Baggrund

Citat
”Jeg har aldrig været den mor, der foldede sokkerne i ens par, huskede sedlerne henne fra skolen, havde ringbind og styr på det. Dén mor har jeg aldrig været – men jeg har brugt hele mit voksne liv på at prøve på at være den mor. Og jeg blev aldrig rig og berømt. Nok. Jeg tjente aldrig penge. Nok. Jeg var aldrig lykkelig, nok, tynd, nok, sjov, nok. […] Der kommer et tidspunkt, hvor man smider håndklædet i ringen og skrider fra boksekampen.”
"Og DEN STORE FLUGT”, s. 20.

Andrea Hejlskov bor i dag dybt inde i de svenske skove og har forladt det etablerede samfund. Foredragsvirksomhed og børnenes skolegang udgør forbindelsen til et system, som hun og hendes mand, den tidligere rockmusiker Jeppe Juul, fik nok af. Med deres lille fælles søn og Andreas tre ældre børn forlod de Mors og flyttede til Värmland, hvor de fik mulighed for at rykke ind i en lille hytte på 16 kvadratmeter. Den lille hytte er siden blevet skiftet ud med en større på 50, som de selv har bygget, men familien klarer sig stadig uden rindende vand, og el får de kun fra deres solcelle. Den giver dog nok strøm til, at Hejlskov i ledige stunder kan berette om livet i skoven på sin blog www.andthepioneerlife.wordpress.com, ligesom hun er særdeles aktiv på Facebook, hvor hun skiller sig ud med sine alenlange og på én og samme tid samfundskritiske og stærkt personlige statusopdateringer.

Andrea Hejlskov er født i Skive og har boet flere forskellige steder i Nordjylland og på Sjælland under sin opvækst, som hun beskriver således: Jeg er opvokset i forskellige kollektiver sammen med mine forældre, der var hippier […]. Der har været meget kritik af 68'erne, der jo eksperimenterede helt vildt med måden at leve på. Så vil der ske smuttere – blandt andet med hensyn til børneopdragelse. For mit vedkommende betød det forældre, der ikke var autoritære, enormt frie rammer og følelsen af at være anderledes.” (Helle Mogensen: Klædt nøgen foran livet. Morsø folkeblad, 2009-09-05).

Som 20-årig blev Hejlskov mor til tvillinger. Hun boede med dem i Roskilde og rykkede efter en tid her videre til København. Her fik hun en søn med en ny mand, og sammen med ham og sine tre børn flyttede hun til Vestsjælland, hvor de boede i landlig idyl nær Sorø. En skilsmisse og en del identitetsmæssigt rod senere mødte hun så Jeppe, som hun havde gået på efterskole med. Hun mødte ham midt i sit livs krise, og sammen flyttede de til Mors for at komme lidt væk fra karriereræset og alt det andet, som gør livet besværligt. Det er primært perioden op til dette sceneskifte i Hejlskovs liv, som ”Andrea Hejlskov – en facebookroman” (2009) tager udgangspunkt i.

Livet på Mors var dog ikke nogen vellykket flugt fra den samfundsmaskine, som skal fodres med penge og tid – liv – for at blive holdt i gang. Derfor ”flygtede” familien endnu engang, og det er den flugt, som Hejlskov skildrer i ”og DEN STORE FLUGT” (2013).

Den karriere, som Hejlskov i første fase af sit liv forfulgte, var en karriere som underviser, terapeut, selvstændig og forfatter. Forfatterdrømmen forfølger hun stadig, men i dag udgør den ligeledes en anderledes livsnødvendighed, som ikke har så meget med selvbilleder og jagten på anerkendelse men mere med det at få mad på bordet at gøre.