I 2009 udkom Jesper Nicolaj Christiansens første roman ”Soldater græder ikke”. Elektra er 11 år gammel. Hendes far har været udstationeret i Afghanistan, men er meldt savnet. Elektra er ladt alene tilbage med sin alkoholiserede mor, der mishandler hende fysisk og verbalt, og som er ude af stand til at tage vare på sig selv og sit barn. Det eneste, der holder Elektra oppe, er troen på, at faren stadig er i live.
Elektras eneste minde om faren er en soldaterhjelm. Når hun tager hjelmen på, forsvinder hun ind i en verden, hvor faren overøser hende med al den omsorg, tryghed og kærlighed, som hun mangler i den virkelige verden.
27969372
Da Elektras lærer melder moren til de sociale myndigheder, bliver hun tvangsfjernet og anbragt på institutionen Solsikken. Her møder hun pigen Catja, der bliver seksuelt misbrugt af sin stedfar, drengen Nanoq, der egentlig er for gammel til at være på institutionen, men som ingen andre vil have og søskendeparret Kenneth og Allan, der har mistet deres forældre i en trafikulykke. Men også på institutionen svigtes Elektra. Hun bliver ikke hjulpet. Hun opbevares blot.
Efter at have udkæmpet et slag mod den pædofile weekendvagt Kraterfjæs danner børnene fælles front mod de voksne. Sammen følger de Elektra ud på hendes mission for at finde sandheden om hendes far. Og selvom flugten kaster lys over Elektras fars forsvinden, er prisen børnene betaler for den lånte frihed alt for stor.
Jesper Nicolaj Christiansen benytter sig gennem hele fortællingen af antydningens kunst. Det vil sige, at han ikke udpenslende beskriver de overgreb, børnene gennemlever, men for eksempel i stedet lader et barns øjne være sært tomme. ”Soldater græder ikke” er en bog med mange tematikker, hvoraf de mest centrale er omsorgssvigt, tab og venskab. Teksten er hård og tematisk tung, og sproget er direkte og råt. Det gør læseoplevelsen meget intens, og man har som læser brug for at få de pauser, som Elektra også får, når hun flygter ind under sin fars hjelm, ind i sit helle.