“Bröderne Lejonhjärte” fra 1973 (“Brødrene Løvehjerte”, 1974) er en stærk eventyrroman fortalt af den unge dreng Tvebak. Selv om Tvebak ikke engang er fyldt ti år, skal han dø, fordi han er meget syg. Derfor ligger han i sengen. Men heldigvis har han verdens bedste storebror, Jonatan, som fortæller eventyr for ham. Jonatan fortæller om landet Nangijala, hvor man kommer hen, når man dør: “Det var fra Nangijala, at alle eventyr kom, sagde han, for det var lige der, alt sådan noget skete, og kom man dertil, fik man lov at opleve eventyr fra morgen til aften og om natten med” (s. 7). I Nangijala er det nemlig stadig lejrbålenes og eventyrenes tid, og der vil Tvebak blive rask og flot. Jonatan fortæller så smukt om Nangijala, at døden ikke længere virker skræmmende, og Tvebak får ligefrem lyst til at tage dertil – i hvert fald hvis Jonatan tager med. Kort tid efter dør Jonatan i en brandulykke, hvor han til gengæld redder Tvebak. Tvebak bliver meget ulykkelig over at miste sin storebror, men det varer ikke længe, førend han og Jonatan mødes i Nangijala – som henholdsvis Jonatan og Karl Løvehjerte.
De to brødre bor sammen i Kirsebærdalen mellem bjergene i Nangijala. Og der er smukt. Der er så smukt, at Karl Løvehjerte aldrig havde forestillet sig, noget kunne være så skønt. Menneskene er søde og imødekommende, som Karl aldrig har oplevet det før. Men det varer ikke længe, førend slangen i Paradiset viser sig. Bag al skønheden lurer en ondskab: Tengil. Tengil er hersker af Karmanjoka, og han har den onde hundrage Katla, som er steget op fra urtiden, og som spyer dræbende ild. Tengil har allerede fået magt over Rosendalen, som er den anden dal i Nangijala, og han har taget Rosendalens ledende oprørsmand, Orvar, til fange. Selv blandt de søde mennesker i Kirsebærdalen gemmer sig en forræder, og hvis ikke Rosendalen skal udslettes og Kirsebærdalen falde i hænderne på Tengil, så må brødrene Løvehjerte handle.
00158224
I første omgang drager Jonatan alene ud for at redde Orvar, for Jonatan er den ældste og modigste. Da han rider af sted, siger han til Karl, at der er ting, man er nødt til at gøre, selv om det er farligt. Karl spørger hvorfor, og Jonatan svarer: “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.” (s. 58). Denne sætning brænder sig fast i Karls hoved, og da han en nat vågner op badet i sved, med et syn af Jonatan, der kalder på ham, sadler han sin hest og drager på en farefuld færd ud for at hjælpe sin bror.
“Brødrene Løvehjerte” er en spændende, fantastisk fortælling, der handler om børns forhold til døden. Faktisk ved man som læser ikke, om Tvebak rent faktisk også dør, eller om han blot forsvinder ind i det fantasiunivers, Jonatan havde vist ham, for at han derigennem kan holde livet ud. Fortællingen står således åben for fortolkning, og dermed sætter den også læserens fantasi i gang.
Det tunge tema behandles på eventyrlig vis, og selvom romanen ind i mellem er særdeles spændingsmættet og sørgelig, er tonen let og poetisk og fuld af eventyrlighed. Ved at Lindgren blander eventyrgenren og middelalderuniverset kommer der desuden en vis distance til døden, der gør temaet udholdeligt.
Romanen udfolder sig ligeledes som en art udviklingsroman. Da romanen starter er Tvebak lille og grim og ligger på sit sygeleje. Han omtaler sig selv som en meget lidt modig person, men i løbet af romanen udvikler han sig og tackler endog meget svære situationer helt selv eller sammen med Jonatan. På den måde kan man sige, at Karl i løbet af romanen har gennemgået en modningsproces.