”, s. 2.

Trine Bundsgaards serie om en klasse på Rosenmarkskolen blev skudt i gang med bogen ”Thea og chatten” i 2009. Samme år udkom ”Mike og talenterne”, og siden er der kommet yderligere tre bind i serien, så den indtil videre tæller fem bind. Første bind handler om Thea, andet bind om Mike, der går i Theas klasse, og de andre bøger har andre klassekammerater i hovedrollen. Det er ikke præciseret i bøgerne, hvilket klassetrin børnene er på, men seriens sprog og problematikker tyder på, at det er 5. eller 6. klasse.

Seriens første bind er en tredjepersonsfortælling, der handler om pigen Thea. Bogen begynder med en led besked på Theas profil. I al hemmelighed har hun oprettet en profil på virtu.dk, og her chatter hun med ”Sadboy”, men hun modtager også onde beskeder fra en hemmelig person, der skriver under med navnet Mussi. Mobningen intensiveres gennem bogen, og Thea lukker sig mere og mere inde i sig selv. Til en klassefest kulminerer mobningen, og Thea tvinges til at dele sin hemmelighed.

27632750

Bogen er som seriens andre bind båret af dialog og skrevet i et lettilgængeligt sprog med mange korte sætninger. Både hovedperson og konflikt skrives frem i interaktionen mellem Thea og de andre børn, og det træk går igen i seriens andre bøger, der også er tredjepersonsfortællinger.

Klasseværelset som ramme fungerer serielt godt. Bundsgaard sætter fokus på en gruppe – klassen – der udgør seriens overordnede ramme, altså den store historie, og samtidig skriver hun interessante hovedkarakterer frem, der udvikler sig igennem hvert binds fortælling. Desuden appellerer klasseværelset til børn, fordi rummet er så genkendeligt, og dét sammen med de interessante karakterer giver rig mulighed for identifikation.

Serien handler generelt om relevante og genkendelige problematikker fra børns hverdag. Således tager serien tematisk fat i mobning, skilsmisse, familie, kærlighed, venskaber, fremmedfjendskhed, alkoholproblematikker og kriminalitet, og hvert bind har sin hovedtematik. Det gør serien om Thea og de andre fra hendes klasse til et oplagt valg i folkeskolen, så litteraturen kan blive udgangspunkt for samtaler om emner, der berører elevernes dagligdag. 

Serien Asfaltpatruljen

”Rudi ser Naja for sig. Med vrede øjne og tungen ud af munden.
Hvorfor sagde du alt det det?”
Rudi giver Ali B et skub. Han har mest lyst til at slå ham. Men Ali B står bare stille midt på gulvet.
”Er du dum eller hvad?” råber Rudi.
Ali B svarer ikke. Han ser ned i gulvet.”
”Asfaltpatrulje 2”, s. 30.

Trine Bundsgaards serie ”Asfaltpatruljen” er indtil videre udkommet i to bind, ”Asfaltpatruljen” og ”Asfaltpatrulje 2”, begge i 2014. Det er letlæste børnebøger, der henvender sig til piger og drenge på 3. og 4. klassetrin. Serien er illustreret, så den gengiver skatermiljøet farverigt og realistisk med børn med kasketter og hættetrøjer, der flyver rundt i luften på deres skateboards. Illustrationerne minder om tegneserietegninger, og der er intet barnligt over stregen. De supplerer bøgernes handling godt og hjælper desuden læseforståelsen.

Serien handler om Rudi, Naja og Ali B, der møder hinanden på skaterbanen. Naja er super sej til at stå på skateboard, mens Rudi er ved at vænne sig til sit nye skateboard og den store rampe. Med få virkemidler og i et let sprog formår Bundsgaard at få karaktererne til at stå tydeligt frem, og til trods for det karakteristiske miljø er det børnenes indbyrdes forhold, der er bøgernes omdrejningspunkt.

51384547

I ”Asfaltpatrulje 2” tager Rudi Naja med hen til hans og Ali Bs hule, og det giver anledning til et klassisk trekantsdrama med jalousi, uvenskab og tilgivelse. Ali B vil ikke dele sin ven – og da slet ikke med en pige, der er bedre end ham til at stå på skateboard. Han smider hende ud, men vinder ikke sin vens sympati. Han erkender sin dårlige opførelse, siger undskyld og venskabet mellem de tre spirer. 

Sproget er tidstypisk. Både handling og karakterer skrives frem i mundrette dialoger, der giver fortællingen fremdrift. Bøgerne behandler temaer som venskab, vrede, jalousi og køn, så til trods for det lette sprog har bøgerne tematisk tyngde.   

Det tidstypiske, miljøet og karaktererne giver rig mulighed for identifikation for målgruppen, og således har Bundsgaard skrevet en letlæst serie med stor appel.

Genrer og tematikker

Trine Bundsgaards serie om Asta, serien om børnene på Rosenmarkskolen og serien Asfaltpatruljen handler om hverdagen og dens konflikter. I disse serier gælder det også, at det er det, der sker mellem mennesker, der er omdrejningspunkt, og det kendetegner i det hele taget forfatterskabet. Det er dilemmaerne og spændingsfeltet mellem mennesker, der driver Bundsgaards fortællinger, ikke plot eller spænding. Hun skriver derfor om børns relationer og om, hvordan de påvirker hinanden. Selv siger hun om det fokus i forfatterskabet: ”Det interesserer mig meget, hvor svært det er for mennesker at forstå hinanden. Det er spændende – også i børnehøjde. Hverdagen rummer uendeligt meget stof. Alt det dér med at finde ud af, hvem man er, og hvad man kan – det driver mig.” (Trine Bundsgaard: I virkeligheden kan jeg bedst li' virkeligheden. www.gyldendal.dk, 2015).

Forfatterskabet er rigt på hovedpersoner, der føler sig alene og udenfor – uden at det dog gør bøgerne triste og uden håb. Og netop det at skrive børnebøger, der giver læseren håb, ligger forfatteren på sinde. Handlingen må gerne være barsk, trist og ærlig, men hun mener, at man som forfatter også har et ansvar for efterlade læserne med noget positivt. Om det siger hun: ”Jeg synes ikke, at vi kan være bekendt at efterlade børnene uden håb og uden mening. Og det er ikke det samme som at sige, at verden er marineret i saftevand. Vi kan ikke være bekendt at efterlade børn i et dystopisk hul, hvor mor har skudt far, fordi han var irriterende. Det er ikke en god joke.” (Trine Bundsgaard: Debat: Med hilsen fra det sorte hul. Information, 2012-03-02).

Bundsgaards bøger handler altså om alt det, der er svært ved at være sammen med andre, og hun tager fat i temaer som venskab, solidaritet, mobning, familie, kærlighed og køn.

Det er primært realistiske bøger hun skriver, og hun skriver troværdigt, direkte og rammende i børnehøjde. Med serien ”Feernes Ø” fra 2015 har hun imidlertid kastet sig ud i en ny genre, nemlig fantasygenren. Om det genreskift siger hun: ”jeg føler mig klart mest hjemme i den realistiske lejr, selv om jeg også oplevede en sproglig frihed i arbejdet med feerne. Men selv om det er et fantastisk univers, så endte jeg alligevel med at sidde og tænke over, om feer ikke får ondt i vingerne…” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, juni 2015).

Beslægtede forfatterskaber

Trine Bundsgaard skriver om børns hverdag og deres hverdagskonflikter i et realistisk univers, der gør det let for børn at identificere sig med karaktererne. Kirsten Sonne Harilds børnebøger handler også om hverdagen og hverdagskonflikter, og de to forfatter har en forkærlighed for det serielle til fælles. Kirsten Sonne Harilds serie om ”Pjok og Petrine” og Bundsgaards Asta-serie har også mere end målgruppen til fælles. De er begge dialogbårne, har 8-årige piger i hovedrollen og kredser tematisk om venskab, familie, pubertet og kærlighed.

Men hvor Sonne Harilds serie centrerer sig om heste, handler Bundsgaards serie om spændingsfeltet mellem mennesker. Hos Sonne Harild kan man lære utrolig meget om heste og kærligheden mellem dyr og menneske, mens Bundsgaard i højere grad drager læseren ind i alt det, der er svært mellem mennesker. Netop det at lære noget af at læse bøger er vigtigt for Bundsgaard. Hun siger: ”Jeg kan godt lide børne- og ungdomsbøger, som gør børn klogere på sig selv og andre.” (Line Olesen: ” - Det er da for nemt at løse problemet med en tryllestav”. Fyens Stiftstidende, 2010-12-16).

Bundsgaard portrætterer børn og deres virkelighed overbevisende, følsomt og med stor indlevelsesevne. Hun skriver i det hele taget med stor respekt for målgruppen og forsøger ikke at belære sine læsere. Det kendetegner mange danske børnebogsforfattere i øjeblikket – Mette Finderups forfatterskab f.eks. har heller intet pædagogisk sigte. Det betyder imidlertid ikke, at læseren ikke kan lære noget af at læse bøgerne. Både hos Bundsgaard og Finderup er der meget at lære af de tematisk tunge emner som venskab, familie, tab, brud og kærlighed.

Bundsgaard mener, at børn kan få meget ud af at læse om det ubegribelige, det uforståelige og smertefulde, og det skal man som børnebogsforfatter tage på sig. Hun siger: ”Jeg ved, at børn har en høj grad af følsomhed og evne til at opfatte selv små nuancer og mislyde. Jeg ved, at børn rammes af det, de møder – både i virkeligheden og på skrift. Og derfor skal vi som forfattere tage børn alvorligt og give dem litterært udfordrende møder med verden.” (Trine Bundsgaard: Debat: Med hilsen fra det sorte hul. Information, 2012-03-02).

Bibliografi

Bøger for voksne

Bundsgaard, Trine:
Ammestuehistorier – fortællinger om graviditet, fødsel og moderskab. Samlerens Forlag, 2001.

Bøger for børn og unge

Bundsgaard, Trine:
Rune Ole fra Akelejevej. Forlaget Carlsen, 2006.
Bundsgaard, Trine:
Sommerkys. Gyldendal, 2009.
Bundsgaard, Trine:
Psykopedellen. Gyldendal, 2012.
Bundsgaard, Trine:
Mig og Tude-Tine. Historier fra dengang alting var brunt. Carlsen, 2012.
Bundsgaard, Trine:
Mig og Milo. Carlsens stribede, 2012.
Bundsgaard, Trine: Blev du til ved et knald? Carlsen, 2015. Billedbog.
Bundsgaard, Trine: Pelle og Pølse - en rigtig ven. Carlsen, 2015.
Bundsgaard, Trine: Lui kan alt. Gyldendal, 2018.
Bundsgaard, Trine: Hvis vi var en almindelig familie. Gyldendal, 2019.

Serien ”Bedste venner”

Bundsgaard, Trine:
Asta og det store flytterod. Gyldendal, 2010. (1).
Bundsgaard, Trine:
Asta og det glemte gravsted. Gyldendal, 2010. (2).
Bundsgaard, Trine:
Asta og Fanny for evigt. Gyldendal, 2011. (3).
Bundsgaard, Trine:
Asta på lejrskole. Gyldendal, 2011. (4).
Bundsgaard, Trine:
Asta og løgnehistorien. Gyldendal, 2012. (5).
Bundsgaard, Trine:
Asta og fødselsdagsgaven. Gyldendal, 2012. (6).
Bundsgaard, Trine:
Asta, hr. Bibi og det lille bæst. Gyldendal, 2013. (7).
Bundsgaard, Trine:
Asta og den hemmelige nøgle. Gyldendal, 2013. (8).
Bundsgaard, Trine:
Asta og den lille søster. Gyldendal, 2014. (9).
Bundsgaard, Trine: Asta og den svære juleglæde. Gyldendal, 2015. (10).
Bundsgaard, Trine: Asta og den nye pige. Gyldendal, 2016. (11).
Bundsgaard, Trine: Asta og den store rejse. Gyldendal, 2020. (12).

Serien om Thea og de andre fra hendes klasse på Rosenmarkskolen

Bundsgaard, Trine:
Thea og chatten. Carlsen, 2009.
Bundsgaard, Trine:
Mike og talenterne. Carlsen, 2009.
Bundsgaard, Trine:
Simone og de andre. Carlsen, 2010.
Bundsgaard, Trine:
Ramish og hærværket. Carlsen, 2011.
Bundsgaard, Trine:
Emma og kampen. Carlsen, 2011.

Serien om Luna Linea

Bundsgaard, Trine:
Luna Linea vil have ro. Gyldendal, 2012.
Bundsgaard, Trine:
Luna Linea og en ret gal hund. Gyldendal, 2012.
Bundsgaard, Trine:
Luna Linea og den søde tand. Gyldendal, 2013.
Bundsgaard, Trine:
Er Lui og Luna Linea kærester? Gyldendal, 2013.
Bundsgaard, Trine:
Luna Linea går hjemmefra. Gyldendal, 2014.
Bundsgaard, Trine: Luna Linea vil på ferie. Gyldendal, 2016.
Bundsgaard, Trine: Hvem kender Luna? Høst, 2017.

Serien Asfaltpatruljen

Bundsgaard, Trine:
Asfaltpatruljen. Gyldendal, 2014. (1).
Bundsgaard, Trine:
Asfaltpatruljen - hulen. Gyldendal, 2014. (2).
Bundsgaard, Trine:
Asfaltpatruljen - nyt board. Gyldendal, 2016. (3).

Serien Feernes ø

Bundsgaard, Trine:
Den gyldne sti. Gyldendal, 2015. (1).
Bundsgaard, Trine:
Sjælenes træ. Gyldendal, 2015. (2).

Tilde - serie

Bundsgaard, Trine: Overlevelsesguide til det perfekte liv (- eller måske til komplet kaos). Gyldendal, 2018. (1).
Bundsgaard, Trine: Kærlighedskarrusel for fuld skrue (- eller sådan får du ikke en kæreste). Gyldendal, 2018. (2).

Hverdagsungerne Frede og Selma - serie

Bundsgaard, Trine: Frede og Selma og et ret højt træ. Gyldendal, 2018. Billedbog.
Bundsgaard, Trine: Frede vil ikke være med til mandag. Gyldendal, 2018. Billedbog.
Bundsgaard, Trine: Selma og mørket og en blød, sort kat. Gyldendal, 2018. Billedbog.
Bundsgaard, Trine: Frede flipper ud. Gyldendal, 2020. Billedbog.

Om forfatteren

TV

TV2/FYN:
”På tomandshånd med Trine Bundsgaard”. TV2/FYN, 2011-13-01.

Hjemmesider

På Trine Bundsgaards hjemmeside kan man finde links til blog, cv, klummer og materiale om hendes bøger.

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Bundsgaard, Trine:
Debat: Med hilsen fra det sorte hul. Information, 2012-03-02.
Olesen, Line:
” - Det er da for nemt at løse problemet med en tryllestav”. Fyens Stiftstidende, 2010-12-16.
Bundsgaard, Trine:
I virkeligheden kan jeg bedst li' virkeligheden. http://www.gyldendal.dk, 2015.
Roslev, Maria:
Interview Forfatterweb, juni 2015.