Baggrund

Citat
”Og hun har åbenbart ikke tænkt sig at fortælle, hvem det var, der ringede, og nu begynder hun oven i købet at nynne, og hun ligner næsten en ung pige bortset fra de grå hår lige over ørerne. Snitten beslutter sig for, at han ikke vil spørge, hvem det var, før han har talt til hundrede, men da han når til mellem fire og fem, kommer han til at råbe: ”HVEM VAR DET?” uden at det var meningen.”
”Snitten og Kis”

Hella Joof blev født i 1962 i Birkerød med en gambisk far og en dansk mor. Hendes mor Birthe var boghandler. I 1984 havde Hella Joof sin første rolle i en spillefilm, og det var i børnefilmen ”Snøvsen tager springet”. I 1986 blev hun optaget på Odense Teaters elevskole, og hun blev uddannet derfra som skuespiller i 1990. Sammen med skuespillerkollegerne Peter Frödin, Martin Brygmann og Paprika Steen var Joof en del af satiregrupperne ”Lex & Klatten” og med Brygmann og Frödin ”Det Brune Punktum”, der har lavet shows til teater og tv. Joof nåede ud til et kæmpe publikum, da hun i 1990-1992 lavede børne-tv-programmet ”Bullerfnis” på Danmarks Radio sammen med skuespiller Peter Frödin. Udover selv at være skuespiller er Hella Joof også filminstruktør, og hun debuterede som instruktør i 2001 med filmen ”En kort, en lang”, der havde en lang række store danske skuespillere på plakaten. Siden da har hun instrueret bl.a. ”Oh Happy Day” (2004) og ”All inclusive” (2014).

Ved siden af sin karriere inden for tv og film har Hella Joof i en periode læst teologi på Københavns Universitet. I 2014 debuterede hun som forfatter med den anmelderroste børnebog ”Snitten & Kis - Frygt og bæven og en mand på strømpesokker”, der vandt BMFs børnebogspris 2014 som bedste børnebog. Prisen uddeles af Bog og papirbranchens ansatte.

Udover sit faglige virke som skuespiller og instruktør har Hella Joof i en årrække medvirket i forskellige tv- og radioprogrammer som debattør og meningskvinde, både i den musikalske ende med Nikolaj Koppel i programmet ”Åbent hus” på P2 om klassisk musik, med Mads Steffensen i Mads & Monopolet på P3 og som dommer i talentkonkurrencen Talent 2009 og 2010. På Folkemødet på Bornholm lavede hun i sommeren 2014 såkaldt Sommerfugleterapi med en række politikere, som hun syntes trængte til at stresse af. Sommerfugleterapien er opkaldt efter den danske forfatter Inger Christensens digtsamling ”Sommerfugledalen”.

Fælles for meget af det, Hella Joof har arbejdet med, er, at det er sjovt. Om at arbejde med komedien som genre siger Hella Joof i et interview med Politiken: ”Man kan fortælle om virkelig tragiske ting i komedieform, uden at det lukker sig om sig selv. Man er mere tilbøjelig til forandring og mere åben, når man griner, end når man græder. Man lytter på en anden måde. Blodet bliver iltet, når man ler, og man åbner sit hjerte.” (Helene Navne: Hella Joof: »Jeg synes, det er sexet med mænd, der kan lide kvinder på deres egen alder.« Politiken, 2015-01-04).

Sammen med skuespilleren Runi Lewerissa har Hella Joof en datter. I 2012 blev Hella Joof gift med Henrik Jepsen, der er læge. Og kaldes Snit.