Anne Marie Løn

Anne Marie Løn har igennem hele sit forfatterskab været optaget af livet i provinsen og især livet på landet. I hendes mere end 20 værker – hvoraf langt de fleste er romaner – er landboens tilværelse og erfaringer gjort til et særligt betydningssted, et alternativ til storbyens fragmenterede og hektiske liv. Navnlig det tidlige forfatterskab er skrevet på en stærk indignation over den nedbrydning af livssammenhænge og fællesskab, som det moderne liv ifølge forfatteren har medført.

I Løns senere bøger er indignationen tonet noget ned og erstattet af en mere fabulerende og farverig stil. Samtidig er forfatterskabets læserskare vokset støt, både her og i udlandet. Den omfattende slægtsroman Prinsesserne, 1996, har således til dato solgt over 100.000 eksemplarer, og for Dværgenes dans, 1998 – et andet af forfatterskabets hovedværker – har Løn modtaget tre priser. Både ”Prinsesserne” og ”Dværgenes dans" er oversatte.

Anne Marie Løn er født i Tranebjerg på Samsø i 1947, men voksede op i en lille landsby syd for Hjørring, hvor faren drev en dyrlægepraksis. Som 19-årig blev Løn journalistelev på Frederikshavns Avis, siden arbejdede hun som journalist, anmelder og klummeskriver på B.T., Politiken, Familie Journalen og Aktuelt. Debuten som skønlitterær forfatter kom i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig?, men først to år senere – da hun slap reportagejournalistikken på B.T. og storbytilværelsen i København – blev hun forfatter på fuld tid. I dag bor Løn i stationsbyen Asnæs ved Fårevejle på Sjælland.

Opvæksten på landet i Nordjylland mærkes tydeligt i Løns forfatterskab. Ofte er det virkelige begivenheder eller personer fra hendes egen egn, der danner udgangspunkt for bøgerne, og en omfattende viden om landbolivet og især dets kriser skinner igennem alt, hvad Løn har skrevet.

Romanen Fodretid, 1984, der blev forfatterens gennembrudsbog, er baseret på en række historier om vanrøgt af dyr på landet: en landmand på en mindre gård i Vendsyssel går ned med flaget, da han tilskyndet af EF-støtten skaffer sig af med sin kvægbestand. Omlægningen til moderne svineproduktion bliver ikke bare en økonomisk, men også en menneskelig blindgyde for den lidt enfoldige Niels Peder Thomsen, som ikke kan affinde sig med de nye tiders stordrift og teknologi. Og ingen af hans naboer griber ind, før det hele er endt i en katastrofe: en dag får Niels Peder Thomsen et sammenbrud og holder op med at fodre grisene. Snart vælter stanken af lort og rådne grise ud fra staldene.

I romanen Veras vrede, 1982, drejer det sig om Løns egne erfaringer med en kynisk avisverden (læs B.T.). I resumé lyder den kritiske historie næsten som en krimi: den unge og idealistiske provinsjournalist Vera begår manddrab, da hun en dag kaster en ølflaske i hovedet på avisens arrogante redaktionschef. Handlingen er udslag af Veras frustration over avismiljøet, der ligesom det moderne landbrug er blevet en fabrik kun med profit som mål.