Dennis Jürgensen

Dennis Jürgensen er født i 1961 i Brønshøj og bor i dag i Rødovre. Det er hans børne- og ungdomsbøger, der har gjort ham berømt i Danmark. Dem besluttede han sig for at skrive, da han efter realeksamen ikke havde noget overvældende behov for hverken at læse videre eller få et 8–16 job. Fra 1978 kastede han sig ud i at skrive forskellige manuskripter og stædigt sende dem ind til forlag. Tre år og en del afslag senere fik han antaget en bog hos forlaget Tellerup, som stadig udgiver hans bøger.

”Kærlighed ved første hik” udkom i 1981 og er siden da blevet læst af mangen en folkeskoleelev. Efter den er det rullet derudad med over 40 udgivelser, primært rettet mod børn og unge, og primært inden for genrerne gys, horror, sci-fi og fantasy med humoren som fællesnævner. Dennis Jürgensen har endda sin egen klub – Dennis-Klubben – som Tellerup stiftede i 1992 som et tilbud til alle Dennis-læsere.

Ifølge Dennis Jürgensen selv er fanskaren en af årsagerne til, at han tog springet ud i voksen-krimi-genren. På en boglanceringsturne i 2010 stødte han på flere 30-40-årige mænd, som i deres ungdom havde været og stadig var begejstrede Jürgensen-fans. De spurgte ham, om ikke det var på tide at skrive noget for voksne.

Derudover spillede Jürgensens behov for at udvikle sig som forfatter også en central rolle for debuten som krimiforfatter. ”Jeg følte, at der skulle ske noget nyt i mit forfatterskab. Der var en række muligheder, og krimien var én af dem. Den har jeg ikke prøvet før, men genren har altid appelleret til mig, og jeg vil gerne underholde, når jeg laver noget.” (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10). Ønsket om at underholde hænger også sammen med en interesse for at undersøge menneskets mørke sider og på den måde skabe dybde i karakterudviklingen: ”Krimien er perfekt til både at fortælle en spændende og vedrørende historie, anvende psykologi og forhåbentlig give mine personer mere tyngde.” (Dennis Jürgensen forfatterportræt: Interview med Dennis Jürgensen. Tellerup.dk).

Det er ikke kun i sin begejstring for horror og gru, Jürgensen finder underholdning og spænding. I sin fritid er han en ivrig fuglekigger, og det er noget, der kan få pulsen i vejret, når en sjælden fugl er inden for kigge-vidde: ”Så sveder man. Adrenalinet koger.” (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10). 

I 2014 udkom ”Løbende tjener”, der er Dennis Jürgensens første voksenkrimi.

Tro mod den klassiske detektivroman lader Jürgensen handlingen i ”Løbende tjener” udspille sig omkring en desillusioneret knudemand af en detektiv – nærmere bestemt efterforskningsleder Roland Triel fra afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Romanens undertitel, ”En Roland Triel krimi 1”, angiver, at der er tale om den første i rækken af en serie om Triel og hans efterforskningshold.

Roland Triel bærer på en mørk fortid i form af en personlig tragedie. Fire år tidligere blev hans kone myrdet og hans datter mishandlet i familiens eget hjem. Gerningsmanden blev aldrig fundet. Triel er derfor en plaget mand; han fører fiktive telefonsamtaler med datteren Andrea, som har forholdt sig tavs efter den frygtelige begivenhed.

51168127

Ved romanens begyndelse etableres et dobbeltplot: Triels kones morder giver lyd fra sig for første gang i fire år, samtidig med at nogle brutale hændelser finder sted i København og omegn. Direktøren for milliardforretningen ”Løbende tjener” Frans Jessen trues på livet, og hans tidligere ven findes myrdet på besynderlig og makaber vis. Triel må jonglere med trangen til at forfølge de spor, hans kones morder lægger ud, og den nye sag, som bliver en stor udfordring for hans lille team af kriminalassistenter.

Opklaringsarbejdet bliver et kapløb med tiden, da nye mord begås. Det spejles også i romanens tredjepersonsfortæller, der blandt andet påtager sig morderens blik og lader læseren få kendskab til forbrydelserne før politiet. Gyset består dermed ikke i chokket fra den pludselige opdukken af et nyt lig, men i den forventning om grusomheder, som morderens synsvinkel bringer med sig.

Handlingen kanaliseres også gennem blandt andre Frans Jessen og Roland Triel. Sproget er holdt i en kæk, men prosaisk tone – særligt blandt Triels kolleger, hvor dialogen er den bærende fortællestruktur. Hos Triel og den mystiske morder er en art indre monolog på spil. Med springene i synsvinkel opmuntrer Jürgensen læserens eget detektivarbejde i forhold til karakterernes indbyrdes forbindelser.

Med ”En Roland Triel krimi”-serien har Dennis Jürgensen både bevæget sig væk fra sin vante målgruppe – børn og unge – og fra den genre han normalt begår sig i – den fantastiske litteratur med alt hvad den indebærer af sci-fi, horror og fantasy.

Roland Triel krimierne er genremæssigt realistiske. Dog er der enkelte spor af Jürgensens sans for det outrerede; dels i karaktertegningerne, dels romanens detaljerede beskrivelser af horrible mord og dødsfald. Særligt romanernes morderskikkelser antager nærmest mytologisk karakter i kraft af deres mystik, usårlighed og forvandlinger. Med det outrerede følger også en god portion ironi. Jürgensen lægger ikke skjul på, at en af krimiens topprioriteter er at underholde med lige dele rædsel og fryd. Bestialske mord og mordere fascinerer. En krimi som ”Løbende tjener” har dermed ikke til hensigt at gå i dybden med morderens psykologi – han er snarere en metafor for det mørkeste i mennesket; en person blottet for empati; skruppelløs og ustoppelig. Alligevel prioriterer Jürgensen også at fremhæve, hvordan personlige tragedier kan få folk til at træffe grusomme beslutninger, sådan som det fremgår i for eksempel ”Eksploderende skadedyr”.

Det ses også i efterforskeren Roland Triel, hvis karakter er den klassiske antihelts. Hans personlige kæpheste risikerer at komme i vejen for hans professionelle virke. Både fordi hans spekulationer omkring hans kones morder distraherer ham fra igangværende sager, og fordi hans personlige involvering i en mordsag gør ham ekstra labil over for andre mordsagers følelsesmæssige påvirkninger. Han må kæmpe for at holde fast i sin rationalitet og ikke overgive sig til vredens irrationelle impulser. Som sådan er han en vaskeægte antihelt – i konstant konflikt med sig selv.

Med antihelt-skikkelsen trækker Jürgensen en tråd til resten af sit forfatterskab. ”Jeg har altid brugt antihelte. Sådan var det også med Viktor i min debutbog ”Kærlighed ved første hik”. (…) Sådan en figur er nemmere at udvikle og få noget spændende ud af. Det er jo sådan, at vi udvikler os. Vi skal igennem nogle prøvelser, og hvis vi klarer dem, så er vi blevet rigere som mennesker. En figur, der har styr på det hele – the cool guy, som klarer tingene med et fingerknips – er jo ikke så interessant,” fortæller han. (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10).

Selvom Dennis Jürgensen formentlig ikke selv vil slå sig op på at skrive direkte politisk, kan man i ”Løbende tjener” finde en mere eller mindre direkte værdikritik. Milliardæren Frans Jessen er absolut ikke flatterende beskrevet. Han er, hvis ikke direkte usympatisk så i hvert fald ærgerrig på en fordækt og moralsk tvivlsom måde. Samtidig går hans arbejdsmani ud over de mennesker, der står ham nærmest. Triel og hans kolleger er mere jordnære folk, som tager bussen, spiser kedelige færdigretter, går med kiksede hornbriller og ikke er for fine til at omgås hinanden med en grovkornet, kærlig humor.

Jürgensen er også bevidst om denne indlejrede samfundskritik, og hvordan krimigenren giver mulighed for at formidle kritikken i en letfordøjelig form: ”Samtidig kan jeg flette lidt samfundskritik og aktuelle emner ind uden at det nødvendigvis behøver blive tungt.” (Dennis Jürgensen forfatterportræt: Interview med Dennis Jürgensen. Tellerup.dk).

Grådig kapitalisme og dens konsekvenser er et motiv, som går igen i det, man generelt betegner den skandinaviske krimi. Social ulighed er et tema, som for eksempel optræder i Henning Mankells forfatterskab om politimanden Kurt Wallander og hos den norske krimiforfatter Jørn Lier Horst. Hos Jürgensen er den sociale kritik dog ikke nær så udtalt som hos hans skandinaviske kolleger. Den realistiske tone og fortællestil er dog et træk, han deler med Mankell og Horst, hvor både en aktuel sag og efterforskernes privatliv beskrives i hverdagsrealistisk mol.