Mette Finderup er vokset op i en lille landsby 12 kilometer uden for Hobro. Ifølge Finderup selv en meget lille landsby med kun ”500 indbyggere, en frisør og en postkasse.” (Stinne Andreasen: Interview: Ud på gyngende grund. Berlingske Tidende, 2009-06-20). Her boede hun, til hun var 17, så blev det for småt, og hun flyttede til Hobro for at gå på gymnasiet.
Drømmen om at skrive førte hende efter gymnasiet til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen og videre til litteraturhistorie på Aarhus Universitet i 1989. De mange store forfattere stækkede imidlertid de litterære drømme for en tid, for som Finderup siger: ”I mange år gav de store døde mestre mig så meget præstationsangst, at jeg ikke turde skrive selv.” (Mette Finderup: Mette i 100 linjer ... til dem, der kan læse i mellem dem. www.abrasax.squarespace.com, 2008-02-26).
Efter sin uddannelse arbejdede hun et år i en boghandel og blev så headhuntet til Benjamin Medias ”Bilmagasinet” som redaktør, fordi hun et halvt år forinden havde kritiseret kontorchefen til en middag. Han stod netop og manglede en medarbejder, der turde sige ham imod. Finderup sprang til, til trods for at hun intet vidste om biler. Sideløbende med redaktørjobbet udviklede hun og kollegaen Mette Holbæk magasinet ”Woman”. Siden har hun arbejdet som redaktør for børnebogklubber hos Bonniers Forlag og Gyldendal.
”At jeg overhovedet begyndte at skrive bøger, skyldes kort fortalt en god ven, en konsekvent beslutning og en ordentlig brandert.” (Stinne Andreasen: Interview: Ud på gyngende grund. Berlingske Tidende, 2009-06-20). Sådan forklarer Mette Finderup selv springet fra det faste job hos Gyldendal til det usikre liv som forfatter i 2003. ”Faren ved at leve i et smørhul er, at man risikerer at drukne i det. Det var præcis, hvad jeg havde brug for at forstå.” (Stinne Andreasen: Interview: Ud på gyngende grund. Berlingske Tidende, 2009-06-20).
Ud af smørhullet kom hun, og indtil videre er det blevet til 33 bøger for børn og unge siden debuten i 2005. Ud over at være forfatter har hun i mange år været aktiv inden for udviklingen af dansk rollespil.
Hun er gift med Thomas Munkholt, som hun har samarbejdet med om Gemini-serien. De har sønnen Arn sammen, der er opkaldt efter en figur i Finderups yndlingstegneserie ”Prins Valiant”.